Snestormen lukker Nordjylland ned
Politiet råder folk til at blive inden døre, ligesom busser, tog og fly i løbet af onsdagen blev indstillet og biltrafikken meget påvirket af det voldsomme snevejr, der har ramt landsdelen.
- Det er forbundet med livsfare at opholde sig i nærheden af træer, for der er stor risiko for, at de vælter i det voldsomme vejr.
Sådan lyd advarslen fra vagtchef Jes Falberg fra Nordjyllands Politi onsdag eftermiddag, efter at Nordjylland for alvor var blevet ramt af den voldsomme snestorm.
Og onsdag aften frarådede politiet al udkørsel.
I løbet af eftermiddagen stod det klart, at trafikken både på vejene, togskinnerne og i luften måtte indstilles.
Det skete efter at blandt andet busser og lastbiler var væltet eller kørt fast, og trafikken var nærmest stillestående mange steder på grund af det voldsomme snefald.
Trafikken i stå i mange timer
Trafikken gik løbet af dagen i stå eller næsten i stå på rigtig mange veje rundt om i landsdelen. Blandt andet stod trafikken i lange perioder helt stille i Limfjordstunnellen, hvor der blandt andet i sydgående retning holdt en række lastbiler, som ikke kunne komme op ad bakke ud af tunnellen og spærrede for den øvrige trafik.
TV2 Nords reporter Jesper Bo Winther oplyser, at det tog ham fire timer at køre igennem tunnellen sidst på eftermiddagen og først på aftenen.
Vi har rigtig travlt lige nu pga snevejret. Vi anmoder om at folk ikke kører ud i trafikken med mindre det er bydende nødvendigt.
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) December 1, 2021
Lufthavn lukket og busdrift indstillet
Aalborg Lufthavn blev lukket midt på eftermiddagen, selvom Forsvaret hele dagen arbejdede på at holde landingsbanen fri for sne og is.
- Jeg er bekymret for de næste timer også, siger Kim Bermann, der oplyser, at forsvaret hele dagen har arbejdet på højtryk for at holde landingsbanen fri for sne og is.
- Det er særligt isen, der giver problemer, lyder det fra Kim Bermann, der håber, at situationen ændrer sig til det bedre i løbet af aftenen.
Ingen tog mellem Hobro og Aalborg
Nordjyllands Trafik oplyste før klokken 16, at al bustrafik var indstillet, ligesom DSB måtte meddelte, at togdriften var indstillet mellem Hobro og Aalborg resten af onsdagen.
Senere på aftenen var meldingen fra Aalborg Lufthavn, at der tidligst kommer fly i luften torsdag morgen, og at man derfor var ved at finde tæpper og forplejning frem til 300 passagerer, som skulle have været med et af de aflyste fly.
Alarmcentral lagt ned af 112-opkald
Nordjyllands Politi oplyste klokken 17.00, at man var ved at blive lagt ned af opkald til 112.
- Så jeg vil indtrængende opfordre folk til kun at ringe 112, hvis det er livstruende, sagde vagtchef Jes Falborg.
Uden strøm
Læsø Forsyning oplyste sidst på eftermiddagen, at øen var uden strøm:
- Der er fejl på højspændingen på øen, så brug af nødgeneratoren er ikke en mulighed. Vi er ved at koble på de forskellige anlæg rundt på øen for at lokalisere fejlen. Sneen gør det vanskeligt at komme rundt, men vi arbejder på højtryk for at finde fejlen. Vi opdaterer løbende når der er nyt, skrev forsyningsselskabet på sin hjemmeside onsdag eftermiddag.
Strømmen kom dog igen ud på aftenen.