Pensionskasser klar til at investere i dansk byggeri af krigsskibe
Foto: Jacob Kongsmark / Forsvarsgalleriet
PFA ser intet problem i at investere i militært isenkram, så længe det sker inden for FN's konventioner.
Vil Danmark bygge sine egne krigsskibe fra bunden, så kommer det til at koste penge. Rigtig mange penge.
Men dem kan man måske finde i din og min pensionsopsparing.
Tirsdag præsenterede det maritime partnerskab sine anbefalinger for, hvordan Danmark igen kan bygge krigsskibe på dansk jord. Og pengene kunne findes i investeringer fra de danske pensionsselskaber, lyder det.
Allerede nu fortæller flere pensionsselskaber til TV 2, at de er åbne over for ideen.
Det gælder blandt andre PFA Pension, som varetager flere end 1,3 millioner danskeres pensionsopsparinger.
- Så længe det kan gå hånd i hånd med et godt afkast, ser vi positivt på det. Det er et væsentligt nyt område, som regeringen rækker hånden ud på, så vi vil kigge på det, siger Rasmus Bessing, som er chef for bæredygtighed og investeringer ved PFA.
4000 milliarder danske pensions-kroner
I partnerskabets rapport vurderes det, at der er ”gode muligheder” for at skaffe de nødvendige investeringer, hvis Danmark vil bygge sine egne krigsskibe.
Her peger de blandt andet på de danske pensionsselskaber som nogle af dem, der har penge nok.
I PFA kan vi investere ind i forsvarsindustrien, så længe det ske indenfor FN’s konventioner
Rasmus Bessing, chef for bæredygtighed og investeringer i PFA
Ifølge deres brancheorganisation, Forsikring og Pension, forvalter pensionskasserne da også rundt regnet 4000 milliarder kroner af danskerne formue. Og Forsikring og Pension har selv været med i det nationale partnerskab, som er kommet med anbefalingerne.
Regeringen har tidligere meldt ud, at der skal investeres op mod 40 milliarder kroner i de nye krigsskibe.
Spørgsmålet er bare, om pensionskasserne på sigt kan se en god nok forretning i at stå for byggeriet af flåde.
Altså med andre ord om de tror på, at de kan få danskernes pensionsopsparinger til at vokse ved at investere pengene i krigsskibsbyggeriet.
Branchen er klar
Faktisk er det ikke helt nyt, at et dansk pensionsselskab har fingrene nede i produktionen af krigsskibe.
PensionDanmark, der har 800.000 medlemmer, er nemlig allerede med i det konsortium, som skal designe, bygge og vedligeholde forsvarets nye patruljeskibe.
Her er man også langt fra afvisende over for muligheden for at skyde endnu flere penge ind i den danske flåde.
Det siger viceadministrerende direktør i PensionDanmark, Peter Stensgaard Mørch, i et skriftligt svar til TV 2.
- Typisk vil forsvarsinvesteringer kræve, at vi kan finde partnere med særlige kompetencer inden for de konkrete leverancer. Men når disse betingelser er opfyldt, er vi klar til at bidrage til investeringer i at løfte Danmarks og Europas sikkerhed, siger han.
Hos Forsikring og Pension vurderer administrerende direktør Kent Damsgaard også, at en flåde af danskbyggede krigsskibe ”bestemt er en mulighed” med pensionsselskabernes penge i ryggen.
Branchen står klar, understreger han.
- Det vil virkelig være banebrydende, hvis danske pensionskroner også her kan bringes i spil til at styrke Danmark og samtidig sikre et godt afkast til de danske pensionsopsparere, siger Kent Damsgaard i en pressemeddelelse.
Skal ske inden for FN's konventioner, mener PFA
Det er vigtigt at holde sig for øje, at ideen om de danskbyggede krigsskibe stadig kun er på tegnebrættet.
For nuværende eksisterer den kun som anbefalinger, der skal danne grundlag for debatten, når der skal forhandles om en ny flådeplan i løbet af 2024.
Dermed er det også svært for pensionsselskaberne at vurdere endnu, om det vil være en god forretning.
- Det kan skrues sammen på mange måder, og der vil vi jo lave en konkret vurdering, som vi gør ved alle andre investeringer for at sikre afkast og risiko, siger Rasmus Bessing fra PFA.
Historisk har der været delte meninger i den danske pensionsbranche, om det er ansvarlig og bæredygtigt at investere i våben og militært isenkram.
Men umiddelbart ser PFA ingen problemer i de modeller, som tirsdag er blevet præsenteret.
- I PFA kan vi investere i forsvarsindustrien, så længe det sker inden for FN’s konventioner. Det er også det, der kommer til at være tale om her, siger chefen for bæredygtighed og investeringer.