Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Christian opdagede tiltalt i nordjysk skoleskydersag i hemmelige grupper på nettet

Specialkonsulent Christian Mogensen opdagede den 27-årige mand på internettet og fulgte hans adfærd.Foto: Simon Mølgaard

Den 27-årige mand, som er tiltalt for at ville udføre et eller flere masseskyderier, var i flere år særdeles aktiv i såkaldte incels-grupper på internettet, hvor han hyldede udenlandske massemordere.

Christian Mogensen er specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik. Her forsker og undersøger han blandt andet forskellige gruppers adfærd på internettet, og her opdagede specialkonsulenten ved et tilfælde en mand, som, han var sikker på, var dansk.

- Manden forholdt sig til danske studerende, studiner og studenterfester, og han beskrev, hvordan han aldrig har været en del af ungdomskultur og festkultur, siger Christian Mogensen.

Han har været en del af et miljø og fællesskab, hvor man hylder de amerikanske og canadiske massemordere, som har begået mord, overfald og terrorangreb i incel-miljøets navn.

Christian Mogensen, specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik

Hyldede massemordere

Det er i et såkaldt incel-forum på internettet, Christian Mogensen støder på det, som skal vise sig at være en 27-årig nordjysk mand. Begrebet incel bliver brugt af en gruppe af drenge og mænd på nettet, som er vrede på kvinder og samfundet over, at ingen kvinder vil have sex med dem, og de vil hævne sig med voldelige handlinger .

Sådan er det også for den 27-årige.

- Han har været en del af et miljø og fællesskab, hvor man hylder de amerikanske og canadiske massemordere, som har begået mord, overfald og terrorangreb i incel-miljøets navn. Han hylder navngivne af dem, og det tyder også på, at hans planlægning og hans manifest var i tråd med nogle af deres forfærdelige angreb i udlandet, siger Christian Mogensen.

Den 27-årige var meget aktiv i grupperne

Christian Mogensen opdagede den 27-årige mands profil i foråret 2020, og han fulgte ham indtil december 2020, ligesom han også fandt frem til de kommentarer og opslag, manden har lavet siden 2018.

Den 27-årige er meget aktiv i kvindehadske grupper på nettet, Foto: Simon Mølgaard

- Som sådan var han ikke voldsommere end andre brugere derinde. Jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at han passede godt ind. Men omfanget af det materiale, han sendte ud, var påfaldende. Det var 10-12 opslag om dagen, og det var meget mere end de andre brugere, lyder det fra specialkonsulenten.

Christian Mogensen var i gang med et projekt om incels i en nordisk kontekst, da han opdagede den 27-årige. De mange opslag fik Christian Mogensen til at undersøge hans færden, og i juni 2020 ringede alarmklokkerne for alvor.

- I løbet af den periode, jeg fulgte ham, blev jeg også opmærksom på, at han var i besiddelse af skydevåben, som selvfølgelig er noget af det, der gjorde, at jeg ringede til politiet, siger Christian Mogensen.

Drevet af brændende kvindehad

Det er ikke bare Christian Mogensen, som havde opdaget den 27-årige danske mand i incel-grupperne. Også digital analytiker Christian Skettrup fra Foreningen Digitalt Ansvar spottede mandens profil i flere kvindehadske fora på internettet.

Den 27-årige havde skrevet næsten 6.000 opslag over en længere årrække. Det har Foreningen Digitalt Ansvars og DRs kortlægning af hans færden i det miljø på internettet afsløret.

Her har han blandt andet beskrevet, hvordan had til kvinder var ved at æde ham op, og at han hadede at se unge piger på studentervogne.

- Han har været ekstremt aktiv i de her onlinefora, forklarede Christian Skettrup i december til TV2 Nord.

Den 27-årige skrev blandt andet i 2018, at "jeg fucking hader piger, muligvis mere end nogen andre". Det og de øvrige opslag er lavet i et såkaldt incels forum, hvor incel er en forkortelse for ufrivilligt cølibat.

I følge specialkonsulent Christian Mogensen er den 27-årige en toneangivende figur i grupperne. Foto: Simon Mølgaard

- Udover det så er der blandt incels typisk også en voldsparathed. Det er et sted, hvor der bliver diskuteret våben. Tidligere massemordere, skoleskydere og seriemordere bliver forgudet og set som en form for profeter for nogle af de her incels, forklarer Christian Skettrup.

