Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Meget få kvinder bliver slået ihjel i nattelivet, alligevel er frygten stor: - Det er et kønnet problem

Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord

Der er lagt blomster på stedet, hvor Mia Skadhauge Stevn natten til søndag sidst blev set, da hun steg ind i en bil ved Netto på Vesterbro i Aalborg. Foto: TV2 Nord

En ny Megafon-måling viser, at 61 procent af alle kvinder er bekymrede for at blive overfaldet, når de er ude om aftenen og natten.

Det formodede drab på 22-årige Mia Skadhauge Stevn har antændt en frygt blandt mange kvinder.

For når en ung kvinde forsvinder hjem fra en bytur, taler det direkte ind i den angst, mange kvinder har ved at færdes alene i byen om aftenen og natten, viser en ny Megafon-måling.

Men kigger man på statistikkerne er det heldigvis uhyre sjældent, at en sag som den i Aalborg finder sted.

Det viser en ph.d.-afhandling fra 2020 lavet af Asser Hedegård Thomsen, som TV 2 har fået lov til at referere fra.

I afhandlingen har speciallægen samlet et overblik over 1417 danske drab fra 1992 til 2016. Her viser tallene, at risikoen for at blive dræbt som ung kvinde i nattelivet af en person, hun ikke kender, er meget lav.

Faktisk er drab i sig selv en sjældenhed, og det er blevet mere sjældent med årene. Således er antallet af dræbte per år mere end halveret siden 1992, viser ph.d.-afhandlingen.

Ikke en enkeltstående begivenhed

Men en ting er, hvad tallene viser. Noget andet er, hvad kvinderne føler.

- Det handler om magtesløshed. Alle kvinder har stået der, hvor de bare gerne ville hjem fra en bytur, ligesom mange har oplevet en eller anden form for chikane fra mænd i byen. Det er derfor, det rammer sådan, siger Zen Donen, der er bestyrelsesmedlem i The Everyday Sexism Project, til TV 2.

Kommentaren om, at den 22-årige unge kvinde ”bare var på vej hjem” er de seneste dage blevet delt flittigt på sociale medier.

Og der er en grund til, at særligt kvinder reagerer voldsomt på Mia Skadhauge Stevns forsvinden, mener Zen Donen.

- Problemer er jo, at det ikke er en enkeltstående begivenhed, siger hun og tilføjer:

- Vi har at gøre med en problemstilling, der har en skævhed mellem kønnene. Det bliver vi nødt til at tale om, ellers kan vi ikke forebygge det.

Et kønnet problem

Det er næppe tilfældigt, at det kaldes en drabsmand. For i ni ud af ti tilfælde er personen, der står bag et drab, en mand, viser tallene fra Asser Hedegård Thomsens ph.d.-afhandling.

Det er uanset, om drabet bliver begået på en mand eller kvinde.

Udpluk fra Asser Hedegård Thomsens ph.d.-afhandling:

  • Kvinder udgør 38 procent af alle drabsofre
  • To ud af tre drabsofre er mænd, og ni ud af ti gerningspersoner er mænd
  • 76,5 procent af alle drab på kvinder bliver begået inden for familien. De tal er 23,6 procent for mænd
  • 55,6 procent af alle kvindelige drabsofre bliver slået ihjel af en tidligere eller nuværende partner, mens 8,9 procent af de mandlige drabsofre bliver slået ihjel af deres partner
  • De fleste drab bliver begået fredag og lørdag i nattetimerne

Kilde: Homicide in Denmark 1992-2016

Ifølge Zen Donen er den vold, som mænd og kvinder udsættes for, ikke den samme.

- I Danmark har vi en meget indædt forestilling om, at vi har ligestilling. Men det betyder ikke, at vores kultur er indrettet sådan, at der ikke stadig er en underliggende sexisme, som gør, at nogle mænd – ikke alle mænd – føler sig berettiget til kvinders kroppe, siger hun.

Et det faktum, at både mænd og kvinder bliver slået ihjel af mænd ikke et vidnesbyrd om, at begge køn står over for samme problem?

- Jo. Det vidner om, at vi har et problem med, at nogle mænd har en skadelig maskulinitetskultur, som handler om aggression og en berettigelse over for dem, der er svagere end dem selv. Det er et kønnet problem.

#textmewhenyougethome

Det er ikke første gang, at kvinders sikkerhed i det offentlige rum bliver taget op til debat.

I Danmark bliver hashtagget #textmewhenyougethome delt flittigt.

Hashtagget opstod tilbage i marts 2021, da den britiske Sarah Everard forsvandt og senere blev fundet dræbt. Den 33-årige britiske kvinde havde været på vej hjem fra en veninde, men hun nåede aldrig frem.

