Regionens budget på plads: Forbedringer for patienter og fokus på arbejdsmiljøet
Foto: PR
Der afsat 20 millioner kroner til at lette kapacitetspresset og styrke den fortsatte indsats med arbejdsmiljøet på de kliniske afdelinger på Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland og i Psykiatrien.
Tirsdag aften indgik et enigt nordjysk regionsråd en budgetaftale for 2022. Der er blandt andet fokus på patienter og pårørende, og så skal Region Nordjylland fortsat være en attraktiv arbejdsplads,
Samtlige partier i regionsrådet indgik tirsdag aften en aftale om budgettet for 2022.
Med budgetaftalen tages en række initiativer, der skal sikre hensynet til såvel personale som patienter, og der sættes ind med konkrete initiativer til at forbedre arbejdsmiljø og medarbejderinddragelse.
Konkret er der afsat 20 millioner kroner til at lette kapacitetspresset og styrke den fortsatte indsats med arbejdsmiljøet på de kliniske afdelinger på Aalborg Universitetshospital, Regionshospital Nordjylland og i Psykiatrien. Der er ligeledes afsat fire millioner kroner til regionens ITOP-pulje, som er målrettet initiativer vedr. arbejdsmiljø og trivsel.
- I forligskredsen er vi enige om, at der skal fokuseres på såvel personale som patienter, og vi ved, at et godt arbejdsmiljø og flere hænder er grundlaget for, at vi kan levere god kvalitet og sammenhæng på tværs, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
Lokale funktioner
Der er i budgetaftalen ligeledes prioriteret at styrke lokale funktioner på de nordjyske hospitaler.
Derfor afsætter forligspartierne 2,4 mio. kr. til at øge tilstedeværelsen af kardiologiske speciallæger i Thisted samt 2,2 mio. kr. til en garantiklinik i Thisted, der skal fungere som en regionsdækkende ”bagstopper” i forhold til at opfylde ventetidsgarantier inden for udvalgte områder.
Der er også afsat 1,9 mio. kr. til at udvide behandlingen med biologisk medicin lokalt på Regionshospital Nordjylland, Hjørring, og til at styrke hospitalets endometriose-team. Endometriose er en underlivssygdom hos kvinder. Forligspartierne prioriterer også en udvidelse af behandlingen af børn og unge med funktionelle lidelser med 1,4 mio. kr.
Forligspartierne har også afsat 1,2 mio. kr. til at udvide den ambulante aktivitet i Diagnostisk Center Farsø.
Døgnbemandede akutbiler
Trygheden i nærområderne styrkes gennem etablering af døgndækkende akutbiler i Vesthimmerland og Hals.
Den døgnbemandede akutbil i Vesthimmerland forventes klar til drift 1. oktober 2022.
Derudover vil den deldøgnsdækkende akutbil i Hals med virkning fra 1. januar 2022 blive heldøgnsdækket.
Det er der blandt andet også sat penge af til
- På Aalborg Universitetshospital er der afsat penge til at udvikle de specialiserede funktioner, herunder at styrke indførelsen af mere skånsomme behandlinger og en række eksisterende behandlingstilbud, bl.a. inden for hjerteområdet.
- Det er ligeledes afsat 3 mio. kr. til fortsat udvikling af børnekræftområdet.
- Det skal bl.a. være nært og tilgængeligt at komme til en undersøgelse og få behandling i en speciallægepraksis. Til at understøtte denne ambition har forligspartierne afsat penge til at nedbringe ventetiden til at komme til øjenlæge.
- Derudover er der afsat penge til et ekstra ydernummer inden for psykiatri.
- Inden for Regional Udvikling er der i budgetaftale især fokus på den grønne omstilling, herunder en forhøjelse af klimapuljen, grønne busser og kollektiv trafik.
- Bl.a. er der afsat midler til at forlænge pilotprojektet ”Hovednet Vest”, der handler om forstærket og udvidet buskørsel på en øst-vestvendt akse mellem Vesthimmerland, Thy-Mors og Jammerbugt.
- Forligspartierne har afsat 25 mio. kr. til helikopterplatformen i 2022, udover 10 mio. kr., som er bevilliget tidligere i 2021.
- Af andre anlægsprioriteringer kan nævnes, at der afsættes 3,5 mio. kr. til opgradering af Sterilcentralen i Farsø.
Styrkelse af børnepsykiatrien
I forhold til Psykiatrien styrkes behandlingen af børn og unge i deres eget nærmiljø, ligesom der prioriteres midler til flere aktiviteter for indlagte patienter og etablering af Psykiatriens Hus i Aalborg.
Forligspartierne er derfor enige om, at der skal sikres systematiske og lettilgængelige tilbud, så børn og unge hurtigt kan tilbydes udredning og behandling på rette niveau. Med baggrund i en delrapportering vedrørende tilgængeligheden på det børne- og ungdoms-psykiatriske område afsættes 3 mio. kr. til at videreføre de gode erfaringer med Tværfaglige Udgående Teams således, at børn og unge med psykisk lidelse tilbydes en tidlig og intensiv tværsektoriel indsats i nærmiljøet.
Der afsættes også midler til Psykiatriens Hus i Aalborg samt aktivitetsmedarbejdere i Psykiatrien.