27-årige fremviste våben på nettet

Samtidig med at Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogik opdagede, at den 27-årige lagde opslag op med våben, var Christian Skettrup også opmærksom på det, og han havde allerede meldt den unge mand til politiet, da Christian Mogensen henvendte sig.

Den 27-årige blev anholdt i sin lejlighed, hvor politiet beslaglagde to våben, som han opbevarede ulovligt.

Manden blev senere løsladt, men blev igen anholdt 16. december sidste år, da han tre dage tidligere havde bestilte en AR 15 riffel på hemmelig side på internettet.

Christian Mogensen begynder at følge den 27-årige i foråret 2020. Foto: Simon Mølgaard

Opdaget i sidste øjeblik

Specialanklager ved Nordjyllands Politi Kim Kristensen forklarede i december, at det var anklagemyndighedens vurdering, at man med anholdelsen havde afværget et eller flere masseskyderier. En vurdering som specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik Christian Mogensen deler.

- Den bevægelse, han giver udtryk i den periode, jeg følger ham, fra den tidlig sommer (2020, - red.) og indtil han forsvinder fra hjemmesiden (dec. 2020, - red. ) er en deroute. Det er en nedgang og for hver dag, der går, er det et skridt tættere på, at der skal ske et eller andet. Af det materiale, som jeg er blevet forelagt i forbindelse med retssagen, kan jeg se, at det har været lige op over for at bruge et jysk udtryk, siger Christian Mogensen.

Tiltalt for at planlægge masseskyderier

Den 27-årige er blandt andet tiltalt for forsøg på manddrab ved at have planlagt at dræbe flere ved masseskyderier i Nord- og Østjylland

Målene for skyderierne skulle være flere skoler og institutioner samt en børnehave i Nord- og Østjylland. Ifølge anklagemyndigheden skete planlægningen over en periode på mindst fem år fra 2015 til 16. december 2020.

Den 27-årige blev fremstillet i grundlovsforhør 17. december 2020. Det blev holdt for lukkede døre, og derfor er det hemmeligt, hvad den 27-årige forklarede i retten. TV2 Nord har fået aktindsigt i kendelsen fra retsmødet, og her fremgår det, at den 27-årige under afhøringen i retten forklarede, at han i 2018 havde besluttet ikke at gennemføre masseskydderierne.

Den 27-årige blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør 17. december 2020. Foto: Per Frank Paulsen.

Utroværdig forklaring

Det fremgår også af kendelsen, at den 27-årige havde planlagt en dato i oktober 2018, hvor han ville udføre sine ugerninger, men at han valgte at overskride den dato. Retten vurderede dog, at den 27-åriges forklaring ikke var troværdig, fordi han i efteråret 2020 (efter at politiet havde ransaget hans bopæl 12. juni 2020) foretog søgninger om køb af våben, ligesom der på hans google-drev blev der blandt andet fundet materiale om skoleskyderier og et manifest.

Ifølge TV2 Nords oplysninger har manden på det sociale medie Youtube set en række videoer, som formentlig kan relateres til planlægningen af skoleskyderierne.

På sin Youtube-kanal har den 27-årige mand lavet en liste over foretrukne videoer. Den indeholder blandt andet en video om, hvordan man sikrer sin computer mod politiet og flere videoer om våben samt en video om selvmord.

Skrev manifest

Planerne om at udføre et eller flere masseskyderi er beskrevet i et manifest, som han havde uploadet til sit google-drev. Her er der beskrivelser af, hvordan han ville udføre et masseskyderi, ligesom han i en periode har lavet rekognoscering og adskillige videooptagelser om planerne.

Ifølge specialkonsulent ved Center for Digital Pædagogik, Christian Mogensen er det helt normale kendetegn for incels som den 27-årige.

Han havde også anskaffet sig bil og tøj, der skulle bruges i forbindelse med et masseskyderi.

Den 27-årige mand har været varetægtsfængslet siden 17. december 2020, og siden april sidste år har han været på psykiatrisk sygehus. Han nægter sig, ifølge forsvarer Ulrik Henriksen, skyldig i tiltalen med undtagelse af det forhold, som drejer sig om ulovlig opbevaring af våben og ammunition.

Anklagemyndigheden kræver den 27-årig dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.