Drabet på Sarah Everard fik kvinder over hele verden til at dele, hvilke forholdsregler de tager, når de færdes alene i de sene nattetimer.

Kigger man på statistikkerne for, hvor ofte mænd og kvinder enten bliver dræbt i nattelivet eller af drukrelaterede årsager, er der en væsentlig større risiko forbundet med at være en mand.

For hvor kun 1,5 procent af drabene begået mod kvinder mellem 1992 og 2016 blev begået i nattelivet eller som følge af druk, var der tale om 25,2 procent for mændene.

Alligevel viser en ny måling, som Megafon har lavet for TV 2 og Politiken efter Mia Skadhauge Stevns forsvinden, at 61 procent af kvinderne er bekymrede for at blive overfaldet. En følelse, der er dybt rodfæstet i de fleste kvinder, fortæller Zen Donen.

- Vi kan ikke forestille os, at en mand satte sig ind i en bil med ældre kvinder for så at blive voldtaget eller dræbt. Men når det er det omvendte køn, kan vi godt, siger hun.

Regering med handlingsplan

Også i regeringen er man opmærksom på, at drab på kvinder er et ligestillingsproblem.

På baggrund af drabet på Mia Skadhauge Stevn har den nye ligestillingsminister, Trine Bramsen (S), meldt ud, at regeringen vil lave en handleplan, der skal gøre op med umotiverede mord på kvinder og partnerdrab på kvinder.

- Vi bliver nødt til at tale om det her som noget, der sker for kvinder, fordi de er kvinder. Ikke på grund af alt muligt andet, sagde Trine Bramsen fredag til TV 2.

Ifølge ligestillingsministeren er Mia Skadhauge Stevn den fjerde kvinde i 2022, der er dræbt i Danmark.

- Vi har et problem, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Vi kan ikke være bekendt over for kvinder, at de skal føle sig utrygge, fastslog Trine Bramsen.

Efterlyser flere undersøgelser

Handlingsplanen bliver budt velkommen af Zen Donen The Everyday Sexism Project.

For først og fremmest handler det om at anerkende, at der er tale om et kønnet problem, understreger hun. Det vil sige, at meget vold og grænseoverskridende adfærd mod kvinder sker på baggrund af deres køn

Derudover mener foreningen, at der bliver nødt til at blive lavet nogle flere undersøgelser, der viser, hvorfor gerningsmændene handler, som de gør.

- Vi foreslår, at man laver undersøgelser, som undersøger sammenhængen mellem kønsstereotype forestillinger og kønnet vold, siger Zen Donen.

På den måde håber hun og The Everyday Sexism Project at få fat i gerningsmændene, før de når så langt, at de begår drab.


Landsby skal skaffe en halv million for at vække købmandsbutik til live

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Der bliver solgt anparter for 2500 kroner per styk.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække købmandsbutikken til live igen. Mandag aften er der indkaldt til borgermøde, hvor der bliver gjort status, og hvor man forsøger at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, siger Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde.

Arbejdsgruppen, som står bag mandagens borgermøde, har lavet det indledende arbejde, som skal til, hvis Ravnkilde igen skal have en købmandsbutik. Nu er man dog nået til et punkt, hvor der er behov for blandt andet et økonomisk fundament.

- Vi arbejder lige nu på at købe bygningerne, men det er jo betinget af, at vi skaffer pengene, siger Jan Værum Nørgaard, som fortæller, at en ny købmand er klar, hvis praktikken falder på plads.

- Vi har en lokal borger, som arbejdede i den nu lukkede butik, og hun vil gerne fortsætte.

'En stor joker i baghånden'

Den store hurdle er nu, at der skal penge i kassen. 'Købmandsgruppen' skyder i forbindelse med borgermødet salget af anparter i gang. De bliver solgt for 2500 kroner per styk.

- Vi skal have solgt anparter, og det bliver lidt klemt af, at det er jul, og folk vil bruge penge på noget andet. Jeg håber, at vi midt i december har en afklaring af, hvor meget vi får ind igennem salg af anparter, siger Jan Værum Nørgaard og understreger:

- Vi skal i hvert fald på den anden side af en halv million kroner for, at det er en succes.

Jan Værum Nørgaard er optimistisk i forhold til at nå i mål. Han fortæller, at 'Købmandsgruppen' har en nyhed, som bliver præsenteret på mandagens borgermøde.

- Vi har en stor joker i baghånden, så det er en cliffhanger, siger Jan Værum Nørgaard.


TV 2: Så meget skal landmændene nedbringe deres CO2-udslip

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Den grønne trepart tager udgangspunkt i det mest vidtgående af de mulige scenarier.

Søndag aften landede regeringens længeventede aftale om den grønne trepart endelig.

