Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Med ét stod Christina med familiens skibsværft på hånden - nu sparker hun alle fordomme til hjørne

Christina Ørskov er kåret som årets bedste nordjyske ejerleder. I dag kæmper om titlen som landets bedste. Foto:TV2Nord

Efter broderens død stod Christina Ørskov pludselig som 45-årig mor med ansvaret for en international familievirksomhed. I dag hyldes hun som en af landets bedste ledere.

I årtier har familien Ørskov kæmpet for at sikre Nordjylland en fremtrædende position inden for det maritime område. Der er bygget skibe og foretaget reparationer i milliardklassen fra værftet i Frederikshavn.

Jeg har en selverkendelse; nemlig at jeg ikke ved meget om skibe eller teknik. Der er områder, jeg ikke kan, men det handler om at holde "snotten i måtten" og gøre det, man er god til.

Christina Ørskov, ejer, Orskov Yard

I eftermiddag stikker familien næsen frem på de bonede gulve, når de danske ejerledere kårer årets bedste leder – for som vinder af konkurrencen på regionalt plan er Christina Ørskov, barnebarn til grundlæggeren af Ørskov Christensens Stålskibsværft – nu Orskov Yard, klar til at dyste mod resten af landet.

Christina Ørskov har sønnerne Frederik, der arbejder som grøn energiinvestor i enkapitalfond og Daniel, der læser til maskinmester, med i dag, når Årets Ejerleder kåres. Privatfoto

Vilje driver vækst

Hun er taget til hovedstaden, hvor konkurrencen afgøres, og med i bagagen er prisen som Årets Ejerleder 2021 i Nordjylland – og begrundelsen, at hun er en ejerleder, sammen med CEO Lars Fischer har sammensat det rigtige team og vist viljen til at drive væksten i Orskov Yard.

Samtidig tager Christina Ørskov flotte ord som, at "hun tager et globalt og lokalt samfunds- og klimamæssigt ansvar med bæredygtige investeringer og lokale projekter", med til landsfinalen, hvor hun som 52-årige kvinde står i front for et erhverv, der på verdensplan er et udpræget mandsdomineret felt.

- Jeg måtte lige knibe en tåre, da jeg fik prisen. Jeg er jo ikke vant til så mange pæne ord og det med, at det handlede om mig, fortæller Christina Ørskov, der tilbage i oktober blev kåret som regional vinder i Musikkens Hus i Aalborg.

I dag repræsenterer hun hele Nordjylland, når vinderen på landsplan skal findes.

- Jeg måtte lige knibe en tåre, da jeg fik prisen. Jeg er jo ikke vant til så mange pæne ord og det med, at det handlede om mig, fortæller Christina Ørskov, der tilbage i oktober blev kåret som regional vinder i Musikkens Hus i Aalborg, hvor billedet her er fra.

Et superteam på 220

Med nærmest vanlig nordjysk beskedenhed fastholder hun, at prisen slet ikke handler om hende. Det er nemlig en holdpræstation – og noget, der kun har kunnet lade sig gøre, fordi hun har støtte fra hele værftet og alle 220 ansatte, mener hun.

- Jeg har et superteam, det her er slet ikke noget, jeg kan klare alene, siger Christina Ørskov, der fejrede den regionale kåring med pålægskagemand til alle på værftet.

Orskov Yard er markant i bybilledet i Frederikshavn og en stor spiller i det maritime erhvervsliv.

Jeg har ikke forstand på skibe

Hun er født ind i værftsverdenen som tredje generation, men det lå ikke i kortene, at hun en dag skulle sidde for bordenden.

Hun har efter eget udsagn ”ikke en skid forstand på skibe”, men hun kender sin begrænsninger.

- Jeg har en selverkendelse; nemlig at jeg ikke ved meget om skibe eller teknik. Der er områder, jeg ikke kan, men det handler om at holde "snotten i måtten" og gøre det, man er god til og uddyber:

- Jeg brænder for virksomheden, det er alfa og omega, at de ansatte har det godt, og det går godt for virksomheden. Vi har ansvaret for, at mange familier kan få smør på brødet - og er vigtig i lokalsamfundet, og det forpligter.

Arne Ørskov Christensen, født 1916. Han etablerede egen virksomhed i 1950 og startede Ørskov Stålskibsværft i 1958. Arne Ørskov døde i 1990. Foto: Nordjyllands Kystmuseum

Farfar grundlagde virksomheden

Det var hendes farfar, Arne Ørskov Christensen, der tilbage 1958 etablerede værftet, primært med fokus på nybyggeri. Hendes far Niels Ørskov Christensen tog over, og hendes bror, Jeppe Ørskov, satte sig i toppen af den familiedrevne virksomhed i 2003 – med Christina på posten som bestyrelsesformand. 