Planlægningen bestod ifølge anklageskriftet i:

  • i perioden fra 2015 til 2019 skrev han et manifest med beskrivelse af sit ønske om og planlægningen af at udføre et masseskyderi.
  • fra 26. juni 2019 frem til 27. april 2020 at have lavet adskillige videooptagelser med beskrivelse af sit ønske om at udføre et masseskyderi.
  • at have opnået skydefærdigheder.
  • at have fået våbentilladelse og tilladelse til at opbevare våben på sin bopæl.
  • i marts 2018 at have anskaffet sig en bil, som skulle bruges i forbindelse med masseskyderierne.
  • i april og maj 2018 at have foretaget rekognoscering på flere skoler og uddannelsesinstitutioner i Århus-området.
  • at have foretaget adskillige søgninger på internettet og indhentet oplysninger om masseskyderier og skoleskyderier og gerningsmændene samt i foråret 2020 at have foretaget talrige søgninger og indhentet oplysninger om forskellige skoler og uddannelsesinstitutioner samt en børnehave i Nord- og Østjylland - blandt andet oplysninger om ringetider, antal elever og undervisningsskemaer.
  • i 2015 og 2017 at have anskaffet sig en pistol af mærket Colt, kaliber 22 og en 9 mm-pistol af mærket Glock, som han blandt andet opbevarede på sin bopæl sammen med magasiner, skarp ammunition samt en kniv på 18 centimeter. Det blev dog beslaglagt af politiet den 12. juni 2020.
  • at have foretaget talrige søgninger og indhentet oplysninger om skydevåben blandt andet i november og december 2020.
  • 13. december 2020 på dark web at have oprettet en ordre på køb af en AR-15 riffel.
  • i  løbet af 2018 at have anskaffet sig taktisk beklædning i form af en kasket, en striktrøje, en vest med flere forlommer, bukser, et nylonbælte, et par strømper, et par støvler, et par handsker og to elefanthuer.
  • Derudover er den 27-årige tiltalt for overtrædelse af straffelovens strenge bestemmelse om ulovlig våbenbesiddelse, da han 27. marts 2020 kørte i bus med en skarpladt pistol.
  • Han er også tiltalt for at have opbevaret sin skarpladte 9 mm Glock i en skrivebordsskuffe på sin bopæl med 16 skarpe patroner i magasinet samt for opbevaring af yderligere 16 skarpe patroner og 35 tomme magasiner.

Var medlem af skytteforening

Den 27-årige har lovligt haft adgang til en række våben, da han i flere år har haft våbentilladelse, og han har lært at skyde i en nordjysk skytteforening. Men under en ransagning på mandens bopæl i juni 2020 opdagede politiet, at han ulovligt opbevarede to våben og skarp ammunition i en skrivebordsskuffe. Det er våben, der kun må bruges i klubregi.

Den 27-årige mand var medlem af en nordjysk skytteforening.

12. juni 2020 bliver den 27-årige anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. I to-tre uger er han væk fra internet-grupperne men vender så tilbage.

- Han er nu endnu vredere, også på de andre brugere på denne hjemmeside. Han er skuffet over, der ikke var nogen, som har spurgt ind til, hvordan han havde det, eller hvor han var henne i den periode, han var væk, siger specialkonsulenten fra Center for Digital Pædagogik.

Christian Mogensen fortsætter med at følge den 27-årige, og det samme må man formode politiet gør, for da manden i december 2020 på det såkaldte dark web bestiller en AR 15 riffel, slår politiet til og anholder ham.

Facbook-profil lukket ned

Den 27-årige har indtil sagen blev kendt i offentligheden i slutningen af december 2021 haft en fuldt tilgængelig facebookprofil med billeder af sig selv fra både barndom og ungdom. Her fortalte den 27-årige tilbage i 2015 om, at han havde bestået haglskydeprøven, som man skal gennemføre for at få jagttegn.

Det er efter det tidspunkt, den 27-årige ifølge anklageskriftet begyndte sin planlægning af masseskyderierne.

I et andet opslag på Facebook skrev han også om legalisering af skydevåben. Den 27-årige argumenterede for, at "vi som mennesker skulle have mulighed for at beskytte os selv".

Dyrkede goth-miljø

Af Facebook-profilen, som nu er slettet, kunne man også se, hvordan han gennem en periode dyrkede det såkaldt goth-miljø, ligesom han også jævnligt delte sine tanker – ofte i forbindelse med triste og emotionelle sange.

