Tidligere Afghanistan-soldat: - Det føles lidt som spildt arbejde
Billederne af Taliban i Afghanistan har skræmt det meste af verden. Det gælder også Timmy Ibro, der er tidligere soldat. Han frygter, at hans indsats har været forgæves.
Blandt tunge vægtskiver og farverige træningsredskaber står Timmy Ibro og dirigerer.
Han driver et træningscenter i Aalborg, og er derfor ved at hjælpe en af sine klienter med træningsøvelser. Men for bare 12 år siden, så hans hverdag noget anderledes ud. Der var håndvægtene skiftet ud med våben, da han var soldat i Afghanistan.
- Vi var en fredsbevarende styrke, vi skulle egentlig sikre, at vi kunne bevare freden i det område, hvor vi gik og patruljerede, siger Timmy Ibro.
Spildt arbejde
Timmy Ibro var udstationeret i Afghanistan i perioden 2009-2010. Her oplevede han, at lokalbefolkningen selv byggede skoler, lavede brønde og andet infrastruktur. Det har derfor chokeret ham at se, hvordan Taliban så nemt er kommet tilbage til magten.
- Det er en hård følelse at sidde med. Det føles lidt som spildt arbejde, at man har været dernede, siger han.
Onsdag holdt statsminister Mette Frederiksen pressemøde om situationen i Afghanistan. Her gav hun udtryk for, at hun ikke mente, Danmarks indsats har været spildt arbejde. Alligevel er Tommy Ibro skeptisk.
- Det er stadigvæk et kæmpe tilbageskridt, i forhold til hvad jeg efterlod, og hvad ambitionerne var dengang.
Da billederne fra et Kabul i kaos ramte alverdens medier i sidste uge, besluttede regeringen at tildele flere ressourcer til landets veteranhjem. Det skyldtes frygten for, at billederne fra Afghanistan kunne udløse traumer og andre negative tanker hos tidligere udsendte.
Også Veteranhjem Aalborg blev tilgodeset.
- Med tanke på soldaternes tid i Afghanistan, hvor de har prøvet at oprette skoler, hvor de har set, at pigerne kom tilbage til skolerne, og at afghanerne fik en normal hverdag, så kan det måske være svært at stå og se, hvad der foregår dernede nu, siger Per Frederiksen, der er formand for Veteranhjem Aalborg.
Selvom Timmy Ibro synes, at det ser trist ud for Afghanistan lige nu, så håber han, at tyve år med dansk tilstedeværelse og vestlig indflydelse har sået et frø i den afghanske befolkning.
- Jeg håber, at det, vi har gjort dernede, har givet muligheden for at skabe bevidsthed om et bedre Afghanistan, siger Timmy Ibro.
Danmark har udsendt over 21.000 soldater til NATO’s styrker i Afghanistan siden 2002. 44 soldater har mistet livet og over 200 er blevet såret.