Dobbeltmandater kan have afgjort regionsvalg
Per Larsen mener, at hans dobbeltmandat er en politisk fordel.
Få stemmer tippede magten fra rød til blå blok i regionen. Kendte borgerlige kandidater kan have gjort udslaget.
Mens de røde partier forbyder dobbeltmandater, så er det tilladt i den blå blok.
Ved det netop overståede regionsvalg fik de Konservative valgt hele fire kandidater ind i regionsrådet, som samtidig sidder i enten Folketinget eller i et byråd.
Partiets bevidste satsning på kendte politikere til regionsrådsvalget kan have flyttet de afgørende stemmer, så blå blok endte med at få flertal i regionsrådet.
Se indslag om dobbeltmandater her:
Nu skal Per være politiker på fuld tid
Per Møller fra Hjørring er et af de nye medlemmer af Region Nordjylland, der efter nytår skal være politiker på fuld tid. Ved kommunalvalget sikrede han sig en ledende post i det nye byråd i Hjørring og samtidig en plads i Regionsrådet.
Han er klar til at påtage sig sit nye dobbeltmandat, selvom det får konsekvenser for hans private beskæftigelse.
- Fra 1. januar er det min kone, der alene skal drive vores fitnesscenter i Hjørring. Det kommer jeg til at savne, men det er en konsekvens af valget, at jeg nu skal passe det politiske arbejde på fuld tid, siger Per Møller fra Konservative.
Fire dobbeltmandater hos Konservative
Hele fire ud af Det Konservative Folkepartis syv nye regionsrådsmedlemmer kommer til at sidde på dobbeltmandater enten fra byråd eller Folketinget.
Per Larsen, der er partiets helt store stemmesluger med knap 18.000 personlige stemmer, mener ikke, at det gør den store forskel.
Jeg har aldrig fået klager over, at jeg ikke skulle have passet mine hverv godt nok.
Per Larsen, Konservative
- Jeg har jo altid haft et fuldtidsjob ved siden af mine politiske poster i byråd og regionsråd, og de sidste 2,5 år har mit fuldtidsjob så bare været i Folketinget, så forskellen er ikke så stor. Jeg har i hvert fald aldrig fået klager over, at jeg ikke skulle have passet mine hverv godt nok, siger Per Larsen fra Konservative.
Strategi at satse på mere kendte politikere
Ud over Per Møller og Per Larsen er også Vibeke Gamst fra Aalborg og Jens Henrik Kirk fra Mariager valgt til både byråd og regionsråd.
Ifølge TV2 Nords valgekspert Søren Wormslev ligner det en strategi.
- Jeg tror, at nogle af partierne helt legitimt har spekuleret i at opstille kandidater, der var kendte fra for eksempel kommunalpolitik til regionsrådsvalget, fordi regionsrådsmedlemmerne generelt måske ikke er så kendte, og derfor ikke er lige så langt fremme i folks bevidsthed, siger Søren Wormslev.
Kendiseffekt spiller ind
Hos Venstre er fire ud af elleve politikere valgt på et dobbeltmandat. Peter Therkildsen, der samtidigt sidder i Morsø Byråd, Anne Honoré Østergaard, der sidder i Folketinget, Per Bisgaard, der også sidder i byrådet i Vesthimmerlands Kommune samt Peter Larsen, der samtidig er valgt til byrådet i Thisted.
Malou Skeel opgav til gengæld sin plads i Jammerbugts byråd og Mads Duedahl en rådmandspost i Aalborg til fordel for det nye regionsråd.
Jeg tror da, at Socialdemokraterne og Ulla Astman gennem årene har haft en stor fordel af, at hun har været den mest kendte politiker i regionsrådet.
Per Larsen, Konservative
De Konservative lægger da heller ikke skjul på, at kendiseffekten har spillet ind.
- Jeg tror da, at Socialdemokraterne og Ulla Astman gennem årene har haft en stor fordel af, at hun har været den mest kendte politiker i regionsrådet. Når så mange har stemt på vores kandidater, så er det jo også fordi de kender os og har tillid til, at vi vil gøre et godt stykke arbejde, siger Per Larsen.
Per Møller mener, at vælgerne har kvitteret for det arbejde, som de kendte konservative kandidater har lavet i deres byråd eller i Folketinget.
- Vi fik jo et eller andet sted en blåstempling af vores dobbelte mandater ved kommunalvalget. Det er bare at se på Per Larsens knap 18.000 stemmer for at bekræfte det. Jeg tror, det har gjort en forskel for vælgerne, at vi har haft nogen stærke engagerede kræfter, som man ved, hvad står for, siger Per Møller.
Lovforslag om at forbyde dobbeltmandater blev stemt ned
Senest i 2018 har Folketinget behandlet et lovforslag fra SF, der ville forbyde dobbeltmandater til politikere. Men et stort flertal – også med socialdemokratiske stemmer - var imod at lovgive på området.
Det er altså op til partierne og ikke mindst deres vælgere at regulere fænomenet.
- Det der vel i virkeligheden er diskussionen er, om man kan overkomme både det ene og det andet politiske hverv. Der skal vælgerne måske i fremtiden være mere opmærksomme på, om nogen stiller op flere steder, og så spørge kandidaterne, om de er sikre på, at de kan leve op til ansvaret, siger Søren Wormslev.
Ser dobbeltmandat som fordel
Per Larsen mener ligefrem, at hans dobbeltmandat er en politisk fordel, fordi han som sundhedsordfører for de Konservative kan trække på sin lange erfaring fra Region Nordjylland.
- Det jeg foretager mig på Christiansborg får en højere kvalitet, fordi jeg har hænderne på kogepladen begge steder. Jeg ved jo, hvad der sker i regionen i modsætning til mange af de andre politikere, der sidder i Folketingets Sundhedsudvalg, siger Per Larsen.
Det jeg foretager mig på Christiansborg får en højere kvalitet, fordi jeg har hænderne på kogepladen begge steder.
Per Larsen, Konservative
For Per Møller får det nye dobbeltmandat altså konsekvenser. Ud over at skippe sit civile job i sit eget motionscenter kommer han til at skære ned på andre aktiviteter:
- Jeg står i en situation, hvor jeg også sidder i nogle bestyrelser ud over mit politiske arbejde, og der kommer jeg nok til at tage en alvorlig snak med mig selv – og de bestyrelser jeg sidder i, om jeg skal fortsætte med det, siger Per Møller.