Goth-kulturen

  • Goth er en nutidig subkultur, der findes i mange lande. 
  • Den begyndte i Storbritannien i starten af 1980'erne som en udløber af Goth-rockgenren, en musikalsk videreudvikling af punk.
  • Den anses også for at være en stilart inden for tøj og æstetik. Stilarterne tæller blandt andet punk goth, fetish goth, vampire goth, cyber goth og goth lolita.

Kilde: Wikipedia og dr.dk

Enkelte af hans opslag er blevet kommenteret af pårørende, som har tilkendegivet, at de håber, han snart får det bedre.

Den 27-årige har haft bopæl i flere mindre byer i Himmerland sammen med sin familie, og af opslag på facebook fremgår det, at han allerede fra 20 års alderen har skilt sig ud. 

Da han er 21 år bliver han kæreste - i en kort periode - med en 15-årig pige. Hun erklærer sin kærlighed til ham, og det falder ikke i god jord hos hendes venner, da han både er ældre end hende og bekender sig til emo-kulturen, som er en subgenre af hardcore punk. Kulturen opstod i starten af 1980'erne og udviklede sig senere til en mere omfattende identitet og livsstil.

Tæt på at gennemføre skyderi

Både de interneteksperter, som har nærstuderet den 27-årige mand i miljøet for incels på internettet, og anklagemyndigheden vurderer, at den 27-årige var tæt på at ville udføre en voldsom handling. Ifølge Christian Mogensen adskiller han sig i sin voldsparathed fra mange andre, som også færdes i internetgrupperne.

- Fra noget af det arbejde, vi tidligere har lavet, ved vi, der er flere som ham derude. De er måske tidligere i forløbet eller på vej ud af miljøet. Det, vi kan gøre, for at forebygge de her begivenheder, er at have en opmærksomhed på dem, inden de forsvinder ind i de hadefulde og voldsforherligende miljøer. Det betyder, at der skal være en opmærksom på mistrivsel og ulykkelighed hos unge mænd, siger Christian Mogensen, som peger på, at man i Danmark har et godt socialt system til at hjælpe unge ud af kriser.

Danmarks eneste skoleskyderi var i 1994

Mens skoleskyderier har fundet sted i USA og Canada en del gange, så er det kun sket en gang i Danmark. Det var 5. april 1994 i kantinen på Nordisk Institut på Aarhus Universitet den første dag efter påskeferien.

Om formiddagen gik en 35-årig mandlig studerende ind i en lille kantine på Aarhus Universitet, der lå i forbindelse med Nordisk Institut på hjørnet af Aldersrovej og Niels Juels Gade.

Han trak et oversavet jagtgevær op af en sportstaske og dræbte to kvindelige studerende samt sårede to andre kvindelige studerende. Derefter låste han sig inde på et toilet og begik selvmord ved at skyde sig selv i hovedet.

Senere samme dag fandt politiet et afskedsbrev på mandens kollegieværelse, hvori han havde skrevet, at han ikke kunne klare mere, og at han ville dræbe nogle personer, inden han ville tage sit liv.

I 2003 fik tv-programmet Krimizonen adgang til to af mandens afskedsbreve. Heri fremgik det, at han specifikt ville slå kvinder ihjel.

Så langt nåede den 27-årige mand ikke. 

Nævningesagen mod den 27-årige mand begynder i morgen i retten i Aalborg. Her skal den 27-årige og en række vidner afgive forklaring. 

Der ventes at falde dom i sagen 3. februar. 

Se historien fortalt som tv-indslag i toppen af denne artikel.


Nordjylland slipper for snestorm - vejrmodeller er uenige

Foto: Hans-Christian Lauritzen / TV2 Nord

Kun én vejrmodel holder fast i udbredt dansk snevejr, men Nordjylland ser ud til at gå fri.

I flere dage har forskellige vejrmodeller vist, at et lavtryk med sne og blæst skal en tur forbi Danmark hen over tirsdag og onsdag.

Der har dog været stor usikkerhed om lavtrykkets bane og udvikling, og nu tager prognoserne en ny drejning: To store vejrmodeller er uenige i, om lavtrykket overhovedet kommer til Danmark.

Den ene model afblæser det udbredte snevejr, mens den anden holder fast i snevejr over den syd- og østlige af Danmark.

Lynanalyse

Peter Tanev

Meteorolog, TV 2 Vejret

Når et lavtryk bevæger sig tæt forbi Danmark, skaber det ofte stor usikkerhed i vejrudsigterne. Selv små ændringer i lavtrykkets bane kan få stor betydning for vores vejr.