Det var helt vildt, al den sympati, støtte og respekt, der blev vist mig. Alle trådte i karakter, og vi kæmpede,

Christina Ørskov, ejer, Orskov Yard

To år senere skiftede virksomheden kurs og fokuserede på reparation og service og skiftede samtidig navn til Orskov Yard.

Jeppe Ørskov døde i februar 2015 som følge af sygdom i en alder af blot 50 år.

– Jeg blev vist sympati og støtte

Pludselig stod Christina alene. I sorg efter tabet af sin bror – og med et værft hvor hun aldrig havde regnet sig selv som hovedperson.

Igennem et år havde hun fungeret som øverste chef for værftet, da broderen blev syg. Og hun meldte ærligt ud; hun havde ikke de samme kompetencer som broderen.

- Det var helt vildt, al den sympati, støtte og respekt, der blev vist mig. Alle trådte i karakter, og vi kæmpede, fortæller Christina Ørskov, som tilføjer, at hun også fik støtte fra sin far, der for længst havde forladt den daglige drift på værftet.

Jeppe Ørskov efterlod sig hustru samt to børn på henholdsvis 12 år og 16 år.

Jeppe Ørskov var en af de vigtigste personer i den maritime klynge i Frederikshavn. Foto: Eframe

Den særlige Ørskov-ånd

Der blev fra alle sider, ifølge hende, vist den særlige Ørskov-ånd, som stammer helt tilbage fra farfarens tid. En ånd, der er svær at forklare.

- Den sidder vel nærmest i hjertet og er svær at sætte ord på, og det er i hvert fald ikke noget, man skriver ned på et stykke papir, fortæller Christina Ørskov.

Det er derfor også vigtigt for Christina Ørskov, at hun repræsenterer en virksomhed, der ikke er en svingdørsvirksomhed, men et sted hvor folk har lyst til at blive i mange år.

- Det vigtigt, fordi det tager tid at få den særlige Ørskov-ånd ind under huden. Vi driver virksomheden som en stor familie, hvor alle har et ansvar - uanset om man er timelønnet eller direktør. Og alle tør tage et ansvar og være en del af familien, fortsætter hun og tilføjer, at der er meget kort afstand mellem idé til beslutning i firmaet.

På billedet se Niels Ørskov, tømrermester C.H.Aaen, Arne Ørskov og kommunaldirektør Poul Wilhelsen. Foto: Nordjyllands Kystmuseum

Direktion med arbejdsfordeling

Hun er også lykkelig for, at det lykkedes at finde en med den særlige Ørskov-ånd til at tage over som administrerende direktør for Orskov Yard, så hun selv kan koncentrere sig om bestyrelsesarbejde og netværk inden for det maritime område.

- Han har hjertet det rigtige sted, og vi er et godt team. Jeg kunne ikke klare det alene. Jeppe havde de tekniske kompetencer, det har jeg ikke, så det passer som fod i hose med Lars som administrerende direktør, siger Christina Ørskov.

Lars og jeg deler opgaver, hvor jeg er den mere udadvendte og forsøger at markere det maritime Nordjylland alle steder, jeg kan komme til det

Christina Ørskov, ejer, Orskov Yard

Lars Fischer er manden, der tilbage i 2016 trådte ind i direktionen, og tre år senere blev udnævnt til administrerende direktør, mens Christina Ørskov fortsatte som direktør, direktions- og bestyrelsesmedlem.

Lars Fischer er manden, der tilbage i 2016 trådte ind i direktionen, og tre år senere blev udnævnt til administrerende direktør hos Orkov Yard.

– Det er tæske-spændende

Ændringen i værftets organisation skete på baggrund af en stor investering i et nyt dok-anlæg og et strategisk mål om yderlig udvidelse og styrkelse af værftet.

- Lars og jeg deler opgaver, hvor jeg er den mere udadvendte og forsøger at markere det maritime Nordjylland alle steder, jeg kan komme til det. Jeg er blandt andet en del i København, forklarer Christina Ørskov. Og det ser ud at have en effekt:

- Det lykkedes da også af og til at lokke nogle af de ”kjøben´hawnere” til Nordjylland, men det er ligesom om, der er længere vej herop end den modsatte vej, siger Christina Ørskov og tilføjer, at hun i den grad bruger sit maritime netværk og bestyrelsesposter.

- På den måde kan jeg se en helhed inden for branchen. Det er tæske-spændende, siger hun.

