Nordjysk ishockeystjerne klar til VM
Foto: Bob Frid/Usa Today Sports/Ritzau Scanpix
For første gang i fem år skal NHL-stjernen Nikolaj Ehlers spille VM for Danmark.
Det danske ishockeylandshold får forstærkning fra verdens bedste ishockeyliga til det kommende VM i Finland i maj.
Og ikke overraskende er det Nikolaj Ehlers, der nu bekræfter, at han vælger at stille op for sin far, Heinz Ehlers’ tropper i Helsinki.
- Jeg kommer. Der er ikke noget dér. Det har ikke været nogen svær beslutning, fortæller Nikolaj Ehlers til TV 2 SPORT.
Det er første gang siden VM i Køln i 2017, at Winnipeg Jets-stjernen stiller op for de rød-hvide ved et VM, og turneringen i det finske bliver hans tredje af slagsen.
- Det at være med landsholdet er helt ekstremt fedt, og at være med igen til VM efter fire år bliver ekstra specielt, når det er første gang med min far som træner. Det bliver både specielt og sjovt, siger Ehlers, der slutter sig til landsholdet 4. maj og dermed kan være med i de sidste testkampe mod Storbritannien.
Påvirkes ikke af stort pres
Med tilgangen af Nikolaj Ehlers får landstræneren offensiv tyngde fra den allerøverste hylde. 52 point er det indtil videre blevet til i NHL i denne sæson. Og det er kvalitet, der luner på en dansk forwardside, der er ramt af afbud.
Men det betyder også, der vil være et forventningspres på den 26-årige angriber, når han går på isen. Men det er ikke noget, der bider på ham.
- Alle, der kender mig, ved, at jeg sætter det største pres på mig selv. Jeg har store forventninger til mig selv, så det rører mig ikke, hvis der er et pres udefra. Det skal der være, forklarer Nikolas Ehlers.
Tror på stort resultat
Og selvom der er afbud fra profiler som Mikkel Bødker og Patrick Russell, og selvom både Nicklas Jensen og Frederik Storm er temmelig tvivlsomme, så har den danske NHL-stjerne sat kursen for dansk VM-succes.
- Selvom vi er kommet i det, som folk kalder den nemme gruppe, så er der stærke hold som Tyskland, Schweiz og Slovakiet. Men vi har også vist vi kan drille dem, mener Jets-spilleren.
- Jeg mener godt, vi kan tro på en kvartfinale, og så må vi se derfra. Men kampene skal jo lige spilles først.
Udover de tre nævnte hold er Danmark også i gruppe med Canada, Frankrig, Italien og Kasakhstan.
Nikolaj Ehlers har tidligere været i en kvartfinale. Det var i 2016, hvor han var med på det danske hold ved VM i Rusland, der blev blandt de sidste otte nationer i den turnering.