Listen vokser: Himmerlandsk virksomhed skal nu også tjekkes for PFOS
Yderligere tre lokationer skal nu undersøges for det farlige giftstof PFAS i Nordjylland. Et af dem er virksomheden Rockwools afdeling i Hobro.
Listen over steder i Nordjylland, hvor der kan være skadelige mængder af det giftige og potentielt kræftfremkaldende stof PFOS, vokser.
Her blev der i første omgang fundet 21 områder, der skulle undersøges for forurening med stoffet, men nu er yderligere tre føjet til.
Et af dem er virksomheden Rockwool A/S i Hobro, der har en brandøvelsesplads på deres grund, som det lokale beredskab har brugt.
Stoffet PFOS blev blandt andet brugt i brandskum frem til 2011. Derfor er det især lokationer, hvor der har været foretaget brandøvelser, der er særligt udsat i forhold til forurening på grund af gentagen brug af PFOS-holdigt brandskum.
HVAD ER PFOS
- PFOS er et menneskeskabt flourstof, der blev sat i produktion af den amerikanske virksomhed M3.
- PFOS er blevet brugt i brandskum.
- I Danmark blev de første fund gjort i Korsør, hvor flere, både voksne og børn, har optaget stoffet ved at spise oksekød fra køer, der har græsset i nærheden af en brandøvelsesplads.
- 300 brandmænd skal tjekkes for, om de har stoffet i kroppen.
Farligt stof
PFOS er stort set unedbrydeligt i naturen. Det har også vist sig at være både hormonforstyrrende og giftigt for immunsystemet – ligesom det mistænkes for at være kræftfremkaldende.
Det er miljøministeriet, der har bedt kommuner og regionerne om at kortlægge de brandøvelsespladser i deres områder, der skal testes for PFOS-forurening.
Det er dog endnu uvist, hvornår og om, der overhovedet har været øvelser med det sundhedsskadelige PFOS-skum på øvelsespladsen hos Rockwool i Hobro.
Undersøger stadig
Da kortlæggelsen af de 21 lokationer blev lagt frem i september, lød det fra Region Nordjylland, at det var for tidligt at konkludere noget endnu i forhold til mulige sundhedsmæssige konsekvenser for nordjyderne på stederne.
Ifølge Kenn Mortensen, som er kontorchef ved Kontoret for Jordforurening i Region Nordjylland, går de opfølgende undersøgelser i gang til foråret. Her vil regionen undersøge de forskellige lokationer for PFOS-forurening.
- Nu skal vi igennem en process, hvor vi kigger på historiske data og tager forskellige prøver på lokationerne, for at finde ud af, hvilke steder, der er forurenet og hvilke, der ikke er, siger han.
Resultaterne af undersøgelserne forventes at være klar i løbet af 2022, og alle berørte borgere og virksomheder vil blive kontaktet direkte, hvis der er forurenet jord i nærområdet.
LOKATIONER, HVOR DER POTENTIELT KAN VÆRE FORURENING MED PFOS I NORDJYLLAND:
- Civilforsvarets øvelsesplads - Molsgade, Brønderslev
- Teknisk skole (EUC Nord) - Hånbækvej, Frederikshavn
- Specialarbejderskolen - Knivholtvej, Frederikshavn
- Martec, maskinfabrikker og olietanke - Kragholmen, Frederikshavn
- CF-øvelsesområde, brandøvelsesområde (Hvims Brandskole) - Jennetvej, Ålbæk
- Civilforsvarets brandøvelsesområde og tidligere værksted - Mads Clausensvej, Hjørring
- Sindal Flyveplads, Taagholtvej, Sindal
- Brandøvelsesplads v. EUC Nord - M.P. Kofoeds Vej, Hjørring
- Rockwool A/S - Rockwoolvej, Hobro
- Nedgravede olietanke, vaskeplads m.v. i f.m. Falckstation - Farbriksvej, Hadsund
- Tankområde Durup - Mejlbyvej, Nørager
- Redningsstation m. olieoplag - Vestre Primærvej, Støvring
- Nordjyske CF-kolonne - Simons Bakke, Thisted
- Erhvervsskole m. brandøvelsesplads - Kronborgvej, Thisted
- Erhvervsskole m. brandøvelsesplads - Østre Boulevard, Aars
- Civilforsvarsskole med oplag af olie og deponering af jord i vold - Rørdalsvej, Aalborg Ø
- AMU-center m. brandøvelsesplads - Sofievej, Aalborg
- TECHCOLLEGE m. brandøvelsesplads - Øster Uttrup Vej, Aalborg
- Flyvestation Aalborg - Lufthavnsvej, Nørresundby
- TECHCOLLEGE m. brandøvelsesplads - Teglværket, Nørresundby
- FORSVARET: Aalborg Kaserner - Høvejen, Nørresundby
- Olie- og skrotoplag (Hvorup Kaserne) Gammel Hvorupvej, Nørresundby
- FORSVARET: Nørre Uttrup Øvelsesplads, Gammel Hvorupvej, Nørresundby