Vejret tirsdag og onsdag er et godt eksempel på dette. Der er cirka 2-300 kilometers forskel på, hvor lavtrykket er placeret i de forskellige prognosemodeller.

I den ene situation får Østdanmark sne, slud og blæst, mens den anden model viser næsten tørt vejr. Med andre ord er der stor usikkerhed.

Dette understreger, hvor langt vi, i nogle situationer, stadig er fra at lave 100 procent præcise vejrudsigter, når der stadig er så stor usikkerhed dagen før.

Model 1: Enkelte slud- og snebyger

For de vinterglade danskere er det en nedslående udvikling i prognosen fra den europæiske vejrmodel.

Her bevæger lavtrykket sig syd om landet med kurs mod de baltiske lande. Det er akkurat langt nok væk til, at Danmark nærmest ikke får regn, slud eller sne fra lavtrykket.

Tirsdag vil i stedet stå på mest tørt vejr. Der kan komme enkelte byger, som kan være med regn eller slud.

Foto: TV 2 Vejret

Bornholm kan dog få stadig få en vådere dag end de fleste.

Onsdag vil lavtrykket været nået til Baltikum, og ifølge den europæiske model vil dagen kunne byde på slud- og snebyger over Danmark.

Foto: TV 2 Vejret

Selvom vi kommer tættere og tættere på, kan lavtrykkets endelige bane stadig nå at ændre sig en smule i forhold til prognoserne.

Model 2: Holder fast i sne over dele af landet

Den amerikanske model GFS holder omvendt fast i udbredt snevejr over dansk område. Vel at mærke som den eneste vejrmodel.

Her har den seneste prognose lavtrykket til at passere over Bornholm. Det vil netop være nok vestpå til udbredt slud eller tøsne over den syd- og østlige af landet.

Foto: TV 2 Vejret

Prognosen viser en til to centimeter sne, som nok ikke vil blive liggende længe.

Det er dog den europæiske vejrmodel, som ofte er mere sikker, så her ser det i øjeblikket ikke ud til et udbredt snevejr hen over tirsdag og onsdag.

Så hvis man virkelig håber på sne, er det nok mere realistisk at nedjustere forventningerne og krydse fingre for, at man får besøg af en enkelt snebyge i ugens løb.

Blæsevejr er nedjusteret i den ene model

De seneste dages prognoser har også vist, at lavtrykket vil bringe blæsevejr med sig og endda snestormslignende tilstande.

Den europæiske vejrmodel viser nu en tirsdag med en næsten stille til let vind.

Vinden vil være tiltagende ud på onsdagen, men ikke i nærheden af stormkriterier.

Onsdag kan det ved kysterne blæse med op til en hård vind. På Bornholm og Christiansø kan man opleve vindstød af stormende kuling.

Den amerikanske model holder dog stadig fast i blæsevejr over Østersøen med vindstød op til stormstyrke over Bornholm.


'For lidt og alt for sent': Finn tror ikke, historisk aftale giver fisk på krogen

Formand for fritidsfiskere tror ikke, at ny politisk aftale kommer til at sikre mere liv i Mariager Fjord.

Efter flere måneders forhandling lykkedes det sent søndag aften regeringen at lande en aftale, der omsætter den grønne trepartsaftale til konkrete initiativer.

- Der er sket alt for lidt i mange år. Nu skal der ske rigtig meget på få år, sagde minister for grøn trepart, Jeppe Bruus (S), da han mandag præsenterede indholdet af aftalen.

Den politiske aftale, som regeringen har indgået med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, er dog ikke ambitiøs nok. I hvert fald ikke ifølge Finn Frandsen, som er formand for Mariager Fjord Fritidsfiskerforening.

- Der er ingen tvivl om, at den er kommet alt for sent. Det er et skridt i den rigtige retning, men vandmiljøet er efterhånden så ødelagt, at jeg ikke forventer, at jeg kan fange fisk i min tid, siger han.

Den grønne trepartsaftale

  • Samlet afsættes 43 mia. kr. til omlægning af Danmarks arealer via Danmarks Grønne Arealfond.

  • Der kommer en CO2-afgift på landbruget: Danmark bliver det første land i verden med en CO2-afgift på landbruget.

  • Etablering af 250.000 hektar ny skov, hvoraf 100.000 hektar bliver urørt skov.