Der er ifølge Christina Ørskov en særlig Ørskov-ånd på værftet. En ånd, som stammer helt tilbage fra farfarens tid. En ånd, der er svær at forklare - og som sidder i hjertet og under huden, siger hun. Foto: Henning Bagger, Scanpix/Ritzau

Hun har en særlig drivkraft

Og det er blandt andet det engagement indenfor branchen, hun indtil videre er blevet belønnet med i Nordjylland.

- Christina er en ildsjæl, der flot og beslutsomt fører familievirksomheden videre. Hun er en naturlig leder og er ikke bange for at konkurrere med de helt store konkurrenter i branchen. Christina har en særlig drivkraft og et fantastisk engagement i alt, hvad hun beskæftiger sig med, både i virksomheden, i branchen, i byen og i Nordjylland. Drivkraft, mod og handlekraft indrammer Christina som ejerleder, fortæller Torben Toft Kristensen, partner i PwC i Aalborg.

Der hviler altid et form for pres, når man som datter eller søn vælger at drive en stor familievirksomhed videre, men Christina Ørskov har uden videre gjort det fantastisk.

Betina Hagerup, direktør, Dansk Erhverv

Det er PwC, der i samarbejde med Nykredit ErhvervsBank, Dansk Erhverv og Finans hylder Danmarks dygtigste ejerledere ved arrangementet Årets Ejerleder 2021, der er i dag torsdag i Hellerup nord for København.

- Jeg er stolt og glad. Det er meget, meget flot, at havnen vil forevige vores familienavn med en ny vej på havnen, lød det fra Christina Ørskov, da hun modtog vejskiltet af havnedirektør Mikkel Seedorff. Frederikshavn Havn har valgt at kalde den nye hovedvej ud til havneudvidelsen Arne Ørskovs Vej - efter Christina Ørskovs farfar, der etablerede Ørskov Christensens Stålskibsværft. Foto: Eframe

Pres til at drive virksomhed videre

Og med sig har hun rosende ord fra blandt andre Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv.

- Der hviler altid et form for pres, når man som datter eller søn vælger at drive en stor familievirksomhed videre, men Christina Ørskov har uden videre gjort det fantastisk. Hendes beslutsomhed og skarpe forretningsforståelse har bidraget til, at Orskov Yard har vækstet yderligere. Hun er en ejerleder, der giver tilbage til sit lokalsamfund, og som ikke er bange for at tage det lange seje træk for at lykkes, siger Betina Hagerup, direktør for markeder i Dansk Erhverv.

I årtier har familien Ørskov kæmpet for at sikre Nordjylland en fremtrædende position inden for det maritime område. Der er bygget skibe og foretaget reparationer i milliardklassen fra værftet i Frederikshavn. Foto: TV2Nord

Valgte værftet til

Men Christina Ørskov har nu aldrig følt det som et pres at være født ind i værftsfamilien.

- Der har været frit valg, siger hun og uddyber, at hun trods det åbenlyse at gå ind i familieforetagendet aldrig har været et krav fra forældre. 

Jeppe og jeg har altid være enige om, at det ikke var noget, børnene skulle presses ind i. Det er vi heller ikke blevet.

Christina Ørskov, ejer, Orskov Yard

Jeppe Ørskovs søn, Malte Ørskov, holdt tale om sin afdøde far i forbindelse med indvielsen af Jeppe Ørskovs Pier. Foto: Eframe

Hun har frit kunnet vælge til eller fra.

Hun har da også erhvervsmæssigt efter studentereksamenen været omkring som selvstændig restauratør og i lære som advokatsekretær, ligesom hun også er mor til to sønner – og har en skilsmisse bag sig og nu en sammenbragt familie.

ØRSKOV CHRISTENSENS STÅLSKIBSVÆRFT

Det var farfaren Arne Ørskov Christensen, som etablerede Ørskov Christensens Stålskibsværft i 1958, hovesaglig som et nybygningsværft.

I 1972 videreførte faren Niels Ørskov værftet frem til 2003, hvor prispresset fra de asiatiske nybygningsværfter blev for stort.

Derfor blev det nuværende Orskov Yard, målrettet skibsreparationer og service grundlagt af værftsfamiliens tredje generation, det vil sige med Christina Ørskovs bror, Jeppe Ørskov, i front som administrerende direktør og af hende selv som bestyrelsesformand.

Fjerde generation Ørskov på vej

Christina Ørskovs to sønner er ligesom hendes bror, Jeppe Ørskovs, to børn med i bestyrelsen i Orskov Yard.

- Jeppe og jeg har altid være enige om, at det ikke var noget, børnene skulle presses ind i. Det er vi heller ikke blevet. Det er en åben mulighed - men det skal være ens eget valg, siger Christina Ørskov, der dog er fortrøstningsfuld i forhold til, at fjerde generation Ørskov vil melde sig på banen, når tiden er til det.

