Stand Up Paddeling: Casper Steinfath vinder World Tour
Foto: John Carter / APP World Tour
Thyboen Casper Steinfath har søndag formiddag slået konkurrenterne og vundet World Tour i SUP.
Det er en enormt glad mand, TV2 Nord får i telefonen søndag formiddag. Efter en 14 kilometer lang tur på Seinen på sit paddleboard, kan Casper Steinfath nemlig kalde sig for verdensmester af APP World Tour.
- Jeg ryster helt i min krop. Jeg har lige opnået noget, jeg aldrig har prøvet før. Det er så sindssygt lige nu, siger han.
Han har vundet verdensmesterskabet, selvom han i dag blot blev nummer 10 på lang-distance på Seinen i Paris. Det skyldes at, World Turen har budt på flere forskellige discipliner inden for Stand Up Paddeling, og generelt har Casper Steinfath holdt et rigtig højt niveau.
- Jeg har kæmpet hårdt for det her hele året. Nu har jeg vundet foran familie og venner - jeg tror, jeg er den lykkeligste person lige, siger han.
Champagne og træstammer fra købmanden
Efter sejren venter der en lang dag med fejring for Casper Steinfath med både familie og venner, der er samlet i Paris.
- Lad mig sige det sådan her: Vi er en gruppe danskere med en penthouselejlighed og en masse champagne og redbull, griner han.
Når festen dør ud, glæder han sig til at skulle hjem til Thy, og kunne lægge konkurrencen lidt bag sig.
- Så skal jeg bare være der, slappe af, og køre til den lokale købmand og købe en træstamme, som jeg plejer, siger Casper Steinfath.