Politisk pres for dansk enegang mod russisk olieeksport
TV 2 har tidligere bragt billederne af tankskibet Hercules, der bliver lastet med olie, der er sejlet op gennem de danske farvande fra Sankt Petersborg. Foto: TV 2
Trods kritik bliver russisk olie fortsat omlastet i dansk farvand. Koncern, der er dømt for levere brændstof til Syrien, medvirker til omlastning.
Tirsdag morgen sluttede endnu en omlastning af russisk olie i dansk farvand. Ud for Frederikshavn blev omlastet olie til en værdi af flere hundrede millioner kroner, som nu er på vej videre ud i verden.
Det skete på trods af kritik imod, at Danmark og danske virksomheder på den måde assisterer den russiske olieeksport, imens Rusland fører krig mod Ukraine.
Nu tegner der sig et politisk pres på tværs af Folketinget og uden om regeringen, for at Danmark skal gå enegang og forbyde den type omlastninger, hvis det ikke er til at få en europæisk aftale.
Blandt andre Venstres erhvervsordfører, Torsten Schack Petersen:
- Det er mest effektivt, hvis det er noget vi kan gøre i fællesskab, men hvis det ikke kan lade sig gøre, så synes jeg, at vi skal gå enegang, siger Torsten Schack Petersen.
Enhedslistens udenrigsordfører, Eva Flyvholm, opfordrer også regeringen til at handle:
- Vi skal ikke hælde penge ned i Putins krigsforbrydelser, og det er fuldstændig absurd, at regeringen ikke har ryddet op i det for længst, siger Eva Flyvholm.
Derudover er SF, Nye Borgerlige, Frie Grønne og Alternativet åbne for at gå enegang i Europa med et dansk forbud. Også de seks tidligere DF-medlemmer, der nu er løsgængere i Folketinget, bakker op om kursen.
36 procent af Ruslands indtægter
For to uger siden kunne TV 2 fortælle, at flere danske lodser i det statsejede lodsfirma Danpilot ikke længere ønskede at hjælpe med den russiske olieeksport i dansk farvand.
- Det er jo værnemageri, hvis man virkelig skal sætte den på spidsen. Vi hjælper jo til, at krigsmaskinen i Rusland kan fortsætte, sagde Bjarne Cæsar Skinnerup, der arbejder for Danpilot.
Ruslands olie og gas eksport udgjorde i 2021 36 procent af statsbudgettet ifølge Reuters. Det er – ifølge TV 2’s udregninger - omkring 3,5 procent af den russiske olieeksport, som bliver omlastet i Aalbæk Bugten ud for Frederikshavn.
Udover at danske politikere har opfordret danske virksomheder til at stoppe deres forretning, som assisterer russisk olieeksport, har den ukrainske ambassadør i Danmark også kritiseret fortsatte danske erhvervsinteresser i russisk eksport:
- Stop jeres aktivitet med Rusland, ellers vil blodet fra de ukrainske børn også være på jeres hænder, sagde ambassadør Mykhailo Vydoinyk i et interview med TV 2 i sidste uge.
- Vi støtter helhjertet op om Ukraine
Efter TV 2s historie har slæbebådsfirmaet Svitzer, som er en del af Mærsk-koncernen, meldt ud, at de ikke længere vil hjælpe til med operationerne.
Svitzer er dominerende på det danske marked, så den seneste omlastning er i stedet foregået med hjælp fra en norsk og en tysk slæbebåd.
Det er det danske shippingagentur SDK Shipping, som har organiseret den seneste omlastning af russisk olie i dansk farvand. Omlastningen skete imellem skibe, der sejler under græsk og maltetisk flag.
SDK Shipping er en del af den samme koncern som Dan-Bunkering, der i december blev dømt for at ulovligt at have leveret brændstof til russiske kampfly, der støttede Assad-regimet i krigen i Syrien.
Administrerende direktør i SDK Shipping Lars Jespersen skriver i en mail til TV 2, at SDK Shipping ikke har noget tilfælles med Dan-Bunkering ud over at have den samme ejer. Han understreger derudover, at SDK sympatiserer med det ukrainske folk:
- Vi (…) respekterer og overholder alle gældende sanktioner. Vi støtter helhjertet op om Ukraine og ønsker at lægge afstand til den russiske aggression, skriver administrerende direktør Lars Jespersen.