Et af de helt store knudepunkter, der har været set frem til med en del nervøsitet hos især de nordjyske landmænd, har været mængden af kvælstof, som de skal nedbringe deres landbrug med.

Og her kan de næppe ånde lettede op.

Grøn trepart tager nemlig afsæt i scenarie 1 – med undtagelse af ét sted

Regeringspartierne samt SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre har indgået aftale om 'Implementering af et Grønt Danmark'. Det nationale indsatsbehov tager udgangspunkt i scenarie 1 – med undtagelse af Bornholm.

Det betyder, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons. Det står der i aftalen, som TV 2 har set.

Aftalepartierne er også enige om, at der på tværs af landegrænser bør opereres ud fra fælles miljømål, og at Danmark derfor straks skal tage initiativ til at indgå en interkalibreringsaftale med Sverige og Tyskland.

TV2 Nord har tidligere talt med bekymrede landmænd om netop CO2-nedbringelse og en mulig CO2-afgidt.


Er du klar på vinteren? Den kommer meget snart.

Mandag er altid starten på en ny uge, men denne gang en uge med et markant vejrskifte.

Det bliver nemlig snart meget mere vinterligt, så frem med handskerne, huen og vinterdækkene.

I dag holder temperaturerne sig dog stadig over frysepunktet med en morgentemperatur på to til fire grader.

Det betyder også, at de enkelte byger, dagen byder på, vil komme som regn. Så der bliver ikke bygget snemænd i endnu.

Vinden vil være frisk fra nordvest, og i eftermiddag kommer temperaturerne op på omkring fire til seks grader.

Aftenen vil være overvejende klar, og temperaturerne vil begynde at falde nedad og nærme sig frysepunktet.

Måske allerede i nat kan der komme en mere vinterlig byge.

Klik og lad Solvej Vindblæs fortælle dagens vejrudsigt:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Se vejrudsigten her:


Peter Gade sætter ord på samarbejde med Axelsen

Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Peter Gade fremover skal være træner for OL-guldvinderen Viktor Axelsen.

Henrik ’PK’ Rohde og Peter Gade kommer til at dele trænerrollen fra næste år.

To af de største danskere inden for badmintonsporten slår pjalterne sammen.

Søndag formiddag annoncerede Viktor Axelsen, at han har indgået et samarbejde med legenden Peter Gade, som sammen med Henrik ’PK’ Rohde skal træne og coache Axelsen.

Peter Gade fortæller, at han i lang tid har haft en løbende kontakt med den danske stjerne, og nu var momentet det rigtige.

- Viktor har givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at få mig ind over som træner i den sidste del af hans karriere. For mig er det en superspændende udfordring at være med til at prøve at skabe de absolut bedste rammer for Viktor, siger Peter Gade til TV 2 Sport.

- For mig personligt er det virkeligt, virkeligt spændende at kunne arbejde med et menneske, der er så dedikeret og så professionel, og som jo allerede har en fantastisk karriere. At få lov til at finde de ekstra procenter på de forskellige områder sammen med Viktor er en vildt spændende udfordring.

Et pressemøde fra 2014 med en ti år yngre udgave af Gade og Axelsen. Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Skal finde de små procenter

Ifølge Peter Gade har Viktor Axelsen indledt samarbejdet, fordi han hele tiden vil finde inspiration, udvikle sig og hele tiden vil lægge på, så ”han stadigvæk synes, at det her er sjovt.”

- Selvom han har performet på et vanvittigt højt niveau hele vejen igennem sin karriere, skal vi prøve at kigge på nogle af de små procenter, der kan være på de forskellige områder, siger Gade.

Hvorfor først nu, hvis I har haft kontakt i længere tid?

- Det, tror jeg, er et spørgsmål om timing, og hvor Viktor er, og hvordan hans setup har været indtil nu. Jeg tænker, det har været et naturligt tidspunkt at starte samarbejdet på i 2025.

Viktor Axelsen, der fylder 31 år i januar, skriver selv, at han føler, at der er brug for ekstra input til, hvordan han får det maksimale ud af resten af karrieren.

- Jeg var så heldig, at jeg trænede med Peter i slutningen af hans karriere, og med Peters badmintonviden kombineret med hans erfaring med at spille i sine 30'ere er jeg sikker på, at han kan hjælpe mig med at tackle nogle af de udfordringer, jeg vil møde den kommende tid, skriver Axelsen.

Deler turneringerne mellem sig

Viktor Axelsen har haft sin eget træningssetup i Dubai, siden han i sommeren vandt OL-guld i Tokyo i 2021. Den træning kommer nu til at blive suppleret med træning på Peter Gades akademi i Danmark, når Axelsen er i landet. Gade kommer også til at være i Dubai på udvalgte tidspunkter.

