Kommuner skal svinge sparekniven efter ny aftale
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den nye økonomiaftale mellem regeringen og KL giver ikke anledning til smil på rådhuset i Mariagerfjord Kommune. Der skal spares, lyder det fra borgmester Mogens Jespersen.
- Vi skal skære ned, siger Mariagerfjords borgmester. Samme melding lyder fra flere andre nordjyske borgmestre, efter KL og regeringen har præsenteret en ny, stram økonomiaftale.
Priserne er på himmelflugt for tiden, og det får konsekvenser for de kommunale budgetter. Onsdag aften præsenterede KL og regeringen en ny økonomiaftale, der ikke efterlader meget økonomisk råderum hos kommunerne.
Den nye aftale indebærer blandt andet et budget til anlæg i kommunerne på 18,5 millarder kroner. Det er 1,4 milliarder mindre end sidste års økonomiaftale.
- Vi får ikke råd til det hele. Vi må se på, hvad vi bedst kan skære ned på, og hvad der er nice to have, og hvad der er need to have, siger Mogens Jespersen (V), der er borgmester i Mariagerfjord Kommune.
Herunder kan du se interview med Mogens Jespersen:
Færre penge til asfalt
Samme melding lyder fra flere andre nordjyske borgmestre. TV2 Nord har udover Mariagerfjord også talt med borgmestrene i Aalborg, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt og Rebild. De melder alle tilbage, at der skal spares for at få enderne til at gå op.
- Aftalen betyder, at vi får færre penge til at lave veje, skoler og anlæg for, så det vil betyde en nedgang i de kommunale anlægsinvesteringer. Det er rigtig ærgerligt, siger Søren Smalbro (V), borgmester i Hjørring.
I Rebild oplyser borgmester, Jesper Greth (V), at det kan være cykelstier og asfalt, der skal spares på til næste år. Det er også tilfældet i Mariagerfjord Kommune:
- Vi må se på, hvad der er mest nødvendigt. Det bliver nok sundhed, der kan kaldes nødvendigt, mens for eksempel asfalt ikke er så nødvendigt, siger borgmester Mogens Jespersen.
Herunder kan du se, hvad borgmester i Rebild Kommune, Jesper Greth (V), mener, der skal prioriteres i budgettet:
Højeste inflation i 35 år
Det er den høje inflation samt investeringen i det danske forsvar, der har betydet, at kommunerne ikke får flere penge i år:
- Vi er i en situation, hvor vi virkelig skal være tilbageholdende med at sætte gang i tingene derude, fordi inflationen er så høj, siger finansminister Nicolai Wammen (S)
- Det er en ansvarlig aftale, der tager højde for, at vi lever i en meget speciel tid. Der er høj inflation i det danske samfund, og derfor er det vigtigt, når vi laver aftaler med kommunerne, at det er en ansvarlig økonomi, der ikke puster til inflationen.
I Brønderslev er borgmester Mikael Klitgaard, Venstre, bestemt ikke enig med finansministeren i, at der er tale om en god aftale:
- Det er en sølle aftale regeringen har lavet, og de kan ikke være det bekendt, siger han og fortsætter:
- Der bliver lidt mindre af det hele, og der kommer til at blive skåret på det hele.
KL og regeringen præsenterede onsdag aften den nye aftale. Se mere herunder:
Budget for service rækker ikke
Den nye økonomiaftale indeholder en forøgelse af den kommunale serviceramme. Det betyder, at kommunerne får tildelt 1,3 milliarder kroner mere til at yde service til borgerne.
Umiddelbart en nyhed, man kunne forvente ville gøre borgmestrene glade, men det er ikke tilfældet. I Jammerbugt Kommune fortæller borgmester Mogens Christen Gade (V), at pengene ikke rækker til de stigende udgifter:
- Pengene kan ikke dække de øgede udgifter til flere ældre og flere børn, der skal passes. Det bliver en udhuling af budgettet, siger Mogens Christen Gade.
- Vi har pres på specialområdet og ældreområdet. Det er ikke nok, så det bliver bare svært, siger Mikael Klitgaard (V), borgmester i Brønderslev Kommune.
Mødes efter sommerferien
KL’s formand, Martin Damm (V), lægger ikke skjul på, at der venter en svær opgave for landets kommunalbestyrelser:
- Vi kunne godt have ønsket, at omstændighederne havde været anderledes, for vi har udgifter, der trænger sig på i kommunerne. Vi får dækket nogle af dem, og så skal vi ellers på den i landets kommunalbestyrelser med svære prioriteringer for at få pengene til at række.
Kommunerne blev orienteret om den nye aftale torsdag formiddag, så der har endnu ikke været tid til at samle kommunalbestyrelserne og tale om budgettet for næste år.
I Mariagerfjord Kommune vil borgmester Mogens Jespersen kalde byrådet sammen efter sommerferien:
- Det er for tidligt at se på specifikke ting, der skal skæres ned på, men når vi får færre penge, end det der skal til for at følge udviklingen, så skal der skæres nogle steder, siger han.
Du kan læse hele aftalen her.