  • Udtagning af 140.000 hektar lavbundsjorde til skabelse af enge og moser, der fremmer vilde fuglearter.

  • Plantes næsten én milliard træer, svarende til en linje af træer, der kan nå 38 gange rundt om jorden.

  • Fem nye naturnationalparker tilføjes, så Danmark samlet får 21 naturnationalparker.

  • Lokale treparter etableres, hvor kommuner og lokale aktører spiller en central rolle i planlægningen og implementeringen.  Lokale omlægningsplaner skal udarbejdes inden for ét år.

Brug for større reduktion

Et element i aftalen er, at kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons i 2030.

- Det er kort og godt for lidt, mener Finn Frandsen.

Stiig Markager, der er professor i havmiljø ved Aarhus Universitet, siger til TV 2, at den reduktion vil gøre en 'kæmpe forskel', men han mener ikke, det er nok for at få livet tilbage i vores fjorde.

- Det helt store problem er, at man vil reducere udledninger af kvælstof med knap 14.000 tons - og der tror jeg, at det er nødvendigt med 24.000 tons for en opfyldelse af kravene i vandrammedirektivet, siger professoren.

Danmarksdemokraternes partileder Inger Støjberg er også kritisk over for indholdet af aftalen om den grønne trepart. Hun mener, at initiativerne i aftalen er alt for vidtgående og vil få store konsekvenser for dansk landbrug og for landdistrikterne. Derfor er hendes parti ikke med i aftalen.

- Vi ville sådan set gerne have diskuteret kvælstof med regeringen. Men det er jo klart, når man roder det hele sammen på den måde, man har gjort her, så det jo også handler om solceller og om en CO2-afgift, der kommer til at fjerne en masse arbejdspladser hovedsageligt i landdistrikterne, siger Inger Støjberg (DD).

'Alt for hasarderet'

Erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer bakker op om den politiske aftale, men det omvender ikke Inger Støjberg.

- Ét er jo landmænd. Noget andet er landdistrikter og alle de følgevirksomheder og arbejdspladser, der er. Der er landmænd, der kommer til at dreje nøglen om. Ikke, fordi de selv har valgt det, men fordi de bliver tvunget til det med den her aftale, siger hun.

Partiformanden er glad for, at der bliver sat initiativer i søen, som skal være med til at sørge for, at kvælstof ikke ender i de danske fjorde og forårsager iltsvind. Hun er bare ikke enig i, at den grønne trepartsaftale er måden at gøre det på.

- Der er jo ingen, der ikke ønsker at få en bedre vandkvalitet i fjorderne og en grøn omstilling, men det skal gøres på en ordentlig måde. Og der mener jeg altså, at det her er blevet alt for hasarderet, siger Inger Støjberg.

Selvom Finn Frandsen ikke mener, at tiltagene i den grønne trepartsaftale er vidtgående nok, er han dog lidt mere optimistisk, efter at der er landet end aftale, end han var før.

- Jeg er optimistisk på den måde, at jeg er overbevist om, at man i løbet af nogle år vil kunne se forbedringer. Og i takt med de forbedringer, så har man jo kun én ting at gøre, det er at udbygge og stramme yderligere op, når man kan se, at det har virkning, siger Finn Frandsen.


Svømmede sig til DM-guld: - Jeg har aldrig været så presset før

Søndag gik det vildt for sig i Odense, da Aalborg Svømmeklub dystede om danmarksmesterskabet i vandet.

Queen's udødelige hit 'We are the champions' tordnede ud af højtalerne.

De nye danmarksmestre ankom søndag aften med store lysende smil i vintermørket på parkeringspladsen.

For omkring tre måneder siden var det et forfærdeligt syn af en svømmehal i brand, folk blev mødt af på parkeringspladsen på Østre Allé i Aalborg. Men søndag aften var det hele vendt om.

Aalborg Svømmeklub kom hjem fra mesterskabet i Odense som sejrherrer med guldmedaljer hængende om halsen.

- Det er en vild følelse at kunne kalde sig 'bedste i hele Danmark', fortæller en af de glade svømmere Sigurd Sjøgren Kristensen.

Begejstringen var stor hos den nyudklækkede danmarksmester Sigurd Sjøgren Kristensen.

Den kun 16-årige svømmer deler klub med ældre svømmere og endda to OL-svømmere.

