Nordjyder venter for længe på ambulancen
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Falck har de seneste måneder langt fra levet op til kontrakten med Region Nordjylland, når det gælder den såkaldte responstid.
I månedsvis har Falcks ambulancer været markant længere om at nå frem i Nordjylland, end de er forpligtet til. Det får nu regionsrådsformand Mads Duedahl (V) til at reagere.
På et møde med Falcks øverste chef, Jakob Riis, har Mads Duedahl udtrykt bekymring over udviklingen, især i forhold til de kommende uger. Region Nordjylland har valgt ikke at forlænge kontrakten med Falck, som med udgangen af marts mister al ambulancekørsel i landsdelen.
- Det er vigtigt, at vi og Falck får afsluttet samarbejdet på en ordentlig måde, siger Mads Duedahl.
Handlingsplan skal få ventetid ned
Parterne har aftalt, at der inden for en uge udarbejdes en handleplan for, hvordan den såkaldte responstid kan nedbringes i den resterende del af kontraktperioden.
Ifølge kontrakten må der i gennemsnit højst gå ni minutter og 12 sekunder, før hjælpen når frem. I oktober sidste år var responstiden for første gang over 10 minutter - og i december rundede den endda 11 minutter. Nærmere bestemt gik der i snit 11 minutter og 34 sekunder, før ambulancen var fremme.
Den største udfordring er at få responstiden ned nu og frem til udgangen af marts.
Mads Duedahl.
Mads Duedahl siger, at han ingen mistanke har om, at Falck bevidst misligholder kontrakten, fordi den ikke er forlænget.
- Det er efter mødet med Falck mit klare indtryk, at problemet er at skaffe tilstrækkeligt med reddere til at opretholde bemandingen, blandt andet på grund af corona, siger regionsrådsformanden.
Vil ikke arbejde mere
Angiveligt har det også været svært for Falck at få medarbejderne til at påtage sig overarbejde.
Kontrakten giver Region Nordjylland mulighed for at afkræve Falck en bod, hvis responstiden ikke overholdes. Mads Duedahl vil ikke forholde sig til, om det bliver aktuelt.
- Det primære her og nu er, at Falck og vi i fællesskab gør alt for, at de næste knap tre måneder forløber bedre end de foregående, siger han.
Fra 1. april overtager regionen selv en del af ambulancekørslen, mens firmaet PreMed overtager resten. Der har tidligere været luftet bekymring for, om ændrede arbejdsvilkår ville gøre det svært at rekruttere medarbejdere, når den nye ordning træder i kraft.
- Det vil selvsagt kræve indkøring, men så vidt jeg er informeret, er man klar til at løfte opgaven fra 1. april. Den største udfordring er at få responstiden ned nu og frem til udgangen af marts, siger Mads Duedahl.
RESPONSTIDER
Den gennemsnitlige responstid for ambulancer i Region Nordjylland har i det seneste halvår været over det, Falck har forpligtet sig til (9,12 minut). Især i de seneste måneder er overskridelsen stor.
- Juli 9,41 minut
- August 9,54 minut
- September 9,38 minut
- Oktober 10,07 minut
- November 10,44 minut
- December 11,34 minut
Kilde: Region Nordjylland