Jeg gør jo bare det, jeg brænder for, og så det er jo imponerende, at folk ser på én på en anden måde

Christina Ørskov, ejer, Orskov Yard

Hun har sønnerne Frederik, der arbejder som grøn energiinvestor i enkapitalfond og Daniel, der læser til maskinmester, med i dag, når Årets Ejerleder kåres. Ligesom også hendes forlovede, Tom, er med på de bonede gulve.

Prinsesse Benedikte og Prins Richard navngiver onsdag 7. maj 1997 to Scanline-færger på Ørskov Stålskibsværft i Frederikshavn. De to færger blev døbt Prinsesse Benedikte og Prins Richard. I baggrunden ses daværende direktør Niels Ørskov. Foto: Henning Bagger Ritzau/Scanpix

Jeg gør det, jeg brænder for

Og lige dér på de boende gulve trives den 52-årige Christina Ørskov lige så godt som hjemme på værftet. For hun er vant til at være på og fortælle om det maritime erhverv, om udfordringer og muligheder – blandt andet når ministre eller erhvervsfolk fra ind- og udland vil se nærmere på skibe og kraner og dok og høre om, hvad er det de gør deroppe i Frederikshavn.

Anderledes ydmyg er hun, når det er hende selv og egne bedrifter, der skal tales om.

- Jeg gør jo bare det, jeg brænder for, og så det er jo imponerende, at folk ser på én på en anden måde, siger hun.

Hun har ingen forventninger til placeringen i den landsdækkende konkurrence, men håber at få en hyggelig aften.

- Og måske lige vise, at vi ikke er et udkantsområde, men vi kan godt heroppe, fastslår hun.

Det er 18. gang i træk, Årets Ejerleder kåres, og juryen består af repræsentanter fra Dansk Erhverv, Nykredit, PwC, Årets Ejerleder 2019 og to erhvervsprofiler.

Tidligere har blandt andre Bjarke Hansen fra Primo Tours A/S og Mikkel Borg Bjergsø fra Mikkeller ApS vundet titlen.

Se eller gense TV2 Nords indslag med Niels Ørskov, der vender tilbage til familievirksomheden kort tid efter sin søns død.

Her kommer der med garanti ny borgmester om et år

Foto: TV2 Grafik

TV2 Nords politiske analytiker gør situationen i nordjysk kommunalpolitik op et år før næste kommunalvalg.

Uanset hvor nordjyderne om præcis et år, hvor vi går til kommunalvalg, sætter krydset, vil fem af de 11 nordjyske kommuner efter valget få en anden borgmester end den, der efter valget i 2021 kunne iføre sig borgmesterkæden.

I de seks andre kommuner kan den nuværende borgmester fortsætte, hvis ellers stemmerne tilsiger det. For i Hjørring, Brønderslev, Læsø, Rebild, Vesthimmerland og Morsø kommuner er borgmesteren klar til endnu en periode.

Anderledes er det i de fem øvrige kommuner:

I Mariagerfjord vidste vælgerne godt, da de for tre år siden stemte, at det i givet fald ville blive Venstre-borgmester Mogens Jespersens sidste periode i byrådet. Det meddelte han nemlig lidt usædvanligt op til valget. Til gengæld har det givet Venstre god tid til at udpege partiets ny spidskandidat, byrådsmedlem Jesper Skov Mikkelsen - i øvrigt søn af Mariagers tidligere konservative borgmester. 

Op til de seneste valg har Venstre og Socialdemokratiet kæmpet om stemmerne i kommunen. Når valget var overstået, har de to partier arbejdet tæt sammen. 

Men formelt konstituerede Mogens Jespersen, der har været borgmester siden 2014, sig med de øvrige partier i blå blok. To af disse har han efterfølgende sidste efterår givet en kold skulder. Jens-Henrik Kirk (K) og Jørgen Hammer Sørensen (DF) fik begge en udvalgsformands-post som tak for genvalget af Mogens Jespersen. Da de og især den konservative viceborgmester siden gik solo ved flere lejligheder, blev socialdemokraterne trætte af at agere støtteparti for Venstre og forlangte, at friløbet skulle have konsekvenser. 

De to formænd blev derfor frataget deres formandsposter. 

Det er umuligt at vide, om og i givet fald hvordan dette opbrud i blå blok kan påvirke valgets udfald og den efterfølgende konstituering i kommunen, som samtidig er Inger Støjbergs hjemmebane, og hvor hendes parti Danmarksdemokraterne kan blive en yderligere faktor i spillet om magten. 

