Prisstigninger på gas kan være på vej: - Jeg er bekymret i forhold til budget-kontoen
Efter Ruslands invasion af Ukraine er der i Nordjylland bekymring for, at de i forvejen høje energipriser vil stige yderligere.
Det mærkes både hos Norlys, som sælger energi, og hos Louise Boesen fra Støvring.
I oktober sidste år blev der varslet prisstigninger på den gas, som varmer hendes hus op.
- Der tænkte jeg, at de der 50 procent, prisen skulle stige med, det var rigtig mange penge som eneforsørger, siger Louise Boesen.
Jeg holder faktisk øje med, hvornår det er billigst at have sin vaskemaskine til at køre
Louise Boesen, Støvring.
Nu skaber krigen i Ukraine yderligere bekymringer for Louise Boesen, og hun er langt fra den eneste, der er bekymret over, hvordan gaspriserne udvikler sig. og Louise Boesen tager da også sine forholdsregler.
- Jeg holder faktisk øje med, hvornår det er billigst at have sin vaskemaskine til at køre. Det med at have den til at køre om natten det har jeg da aldrig gjort før. Hun kan kun håbe på, at priserne vender.
Nu håber Louise Boesen på, at ikke også andre forbrugervare stiger i pris.
Stormet af bekymrede forbrugere
Energiselskabet Norlys har sat salget af naturgas til fast pris på pause grundet krigen i Ukraine. Da krigen brød ud fik de travlt hos Norlys.
- Det føltes, som om de ringede samme tid alle sammen. De var bekymrede for, hvad kommer det her til at betyde for dem, siger Pernille Storgaard, der er senior director i Kundecentrum hos Norlys Energi.
Pernille Storgaard fortæller, at de i torsdags hos Norlys fik 2,5 gange så mange opkald omkring gas som på en normal dag.
- Forbrugerne er bekymrede. De vil selvfølgelig gerne vide, hvor stor bliver min regning næste gang? For nogle handler det jo faktisk om, om de har råd til at holde ferie.