Larm og uro fra unge gør borgere i Aars utrygge
Foto: TV2 Nord
I Aars er naboerne til byens centrale park, også kaldet anlægget, godt trætte af den larm, uro og utryghedsskabende adfærd, som en gruppe unge mennesker skaber i området.
Byens centrale park i Aars er blevet til en gruppe unges sociale mødested, hvilket har gjort borgerne i området utrygge. Ifølge borgerne bliver der både affyret kanonslag og kørt med støjende knallerter.
Det er utrygt og mega ubehageligt. Jeg har bestemt ikke lyst til at gå hernede
Sofie Paaske
Naboerne efterlyser mere handling fra politiets og kommunens side.
- Vi oplever primært to ting og det er kanonslag og tunede knallerter. Det er utrygt og det er meget ubehageligt, siger Sofie Paaske, som bor cirka 100 meter fra anlægget.
Sofie Paaske plejede ofte at gøre brug af parken til at lufte hunden, men det er hun grundet uroen og utrygheden stoppet med.
Også i sommers havde borgerne i området problemer med larm og støj, som kom fra parken. Her var det lyden af musik fra sound boxes, knuste flasker og knallert kørsel, som gjorde borgerne utrygge.
- Ud af de sidste fem dage er der tre dage, der har været rigtig slemme. Så slemt, at klokken er over 12 og vi ringer til politiet, sagde Ann Munkholm, som er nabo til anlægsparken, dengang til TV2 Nord.
Borgerne er trætte af larmen og utrygheden og kræver derfor mere handling fra politiets og kommunens side - men herfra lyder det, at man allerede er i gang med en målrettet indsats mod problemerne.
- Jeg tænker helt klart, at det ikke er blevet gjort den indsats, der skal til, siger Sofie Paaske.
Politiet og kommunen hævder, at de tager sagen alvorligt
Nordjyllands Politi fortæller til TV2 Nord, at de tager sagen meget alvorligt.
- Vi er faktisk meget mere til stede i Aars Midtby, nu når vi har fået den her nærstation. Politiet er bare ikke dimensioneret til at have to folk, der render rundt nede i anlægget 24/7. Vi prøver at samle ind og skabe et godt billede af, hvem det er vi skal gå efter, siger politikommissær Mikkel Mitchell fra Nærstation Vesthimmerland.
Problemet i anlægget kan tage længere tid at løse. Borgmesteren understreger dog, at man har fuld fokus på området og problematikken.
- Det kommunen er gået ind i, det er en længere strategi for, hvordan vi får løst det her på sigt og det handler om at få mere aktivitet i anlægget i Aars for almindelige mennesker, som kommer der og gerne vil have en god oplevelse. Det arbejder vi på at få implementeret det næste halve årstid, siger Per Bach Laursen (V), som er borgmester i Vesthimmerlands kommune.