- Så vi er jo et stærkt hold, men derfor er det jo fuldstændig sindssygt. Hovedstadens Svømmeklub er også virkelig, virkelig gode, og det var en tæt kamp. Det var en fed kamp, lyder det fra den unge svømmer.

Sigurd Sjøgren Kristensen var også sidste år med til DM-holdkonkurrencen, hvor de vandt sølv.

- Det er helt anderledes at vinde guld. Så er man jo de absolut bedste. Der er jo ikke nogen, der er bedre end én.

Bjørn Sørensen, cheftræner i Aalborg Svømmeklub.

- Det er helt fantastisk. Det er rigtig dejligt. Det var da målet for denne sæson.

Meget presset

- Det var meget tæt. Det kørte meget op og ned til sidst.

Sådan beskriver cheftræneren afslutningen.

Det er en tilfreds og rolig cheftræner, der er vendt hjem til Aalborg.

Aalborg Svømmeklub tog sejren med 53,332 point, mens København endte med 53,271 point og en sølvmedalje.

Den nordjyske klub var bagud langt hen ad vejen, og først til sidst vendte det for holdet.

- Jeg har aldrig været så presset før. Da vi stod ved sidste afsnit, vidste vi bare, at hvis vi skulle vinde, så skulle det bare være nu. Der var ikke nogen, der måtte have et dårligt løb, lyder det fra svømmeren.

Guldmedaljerne hænger lettet om halsen på de sejrende svømmer.

Sådan skal det fejres

Fejringen af den store sejr står helt klar for den unge 16-årige svømmer.

- Jeg skal hjem og sove, og så skal jeg spise. Og så skal jeg sove i lang tid.

Det er tolvte år i streg, at Aalborg Svømmeklub vinder medaljer, men svømmerne kan ikke bare læne sig tilbage.

- Nogen af dem skal i vandet igen klokken seks. Det lyder lidt barsk, men der er jo flere mål. Der er både nogen, der svømmer DM i december, nogen der svømme VM, nogen der svømmer nordisk mesterskab, så det her var bare et skridt på vejen. Nu skal de lige have lov at komme sig de næste par dage. Men ellers så kører det jo bare.


Deres far var tæt på at dø - så gjorde sønner noget, de ikke plejer

De producerer ornesæd til store dele af verden, men det med følelser, det er de ikke så gode til. Nu har Ornestationens Sønner bedt om hjælp fra tv-vært Anders Bro.

De husker alle dagen, som var det lige sket - de fire sønner Johnny, Thomas, Michael og Kenneth Markussen.

Det var midt i julen på Ornestation Mors, da de fik at vide, at de skulle skynde sig til Aalborg. Deres far var på operationsbordet med blodprop i hjertet. 

Han skulle have en akut bypass-operation. Det var ikke sikkert, han ville overleve.

Og så skete det, der ikke måtte ske. Mens han er midt i den store operation, hvor der er åbnet op helt ind til hjertet, får deres far endnu en blodprop samme sted . 

- Så genopliver de ham direkte på hjertet. Så han har været tæt på kanten, fortæller den ældste søn, Thomas Markussen.

Deres far er Andreas Markussen. 

Han er en af nøglefigurerne i den forandring, der har været på Ornestation Mors. De er gået fra at være en lille lokal virksomhed, der leverer ornesæd til landmænd på Mors, i Salling og Thy til i dag at være en international virksomhed med kunder i blandt andet Tjekkiet og Thailand.

Andreas Markussen fra Ornestationen på Mors overlevede tre blodpropper i hjertet. Foto: Henrik Drivsholm, TV MIDTVEST

- Jeg var lige henne og røre ham

Sønnerne er også med i virksomheden. Johnny Markussen er direktør, Thomas Markussen er i produktionen, Michael Markussen står for teknik, og yngste bror Kenneth Markussen står for indkøb og lager.

Da sønnerne nåede frem til deres far, skete der noget, som normalt ikke plejer at ske, når far og sønner er sammen. De overskred en grænse.

- Da han kom hjem fra sygehus, der tror jeg faktisk, jeg gav ham en krammer. Jeg var lige henne og røre ham, fortæller Thomas Markussen.

- Helt alvorligt, har du aldrig krammet ham?

- Det er fandeme ikke mange gange, der er nogle af os, der har. Det går vi ikke sådan og bruger, siger næstældste søn, Thomas Markussen.

Genoplivet tre gange

Tre gange blev deres far genoplivet på sygehuset. Lige der var der brug for et kram. Selv om det normalt ikke er noget, de de sådan går og deler voldsomt ud af på ornestationen.

