En million mink skal aflives - derfor spreder smitten sig hos dem
Der er både en helt praktisk og en biologisk grund til, at smitten spreder sig hurtigt blandt mink, siger eksperter.
Regeringen har besluttet, at op mod 100 minkbesætninger og over en million dyr skal aflives på grund af coronavirus.
Det meddelte fødevareminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde torsdag, i kølvandet på, at der er konstateret smitte på 41 minkfarme i Nordjylland, mens 20 besætninger er under mistanke.
Og spørger man overlæge og virolog på Statens Serum Institut Anders Fomsgaard er det ikke underligt, at smitten løber hurtigt blandt de pelsede dyr.
- Minkene står jo snude mod snude ved siden af hinanden på de her besætninger. De holder jo ikke afstand. Så når én er smittet, spreder virussen sig hurtigt i hele flokken, siger han.
FORLØBET MED MINK OG CORONAVIRUS
Her følger udvalgte nedslag i forløbet med coronavirus på minkfarme i Danmark:
- 17. juni kommer den første melding fra Fødevarestyrelsen om, at man har konstateret coronasmitte på en minkfarm i Nordjylland.
- 20. juni oplyser Fødevarestyrelsen, at der er coronasmitte på endnu en minkfarm.
- 22. juni sætter Fødevarestyrelsen gang i en omfattende screening af 120 minkfarme. I tiden efter kommer løbende meldinger om coronasmitte på flere minkfarme.
- 15. september kan netmediet Nordtinget fortælle, at hver femte nordjyske minkfarm har haft coronasmitte blandt mink.
- 30. september opfordrer Miljøstyrelsen jægere i Nordjylland til at indlevere nedlagte rovdyr for at finde ud af, om der er sket coronasmitte herfra og til minkfarme.
- 1. oktober oplyser fødevareminister Mogens Jensen (S), at der er konstateret coronasmitte på i alt 41 danske minkfarme. Op mod 100 nordjyske besætninger skal aflives.
Kilder: Fødevarestyrelsen, DR, Nordtinget samt Miljø- og Fødevareministeriet.
Virus har tilpasset sig mink
Men der er også en mere biologisk grund til, at lige netop mink bliver smittet, siger Peter Ben Embarek, der er ekspert i fødevarer og såkaldte zoonoser - infektionssygdomme, som overføres fra dyr til mennesker - hos Verdenssundhedsorganisationen, WHO.
Ifølge ham skyldes det, at virussen har tilpasset sig netop de pelsede dyr på samme måde, som den har gjort med mennesker.
- Vi har heldigvis påvist, at mange af vores almindelige husdyr som køer, høns og grise ikke er følsomme over for sygdommen. Så risikoen for, at den spredes hos dem, er næsten lig med nul, siger Peter Ben Embarek.
Smitter fra mink til mennesker
Til gengæld betyder virussens tilpasning, at sygdommen kan smitte fra mink til mennesker, og det var grunden til den drastiske beslutning om at slå de mange besætninger af mink ned.
- Vi anser det som så alvorligt et folkesundhedsmæssigt problem, at det vil være nødvendigt at aflive, sagde fødevareminister Mogens Jensen på torsdagens pressemøde.
Danmark er verdens største minkavlernation. Og når man arbejder med mink, er man i tæt kontakt med dyrene, når man fodrer dem, plejer dem og renser burene. Derfor er der stor risiko for smitte her, lød det fra Kåre Mølbak, faglig direktør på Statens Serum Institut, på pressemødet.
- De data, vi har, siger, at der er betydelig større risiko for at blive smittet, end hvis man er sygeplejerske eller læge, sagde han.
Nogle af de 96 tilfælde af coronavirus, der er blevet konstateret i Hjørring og Frederikshavn i løbet af den seneste uge, kan da også spores tilbage til mink.
Opbakning fra minkavlerne
Og selvom det medfører store omkostninger og besvær, bakker de danske minkavlere op om regeringens beslutning. Sådan lyder det fra Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere.
- Det er en voldsom beslutning, som lige skal synke ind hos os allesammen. Det er et langt større omfang, end vi havde forventet, siger han og fortsætter:
- Men vi bakker selvfølgelig fuldt op om det, når regeringen og myndighederne gør det. Det er der fuld forståelse for.
Også Bjarne Pedersen, der er minkavler ved Sindal bakker op.
- Min umiddelbare reaktion er, at det er den rigtige beslutning. Det jeg kan være bange for er, at man ikke går langt nok syd på, siger han.
Hvad har det af betydning for din forretning?
- Det kommer meget an på, hvad kompensationen er. Men nu har jeg haft den her besætning i nogle år, og det går rigtig godt, så det er ærgerligt. Men set med de store briller, så er det nok den rigtige beslutning.
De berørte minkavlere vil af regeringen blive kompenseret for, at deres dyr skal aflives.