Nordjysk projekt skal hjælpe psykisk sårbare unge i uddannelse eller job
Socialmedicinsk Enhed ved Aalborg Universitetshospital skal lede nyt projekt, der skal sørge for, at flere psykisk sårbare kommer og fastholdes i uddannelse og job.
Flere og flere unge oplever psykisk mistrivsel. Disse unge kæmper med at få fodfæste i uddannelsessystemet eller på arbejdsmarkedet.
Det skal et nyt projekt nu forsøge at ændre.
Det oplyser Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
Konkret er det unge med symptomer på depression, angst eller stress, som er målgruppen for projektet.
- Vi arbejder med en målgruppe, som lidt falder mellem to stole, fordi de unge ikke er tilknyttet det psykiatriske system, og dermed omfattet af et behandlingstilbud. Vi håber derfor, at dette kan være en model for, hvordan et sådan tilbud til disse udfordrede unge kan integreres i jobcenterindsatsen, siger ledende psykolog ved Socialmedicinsk Enhed, Dorte Schou Iversen.
Trivsel skal forbedres
Målet er at udvikle et tilbud, der tager afsæt i en kombineret uddanelses-,beskæftigelses- og sundhedsindsats, og som skal forbedre de unges trivsel i udannelsessystemet og på jobmarkedet.
Projektet gennemføres i samarbejde med fire nordjyske kommuner (Vesthimmerland, Thisted, Jammerbugt og Morsø) samt rådgivningsfirmaet DISCUS.