51-årig kvinde fik taget sin bil - kørte 111 kilometer i timen gennem landsby
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Det seneste døgn har Midt- og Vestjyllands Politi konfiskeret fire biler på grund af vanvidskørsel.
Det gik lidt for stærkt, da en 51-årig kvinde fra Skørping onsdag aften kørte gennem den lille by Bjerget, nordøst for Thisted.
Kvinden måtte køre 50 kilometer i timen, men blev klokken 18.22 fanget af politiets fotovogn med 111 kilometer i timen. Det oplyser politikommissær Jørgen Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
- Det er jo helt vildt. Hun kørte så hurtigt, at hendes Audi A1 er blevet konfiskeret, og hun kan også se frem til et retsligt efterspil, siger politikommissæren.
Sagen hører under loven om vanvidsbilisme, som trådte i kraft den 31. marts i år.
Hvad er vanvidskørsel?
Ifølge færdsels- og straffeloven defineres vanvidskørsel som:
- Kørsel med en hastighedsoverskridelse på mere end 100 procent ved kørsel med over 100 km/t
- Kørsel med en hastighed på 200 km/t. eller derover
- Spirituskørsel med en promille over 2,00
Derudover er det også vanvidskørsel, hvis man:
- Udviser særlig hensynsløs kørsel - det kan eksempelvis være, hvis man i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinjer og dermed skaber farlige situationer, eller hvis man kører imod færdselsretningen på en motorvej.
- Forsætlig forvolder nærliggende fare for nogens liv eller førlighed - det kan eksempelvis være, hvis man kører bilen ind på cykelstien for at forskrække cyklisterne, eller hvis man bevidst påkører fodgængere i et fodgængerfelt.
Kilde: FDM
Fire biler konfiskeret på ét døgn
Vanvidskørslen gennem Bjerget er ikke den eneste sag i den genre i det seneste døgn. Vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at de har konfiskeret i alt fire biler på et døgn.
I Harboøre fik politiet onsdag eftermiddag en anmeldelse om en slingrende bilist. Da de fandt frem til ham, kunne de efter en alkometertest konstatere, at den 41-åriges promille var over to. Det betød, at han bliver sigtet for vanvidskørsel og fik konfiskeret sin bil.
I Ikast mistede en mand også sin bil, da han kørte uden kørekort for tredje gang på tre år.