- I forhold til turneringer vil der være nogle, som ’PK’ har ansvaret for, der vil være turneringer, hvor jeg er med Viktor, og der vil også være turneringer, hvor vi er der sammen.

Hos Badminton Danmark ser de positivt på samarbejdet.

- Det lyder spændende med et samarbejde mellem Viktor og Peter Gade – det, tror jeg, bliver godt. Vi har et godt samarbejde og en god dialog med både Viktor og Peter, og det ser vi frem til at fortsætte med afsæt i den nye, skriver Jens Meibom i en udtalelse til TV 2 Sport.

Fakta om ’Peter Gade Academy’

Da Peter Gade i maj 2018 stoppede som fransk landstræner, valgte han i stedet at starte et uafhængigt badmintonakademi med base i Gentofte Badmintonklub.

Her har en lang række danske og internationale spillere siden været forbi for at træne i kortere eller længere perioder, ligesom Yonex-sponsorerede spillere har mulighed for at træne på akademiet.

”Vi håber at få spillere ind, der vil arbejde på specifikke områder, men også nogen, der træner op til store begivenheder og mere langsigtede mål i karrieren,” udtalte Peter Gade ved opstarten i 2018.

Ingen tidshorisont

Er der sat en tidshorisont på samarbejdet?

- Viktor og jeg har det sådan, at nu prøver vi det her af det næste stykke tid, og så ser vi, hvordan det går. Hvordan det fungerer for Viktor først og fremmest, og hvordan det fungerer for mig, og så evaluerer vi på det. Forhåbentlig bliver det en positiv oplevelse, som vi begge to kan få stor glæde af, siger Peter Gade.

De første aktiviteter, de kommer til at have sammen, vil være i januar og februar. Først gælder det German Open i slutningen af februar og starten af marts, inden All England er det første store mål senere i marts 2025.

I sin aktive karriere, hvor Gade vandt fem VM-medaljer, et All England-trofæ og et hav af andre titler, nåede han at være en del af verdenstoppen i næsten 15 år, inden karrieren sluttede i 2012.


Misser europæisk Final 4-stævne: Kun et mål fra finalen

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Billede fra sidste års Final 4 finale, hvor Aalborg tørnede ud mod Herning Bluefox. Aa

Pirates kunne selv afgøre, om de kom i europæisk Final 4-stævne, men de nordjyske pirater skuffede fælt på isen.

Sølle et mål.

Det var det, der Aalborg Pirates skulle skaffe i den sidste kamp i semifinalerne i Continental Cup, da de tørnede ud mod polske Katowice.

Pointet ville have sikret dem en plads i finalen ved Continental Cup. Men det går som bekendt ikke altid, som præsten prædiker.

Aalborg Pirates måtte se sig slået af Katowice med 1-4, og dermed misser de lige akkurat finalen, der spilles i januar i Berlin.

Havde Aalborg Pirates bare scoret et mål mere og tabt 4-2, ville de stadig havde snuppet andenpladsen i deres pulje, som også ville have givet adgang til finalen. Så det må være et slukøret Pirates hold i Sparekassen Danmark Isarena i aften.

I stedet bliver det franske Grenoble, der følger Katowice til finalen. Aalborg Pirates havde ellers selv slået netop Grenoble med 5-3, men det franske hold havde scoret et mål mere, og derfor er det altså dem, der får den gyldne billet.

Se interview med Georg Sørensen, der blev kåret som kampen spiller for Pirates.

Den helt store nedtur

Det blev den helt store nedtur for Aalborg Pirates, som ellers havde vundet de to første kampe, og selv kunne afgøre det. De kunne endda tillade sig at tabe med to mål.

Så der blev talt med store bogstaver i omklædningsrummet hos Piraterne, og der gik lang tid inden spillerne kom ud og talte med den fremmødte presse. 

 Efter kampen talte vi med to skuffede spillere, kaptajn Julian Jakobsen, der scorede Aalborgs enlige mål i første periode. Han satte ord på, hvorfor det ikke lykkedes Pirates bogstavelig talt at komme i mål.

Det kan du se her:

Målmand Georg Sørensen, som i øvrigt stod en fantastisk kamp for Piraterne, blev kåret til kampens spiller for Aalborg Pirates, men skuffelsen var tydelig at fornemme hos begge spillere. 

Nu skal Aalborg Pirates tilbage og spille i den hjemlige Metalliga hvor holdet allerede på onsdag kommer på en svær opgave, når de på en eller anden måde skal rejse sig fra søndagens kæmpe skuffelse og møde Herning på udebane.

Se højdepunkterne fra kampen i videoen.