Nordjyderne er vilde med at spille padel
Tal fra Dansk Padel Forbund viser, at ketchersporten voksede vildt i Danmark i 2021.
Flere og flere er gennem det seneste år blevet bidt af sportsgrenen padel.
På et år er antallet af padelbaner steget fra 203 i 2020 til 587 i 2021, og formanden for Dansk Padel Forbund, Ole Egholm, mener ikke, at væksten vil stagnere foreløbigt.
- Vi står stadig midt i opblomstringen af padel, og aldrig er en sportsgren vokset så hurtigt i dansk sportshistorie, siger han.
Formanden regner med, at der i slutningen af 2022 vil findes omkring 1000 padelbaner i Danmark.
Padelbaner fra Skagen til Tønder
En af dem, der følger tæt med i sportsgrenens udvikling, er Peter Gøggaard-Clausen. Han har en webshop, der forhandler padeludstyr, og han kan godt forstå, hvorfor danskerne bliver bidt af ketchersporten.
- Det er en sjov sport, der ikke kræver et særligt talent, og hvor alle kan være med, uanset niveau. Der er padelbaner fra Skagen til Tønder nu. Det er helt vildt, siger han.
Alene i Nordjylland findes der 73 baner fordelt på 23 lokationer.
Her kan du spille padel i Nordjylland
Skagen Tennisklub - 1 bane
Frederikshavn Tennisklub - 2 baner
Sportshallen Frederikshavn - 2 baner
Sindal Tennisklub - 1 bane
Hjørring Outdoor Padel - 2 baner
Padel Club Hjørring - 6 baner
Skallerup Klit Feriecenter - 1 bane
Brønderslev Tennisklub - 2 baner
Blokhus Golfcenter - 2 baner
Dronninglund Tennis & Padel - 2 baner
Padel Lounge Aalborg - 8 baner
Match Padel Aalborg - 8 baner
Padel Padel Aalborg - 12 baner
Frejlev Tennis & Padelklub - 2 baner
Volstrup Golfcenter - 1 bane
Match Padel Hobro - 7 baner
Hobro Tennis & Padelklub - 2 baner
Løkken Klit Camping - 1 bane
Løgstør Tennisklub - 1 bane
Padel Club Thisted - 7 baner
Nors Boldklub - 1 bane
Thy Race Padel - 1 bane
Midtmors Sport - 1 bane