I Thisted har borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) efter kun en enkelt periode som borgmester og i alt 12 år i lokalpolitik besluttet ikke at genopstille. 

Også her har den borgerlige blok frataget en udvalgsformand fra Dansk Folkeparti posten, som ellers var betaling for at sikre Niels Jørgen Pedersen borgmesterposten. Den vragede DF’er, Ib Poulsen, har ladet forstå, at han nu i hvert fald ikke nok en gang støtter en blå borgmester. 

Venstre har udpeget Kristian Tilsted som ny spidskandidat. I Socialdemokratiet måtte Ulla Vestergaard, der var borgmester fra 2018 til 2022, ud i et kampvalg om på ny at være spidskandidat i 2025 - en urafstemning, som hun vandt med blot fem stemmer mere end modkandidaten.

Gade stopper - og bliver 

Jammerbugt kommune har i dag landsdelens mest rutinerede borgmester. Mogens Chr. Gade (V) styrede Brovst fra 2001 og har siden strukturreformen uafbrudt været borgmester i Jammerbugt. Han har været kommunalpolitiker i 35 år. 

Nu vil han ikke være borgmester mere, men han vil gerne fortsætte i byrådet. Det sidste brød den ene kandidat til at blive Venstres spidskandidat, Michael Krogsgaard, sig ikke om. Han mente, at det var tid til et byråd uden Gade og trak ved meldingen om genopstillingen som byrådsmedlem sit kandidatur og forlod samtidig Venstre. 

Den anden kandidat, Niels Christian Hem, kunne derfor kåres som den, der skal dyste med Diane Aarestrup (S) om at sidde i førersædet.

Det er ret usædvanligt, at en borgmester, der frivilligt forlader posten, fortsætter som menigt byrådsmedlem, men det er set før. I 1998 stillede den afgående borgmester Kaj Kjær i Aalborg op som menigt byrådsmedlem, efter at Henning G. Jensen var valgt til ny spidskandidat.

I Jammerbugt har Mogens Gade fyldt rigtig meget, og der har først meget sent været en kronprins klar hos Venstre. Med Mogens Gade på kandidatlisten sikres kontinuitet, men det kræver, viser erfaringer fra andre steder, gode evner til at holde sig i baggrunden, når en tidligere førstemand fortsat sidder med ved bordet.

Birgit S. Hansen er allerede fortid som borgmester i Frederikshavn. Foto: Linda Suhr / Frederikshavn Kommune

Hvor havner Birgit Hansens stemmer?

At Frederikshavn skal have ny borgmester, har formentlig de fleste opdaget. Også her har man i Birgit Stenbak Hansen (S) siden 2014 haft en stærk og markant frontfigur. 

Birgit Hansen havde først sagt ja til at genopstille, ombestemte sig og endte med at forlade byrådet i utide for få uger siden. Hendes parti havde i mellemtiden valgt tidligere byrådsmedlem Anders Brandt Sørensen til ny spidskandidat. Han har tidligere i otte år siddet i byrådet, men genopstillede ikke ved sidste valg.

Birgit Hansens bratte sortie gjorde, at man måtte finde en borgmestervikar for resten af perioden i form af gruppeformand Karsten Thomsen. 

Socialdemokratiet har stået stærkt i Frederikshavn under Birgit Hansens ledelse, og selv satte hun dansk rekord i personlige stemmer. Siden har sagen om havnen rokket ved opfattelsen af eks-borgmesteren, og det store spørgsmål er, om de 13.230, der stemte personligt på Birgit Hansen, alle er socialdemokrater. Eller om deres kryds kunne havne ved et andet parti.

Venstre har i Frederikshavn byråd udgjort den mest markante opposition til borgmesteren. Men heller ikke internt i Venstre er der fuld enighed: Byrådsgruppen havde indstillet et af dens medlemmer, Lone Haugaard, til ny spidskandidat, men på et opstillingsmøde valgte flertallet den 44-årige civilingeniør Jon Andersen, der ikke i forvejen sidder i byrådet, som Venstres bud på den næste borgmester.

SF, der generelt står godt i meningsmålingerne i øjeblikket, har i lyset af situationen valgt at udnævne partiets veteran, Christina Lykke, til borgmesterkandidat. Det siger formentlig en del om, hvor usikkert det er, hvem der i Frederikshavn kan skabe et flertal efter valget.

Regeringspartier i kamp mod hinanden 

Endelig skal vælgerne i Aalborg også vælge ny borgmester. Ham, der fik posten efter valget i 2021, Thomas Kastrup-Larsen, forlod byrådet i fjor, og de socialdemokratiske medlemmer valgte ved en urafstemning gruppeformand Lasse Frimand Jensen til ny spidskandidat og dermed også borgmester for resten af indeværende periode.