Han pointerer, at de ikke har direkte samhandel med russiske parter.
- Desuden kan jeg oplyse, at SDK Shipping ikke indgår nye forpligtelser og opsøger ikke nye engagementer, men arbejder aktivt på at afslutte også indirekte handelsrelationer, hvor der indgår russisk olie. Vi er dog i få tilfælde kontraktligt forpligtet af tidligere indgåede aftaler, skriver Lars Jespersen i en mail til TV 2.
TV 2 har spurgt Lars Jespersen om den seneste omlastning i dansk farvand var en operation, som de var kontraktligt forpligtet til af en tidligere indgået aftale. SDK Shipping har i sit efterfølgende svar ikke oplyst, hvornår aftalen om den omtalte omlastning blev indgået.
- Moralske dommere
Udover SDK Shipping har virksomhederne L og N Supply Ships og Saga Shipping leveret ydelser og materiel til omlastningen i Aalbæk-bugten. Ingen af dem ønsker at udtale sig til TV 2, men i et interview med Nordjyske har direktør i Saga Shipping Peter Møller understreget, at man overholder reglerne:
- Der er jo mange, der hurtigt bliver moralske dommere. Men vi skal huske, at der er nogle myndigheder, som skal tage en beslutning om, hvad vi må og ikke må, siger Peter Møller til Nordjyske.
Der er for nuværende ikke noget forbud mod omlastning af russisk olie i Danmark.
For to uger siden oplyste udenrigsminister Jeppe Kofod (S), at Danmark arbejder aktivt for at EU samlet besluttede at lukke sine havne for russiske fartøjer. Det er endnu ikke lykkedes.
Men en række partier åbner altså nu for at gå enegang, selv om de fleste partier understreger at en fælles europæisk beslutning ville være at foretrække.
Alternativets Torsten Gejl opfordrer eksempelvis til en runde mere for at skabet fælles EU-forbud, men ellers "så mener jeg, at Danmark selv bør indføre et forbud imod omlastningerne".
Signal om samlet EU
Partierne, der åbner for et forbud uden om EU, udgør samlet 81 mandater i folketinget. Der er dertil flere ubekendte som de nordatlantiske mandater og flere løsgængere.
Andre partier er mere skeptiske mod at gå enegang i Europa. Heriblandt Radikale Venstre, hvor udenrigsordfører Martin Lidegaard dog ikke helt vil afvise dansk enegang:
- Hvis man skulle gøre det unilateralt, så skulle man være 100 procent sikker på, at det ikke bare blev et slag i luften, siger han.
Forbud vil gøre omlastning mere besværligt
Hvis Danmark lavede et forbud mod omlastning af russisk olie i dansk farvand, så ville omlastningerne stadig kunne foregå andre steder. Men forbuddet ville ikke være uden betydning, fortæller en forsker fra Forsvarsakadamiet.
- Det ville ikke gøre omlastningerne umulige, fordi de kan gennemføres i internationalt farvand, men det ville gøre dem mere besværlige, fortæller Kenneth Øhlenschlæger Buhl, der blandt andet forsker i havret på Forsvarsakadamiet.
Rent juridisk ville Danmark sagtens kunne indføre et forbud uden at komme i karambolage med international ret.
- Vi kan ikke hindre fri passage gennem vores stræder, så længe vi ikke selv er i direkte krig med Rusland, men Danmark kan godt beslutte at der ikke må foregå omlastning af russisk olie i dansk farvand, siger Kenneth Øhlenschlæger Buhl.
Men i et svar til TV 2 fastholder erhvervsminister Simon Kollerup (S), at man er nødt til at få hele EU med for at stå stærkest:
"Det viser den her sag også helt tydeligt. For faktum er at, hvis vi går enegang i Danmark, så kan skibene omlaste olie i landene omkring os eller kan flytte omlastningen ud i internationalt farvand, som dog stadig er tæt på de danske kyster. Og så er vi lige vidt.”