- Hellere en lammer end en krammer, som sønnen Michael Markussen udtrykker det.

Deres far overlevede de tre blodpropper og kom hjem til Mors. I fem år efter blodpropperne har han knoklet videre med familiens livsværk - Ornestation Mors.

Men nu har Andreas Markussen truffet en beslutning. Han stopper og har indbudt forretningsforbindelser, venner og familie til afskedsreception.

Det har sat de fire sønner i en noget penibel situation. For hvad gør man ved sin far, når man mere er til lammer end krammer og i det hele taget har det lidt stramt med store ord og følelser?

Man ringer til en ven. Eller nærmere bestemt Anders Bro fra programmet "Få det Sunget" på TV MIDTVEST. Han kan nemlig hjælpe med at få sunget lige det, der er lidt svært at få sagt.

Polio og styrt på kontoret

Det er næppe for meget at sige, at farmand Andreas Markussen ikke er, som folk er flest. 

Ikke nok med at han er kommet sig oven på tre blodpropper i hjertet, han har også en anden sygdom, der sætter begrænsninger. 

Når man møder Andreas Markussen, så er han let at kende. Han går med stok og trækker meget på det ene ben. Det skyldes den børnelammelse, han lider af.

Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen, Scanpix

Modsat blodpropperne så er lammelsen dog noget, der ind i mellem skaber situationer, som alle - både Andreas selv, familie og venner - kan grine af.

Som dengang han faldt midt på gulvet i kontoret, mens han var ved at tale i telefon, fordi benet pludselig gav efter under ham.

- Så knaldede han ned i reolen, der stod bag ved, så mapper og det hele fløj om ørerne på ham, så gav han telefonen, han havde headset på, til ham ved siden af og sagde: Kan du ikke lige sige, jeg ringer igen, fortæller Michael Markussen.


Julemanden rejste langt alene: Så væltede børnene ind

Foto: Asger Christiansen

Foto: Asger Christiansen

Selvom der ikke var siddepladser nok, var der husrum nok, da julemanden rejste afsted med veteranbanen.

Du troede måske, julemanden ankom i kane, men der tager du fejl.

I hvert fald når det gælder Mariager, for her ankommer han i god gammeldags stil med Veterantoget, Hadsund-Peter.

Selvom den gamle motorvogn har rundet 98 år - og dermed er den ældste køreklare motorvogn i hele Danmark - kan den stadig trække en fuld vogn.

Og det var en MEGET fuld vogn julemanden kørte med søndag for at komme ind til Mariager og tænde lysene på juletræet på Torvet.

Vognen har 73 siddepladser og 8 klapsæder, men hele 92 juleglade mennesker, især børn, lykkedes med at komme på turen.

Der var enorm opbakning på julemandens rejse. Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

Julemandens rejse til Rosernes By, Mariager, var en kort, men hyggelig fornøjelse. Den rødklædte og hvidskæggede julemand stod og ventede på perronen i Lunddalen. Resten af turen til Mariager kørte nemlig på skinner og tog kun 10 minutter.

- Der var rigtig god stemning i motorvognen. Der var en sitren af forventning hos børnene. Julemanden var som altid i godt humør, og stort se alle børn fik en krammer af den trivelige gamle mand, lyder det fra togføreren Kurt Becher.

Det blev en varm ankomst i Mariager, idet omkring 50 personer stod klar for at modtage den gamle julemand. Herefter blev han af pony-vognmanden bragt ind til Torvet i flot vintersol, hvor juletræet blev tændt.

Julemanden var omgivet af børn på sin tur Foto: Asger Christiansen Foto: Asger Christiansen

En unik julegaveidé

Ifølge togfører Kurt Becher kører julemanden med veteranbanen igen næste jul.

- Kan man ikke vente et helt år på at få en tur med den sjove gamle motorvogn, skal man blot kigge forbi hos veteranbanen i sommermånederne, hvor Hadsund-Peter suser frem og tilbage mellem Mariager og Handest, fortæller han.

Og hvis man tænker, at man selv vil bestemme, hvem der skal ombord på den knap 100 år gamle vogn, ja, så er der en helt særlig mulighed.

- Står man lige og mangler ideen til en original julegave, fortæller togføreren, så kan man jo leje Hadsund-Peter og få sit helt eget særtog. - Se, det er en julegave, der vil blive husket!