Modkandidaten var folketingsmedlem Flemming Møller Mortensen. Var han blevet spidskandidat, havde man i Aalborg måttet gøre som nu i Frederikshavn, nemlig ladet en vikar passe borgmesterposten, fordi Flemming Møller Mortensen ikke sidder i byrådet. 

Socialdemokratiet har næste år uafbrudt haft borgmesterposten i Aalborg i 100 år. Lasse Frimand Jensen - søn af tidligere minister og overborgmester Frank Jensen - skal prøve at skaffe sit parti et bedre resultat end i 2021, hvor Socialdemokratiet mistede en fjerdedel af stemmerne i forhold til det forrige valg. 

Et magtskifte, anført af blå blok, blev ikke mere sandsynligt, da Konservative i sidste måned brød med de øvrige borgerlige partier og indgik budgetaftale med Socialdemokratiet, SF og Radikale. 

Også på grund af 100 års-dagen vil Socialdemokratiets valgmaskine blive sat ind med piber og trommer på at beholde borgmesterposten i Aalborg. Men her og i en række andre kommuner, hvor det ofte er Socialdemokratiet og Venstre, der først og fremmest er med i spillet om borgmesterposten, kan valget i 2025 blive specielt:

For vil de to partier med samme styrke som ellers kunne bekrige hinanden på lokalt plan, hvis partierne nationalt sidder i samme regering? Eller vil vi også ved kommunalvalget, i modstrid med det normale ved disse valg, se netop de to partier argumentere for et samarbejde hen over midten for at udelukke yderfløjene?

Det har vi ikke oplevet før. Mens SV-regeringen 1978-79 var ved magten, holdtes der ikke noget kommunalvalg. Ved kommunalvalget om et år vil de to p.t. største kommunalpartier skulle finde en ny melodi - hvis altså regeringen fortsat er regering om et år!


Foto: Jan Pedersen

Der er sket to trafikuheld på motorvej E45 mellem afkørsel 32 Sønderup og afkørsel 33 Haverslev.

Det oplyser Vejdirektoratet.

Det ene uheld betyder, at motorvejen er spærret i sydgående retning, og vejen forventes først genåbnet i løbet af eftermiddagen.

'Der er kødannelser på strækningen, og vi forventer først normal trafik i aften', skriver Vejdirektoratet klokken 15.49.

Nordjyllands Politis vagtchef Torben Arendrup fortæller til TV2 Nord, at der både har været et uheld i nordgående og sydgående retning, og han fortæller, at flere biler har været impliceret.

- Vi har ikke hørt noget om alvorlig tilskadekomst. Men man er derude og er ved at få ryddet op, så man arbejder på stedet lige nu, siger vagtchefen.

Torben Arendrup har endnu ikke et præcist overblik over, hvor mange biler der var involveret i uheldene.

Klokken 15.31 oplyste Vejdirektoratet, at bilister skal forvente en øget rejsetid på mellem 10 og 30 minutter.

Foto: Jan Pedersen

Nordjylland slipper for snestorm - vejrmodeller er uenige

Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Kun én vejrmodel holder fast i udbredt dansk snevejr, men Nordjylland ser ud til at gå fri.

I flere dage har forskellige vejrmodeller vist, at et lavtryk med sne og blæst skal en tur forbi Danmark hen over tirsdag og onsdag.

Der har dog været stor usikkerhed om lavtrykkets bane og udvikling, og nu tager prognoserne en ny drejning: To store vejrmodeller er uenige i, om lavtrykket overhovedet kommer til Danmark.

Den ene model afblæser det udbredte snevejr, mens den anden holder fast i snevejr over den syd- og østlige af Danmark.

Lynanalyse

Peter Tanev

Meteorolog, TV 2 Vejret

Når et lavtryk bevæger sig tæt forbi Danmark, skaber det ofte stor usikkerhed i vejrudsigterne. Selv små ændringer i lavtrykkets bane kan få stor betydning for vores vejr.

Vejret tirsdag og onsdag er et godt eksempel på dette. Der er cirka 2-300 kilometers forskel på, hvor lavtrykket er placeret i de forskellige prognosemodeller.

I den ene situation får Østdanmark sne, slud og blæst, mens den anden model viser næsten tørt vejr. Med andre ord er der stor usikkerhed.

Dette understreger, hvor langt vi, i nogle situationer, stadig er fra at lave 100 procent præcise vejrudsigter, når der stadig er så stor usikkerhed dagen før.

