Louise Hove Sørensen flyttede tilbage til Thy: - Det lå ikke i kortene, men nogle ting ændrede sig
En ny undersøgelse viser, at Thisted Kommune klarer sig godt sammenlignet med andre midt- og vestjyske kommuner, når det handler om at få folk til at flytte tilbage til barndomskommunen.
Louise Hove Sørensen fra Thy har bosat sig i Thisted Kommune igen efter en årrække i Aarhus. Men faktisk lå det ikke i kortene, at Louise skulle vende hjem til Thy igen.
- Jeg har nok altid set det som en mulighed at vende tilbage, men jeg havde det rigtig godt i Aarhus. Min kæreste kommer også fra Aarhus, så det var helt oplagt at blive der, siger Louise Hove Sørensen.
- Men der er nogle ting, der har ændret sig, som gør, at det var det rigtige at flytte tilbage, uddyber hun.
At Louise flyttede tilbage til Thisted Kommune gør, at hun bidrager til en positiv statistik, når det gælder kommunens bosætning.
15,4 procent af de 35-årige i Thisted Kommune er vendt tilbage til kommunen efter at have været udenbys i en periode.
Det viser en ny Momentum-analyse, der har set på, hvor stor en andel af en årgang, der som 35-årige bor i den kommune, hvor de boede som 15-årige efter at have boet i en anden kommune i mindst to sammenhængende år i den mellemliggende periode.
I Midt- og Vestjylland er det kun Viborg og Silkeborg Kommuner, der klarer sig bedre med henholdsvis 15,9 og 16,2 procent. Værst ser det ud for Lemvig Kommune, der ligger på 10,5 procent, hvilket rækker til en samlet 88. plads.
Et par børn kom til
Louise fortæller, at hun altid har haft en trang til at komme ud og opleve noget, hvor hun kunne møde nye mennesker, ligesom hun gerne ville prøve studiemiljøet af i en større by.
Derfor flyttede Louise til Aarhus, hvor hun læste på Journalisthøjskolen. Det lå hele tiden i kortene, at hun skulle blive boende i byen sammen med sin kæreste. Men noget ændrede sig.
- For det første fik jeg to børn, mens jeg boede i Aarhus, og dem kunne jeg godt tænke mig at give en opvækst i Thy, som jeg selv har været rigtig glad for. Det er dejligt at have bedsteforældre tæt på, som kan hjælpe, siger Louise.
- Derudover er jeg blevet klogere på, at en bosætning i Thy ikke nødvendigvis kommer til at gå ud over min karriere. I Thy er der nogle muligheder for, at man selv kan skabe sit arbejdsliv, og hvis man taget teten til det, er der masser af muligheder.
Facebook-gruppe for thyboer
Den socialdemokratiske borgmester i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard, er ikke overraskende godt tilfreds med, at kommunen gør sig positivt bemærket i den nye undersøgelse.
Hun påpeger blandt andet, at Thisted Kommune har en Facebook-gruppe, der hedder 'Klub Thy', hvor thyboer bosat i Aarhus og Aalborg kan dele ting med hinanden og arrangerer forskellige sociale arrangementer sammen.
Gruppen kan også bruges til at virksomheder i Thy kan lave opslag med studenterjobs, der skal gøre de unge opmærksomme til mulighederne i Thy. Alt sammen noget, der skal få de unge til at bosætte sig i kommunen efter endt uddannelse.
- Samtidig har vi en kommunen med et positivt brand, hvor det er godt at bo, leve og arbejde i. Fra kommunens side lægger vi også et stort stykke arbejde i at fortælle, hvad man har at komme tilbage til, når det fx gælder karrieremuligheder, siger Ulla Vestergaard.
Louise Hove Sørensen bor i dag i Thy sammen med sin familie, samtidig med at hun skriver speciale på Aarhus Universitet.