Model 1: Enkelte slud- og snebyger

For de vinterglade danskere er det en nedslående udvikling i prognosen fra den europæiske vejrmodel.

Her bevæger lavtrykket sig syd om landet med kurs mod de baltiske lande. Det er akkurat langt nok væk til, at Danmark nærmest ikke får regn, slud eller sne fra lavtrykket.

Tirsdag vil i stedet stå på mest tørt vejr. Der kan komme enkelte byger, som kan være med regn eller slud.

Foto: TV 2 Vejret

Bornholm kan dog få stadig få en vådere dag end de fleste.

Onsdag vil lavtrykket været nået til Baltikum, og ifølge den europæiske model vil dagen kunne byde på slud- og snebyger over Danmark.

Foto: TV 2 Vejret

Selvom vi kommer tættere og tættere på, kan lavtrykkets endelige bane stadig nå at ændre sig en smule i forhold til prognoserne.

Model 2: Holder fast i sne over dele af landet

Den amerikanske model GFS holder omvendt fast i udbredt snevejr over dansk område. Vel at mærke som den eneste vejrmodel.

Her har den seneste prognose lavtrykket til at passere over Bornholm. Det vil netop være nok vestpå til udbredt slud eller tøsne over den syd- og østlige af landet.

Foto: TV 2 Vejret

Prognosen viser en til to centimeter sne, som nok ikke vil blive liggende længe.

Det er dog den europæiske vejrmodel, som ofte er mere sikker, så her ser det i øjeblikket ikke ud til et udbredt snevejr hen over tirsdag og onsdag.

Så hvis man virkelig håber på sne, er det nok mere realistisk at nedjustere forventningerne og krydse fingre for, at man får besøg af en enkelt snebyge i ugens løb.

Blæsevejr er nedjusteret i den ene model

De seneste dages prognoser har også vist, at lavtrykket vil bringe blæsevejr med sig og endda snestormslignende tilstande.

Den europæiske vejrmodel viser nu en tirsdag med en næsten stille til let vind.

Vinden vil være tiltagende ud på onsdagen, men ikke i nærheden af stormkriterier.

Onsdag kan det ved kysterne blæse med op til en hård vind. På Bornholm og Christiansø kan man opleve vindstød af stormende kuling.

Den amerikanske model holder dog stadig fast i blæsevejr over Østersøen med vindstød op til stormstyrke over Bornholm.


'For lidt og alt for sent': Finn tror ikke, historisk aftale giver fisk på krogen

Formand for fritidsfiskere tror ikke, at ny politisk aftale kommer til at sikre mere liv i Mariager Fjord.

Efter flere måneders forhandling lykkedes det sent søndag aften regeringen at lande en aftale, der omsætter den grønne trepartsaftale til konkrete initiativer.

- Der er sket alt for lidt i mange år. Nu skal der ske rigtig meget på få år, sagde minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), da han mandag præsenterede indholdet af aftalen.

Den politiske aftale, som regeringen har indgået med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, er dog ikke ambitiøs nok. I hvert fald ikke ifølge Finn Frandsen, som er formand for Mariager Fjord Fritidsfiskerforening.

- Der er ingen tvivl om, at den er kommet alt for sent. Det er et skridt i den rigtige retning, men vandmiljøet er efterhånden så ødelagt, at jeg ikke forventer, at jeg kan fange fisk i min tid, siger han.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond.

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget.

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov.

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter.

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden.

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Brug for større reduktion

Et element i aftalen er, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons i 2030.

- Det er kort og godt for lidt, mener Finn Frandsen.

Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, siger til TV 2, at den reduktion vil gøre en 'kæmpe forskel', men han mener ikke, det er nok for at få livet tilbage i vores fjorde.

- Det helt store problem er, at man vil reducere udledninger af kvælstof med knap 14.000 tons - og der tror jeg, at det er nødvendigt med 24.000 tons for en opfyldelse af kravene i vandrammedirektivet, siger professoren.

Danmarksdemokraternes partileder Inger Støjberg er også kritisk over for indholdet af aftalen om den grønne trepart. Hun mener, at initiativerne i aftalen er alt for vidtgående og vil få store konsekvenser for dansk landbrug og for landdistrikterne. Derfor er hendes parti ikke med i aftalen.

- Vi ville sådan set gerne have diskuteret kvælstof med regeringen. Men det er jo klart, når man roder det hele sammen på den måde, man har gjort her, så det jo også handler om solceller og om en CO2-afgift, der kommer til at fjerne en masse arbejdspladser hovedsageligt i landdistrikterne, siger Inger Støjberg (DD).

'Alt for hasarderet'

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer bakker op om den politiske aftale, men det omvender ikke Inger Støjberg.

- Ét er jo landmænd. Noget andet er landdistrikter og alle de følgevirksomheder og arbejdspladser, der er. Der er landmænd, der kommer til at dreje nøglen om. Ikke, fordi de selv har valgt det, men fordi de bliver tvunget til det med den her aftale, siger hun.

Partiformanden er glad for, at der bliver sat initiativer i søen, som skal være med til at sørge for, at kvælstof ikke ender i de danske fjorde og forårsager iltsvind. Hun er bare ikke enig i, at den grønne trepartsaftale er måden at gøre det på.

- Der er jo ingen, der ikke ønsker at få en bedre vandkvalitet i fjorderne og en grøn omstilling, men det skal gøres på en ordentlig måde. Og der mener jeg altså, at det her er blevet alt for hasarderet, siger Inger Støjberg.

Selvom Finn Frandsen ikke mener, at tiltagene i den grønne trepartsaftale er vidtgående nok, er han dog lidt mere optimistisk, efter at der er landet end aftale, end han var før.

- Jeg er optimistisk på den måde, at jeg er overbevist om, at man i løbet af nogle år vil kunne se forbedringer. Og i takt med de forbedringer, så har man jo kun én ting at gøre, det er at udbygge og stramme yderligere op, når man kan se, at det har virkning, siger Finn Frandsen.


Svømmede sig til DM-guld: - Jeg har aldrig været så presset før

Søndag gik det vildt for sig i Odense, da Aalborg Svømmeklub dystede om danmarksmesterskabet i vandet.

Queen's udødelige hit 'We are the champions' tordnede ud af højtalerne.

De nye danmarksmestre ankom søndag aften med store lysende smil i vintermørket på parkeringspladsen.

For omkring tre måneder siden var det et forfærdeligt syn af en svømmehal i brand, folk blev mødt af på parkeringspladsen på Østre Allé i Aalborg. Men søndag aften var det hele vendt om.

Aalborg Svømmeklub kom hjem fra mesterskabet i Odense som sejrherrer med guldmedaljer hængende om halsen.

- Det er en vild følelse at kunne kalde sig 'bedste i hele Danmark', fortæller en af de glade svømmere Sigurd Sjøgren Kristensen.

Begejstringen var stor hos den nyudklækkede danmarksmester Sigurd Sjøgren Kristensen.

Den kun 16-årige svømmer deler klub med ældre svømmere og endda to OL-svømmere.

- Så vi er jo et stærkt hold, men derfor er det jo fuldstændig sindssygt. Hovedstadens Svømmeklub er også virkelig, virkelig gode, og det var en tæt kamp. Det var en fed kamp, lyder det fra den unge svømmer.

Sigurd Sjøgren Kristensen var også sidste år med til DM-holdkonkurrencen, hvor de vandt sølv.

- Det er helt anderledes at vinde guld. Så er man jo de absolut bedste. Der er jo ikke nogen, der er bedre end én.

Bjørn Sørensen, cheftræner i Aalborg Svømmeklub.

- Det er helt fantastisk. Det er rigtig dejligt. Det var da målet for denne sæson.

Meget presset

- Det var meget tæt. Det kørte meget op og ned til sidst.

Sådan beskriver cheftræneren afslutningen.

Det er en tilfreds og rolig cheftræner, der er vendt hjem til Aalborg.

Aalborg Svømmeklub tog sejren med 53,332 point, mens København endte med 53,271 point og en sølvmedalje.

Den nordjyske klub var bagud langt hen ad vejen, og først til sidst vendte det for holdet.

- Jeg har aldrig været så presset før. Da vi stod ved sidste afsnit, vidste vi bare, at hvis vi skulle vinde, så skulle det bare være nu. Der var ikke nogen, der måtte have et dårligt løb, lyder det fra svømmeren.

Guldmedaljerne hænger lettet om halsen på de sejrende svømmer.

Sådan skal det fejres

Fejringen af den store sejr står helt klar for den unge 16-årige svømmer.

- Jeg skal hjem og sove, og så skal jeg spise. Og så skal jeg sove i lang tid.

Det er tolvte år i streg, at Aalborg Svømmeklub vinder medaljer, men svømmerne kan ikke bare læne sig tilbage.

- Nogen af dem skal i vandet igen klokken seks. Det lyder lidt barsk, men der er jo flere mål. Der er både nogen, der svømmer DM i december, nogen der svømme VM, nogen der svømmer nordisk mesterskab, så det her var bare et skridt på vejen. Nu skal de lige have lov at komme sig de næste par dage. Men ellers så kører det jo bare.