Mesterskab i ungdomsgolf: Victoria spiller op imod de bedste i tæt match
Foto: Morten Thomsen / TV MIDTVEST
15-årige Viktoria Kristensen har søndag spillet golf imod de bedste i sin aldersklasse.
Morsø Golfklub danner rammerne om årgangsmesterskaberne i golf, hvor landets bedste unge spillere dyster om titlen. For Victoria Kristensen fra Thisted var matchen tæt indtil sidste bold.
Landets bedste unge golfere dystede i denne weekend om at blive årgangsmester i deres aldersklasse.
Morsø Golfklub lagde baner til opgørene, hvor de 126 unge spillere i alderen 12 til 17 år skulle vise deres værd.
For 15-årige Victoria Kristensen fra Thisted blev søndagens match spændende til det sidste.
Jeg går efter at blive så god, som jeg nu kan.
Viktoria Kristensen, golftalent, Thisted
Forventede at spille med i toppen af rækken
Forud for spillet var hendes egne forventninger da også, at hun skulle spille med i toppen af rækken.
- I dag tror jeg, at jeg kommer op omkring første eller andenpladsen. Selvfølgelig går jeg efter de store og prøver at vinde en masse turneringer og gøre det så godt, som jeg kan, siger Victoria Kristensen, der spiller i Nordvestjysk Golfklub.
Hun har spillet golf i fem år, og til daglig går hun i en sportsklasse på Østre Skole i Thisted, hvor hun også har rig mulighed for at dyrke sin sport og passion.
Sidste år vandt hun årgangsmesterskaberne, og hun har lige været afsted til DM, hvor hun spillede sig til en andenplads. Så det unge golftalent er én, som de andre skal holde øje med.
Stolt af en andenplads
Ved 16. hul til matchen søndag lå hun blot to slag bagefter førstepladsen, så der var lagt op til et tæt opgør. Hun holede et pot, og derefter var hun kun én bagud ved 17. hul.
På det sidste hul stod det lige, men Victoria Kristensen blev så overgået af Nina Andersen fra Kolding Golfklub, der klarede banen på færrest slag og dermed kunne tage sejren.
Thisted-spilleren var dog ikke ked af at tabe til en værdig modstander.
- Selvfølgelig var jeg lidt skuffet, for jeg havde jo chancen, men jeg er stadig stolt over, hvad jeg har lavet i dag, siger Victoria Kristensen.
Hun tager alt den læring, hun kan, med fra dagens tætte opgør.
- Man lærer hele tiden af det, når man kommer i sådan nogle situationer. Jeg går efter at blive så god, som jeg nu kan, siger golftalentet.
Tilfreds arrangør
Det er ikke kun Victoria Kristensen, der er tilfreds med sin præstation i dag.
Også formanden for Morsø Golfklub, hvor årgangsmesterskaberne blev spillet, ser tilbage på en veloverstået weekend med mange spændende dyste.
Jeg er imponeret over deres evne til at lukke sig ind i sig selv og koncentrere sig om hver enkelt bold.
Claus B. Hansen, formand, Morsø Golfklub
- Det er gået rigtig godt. Vi har set noget rigtig godt golfspil herude. Det er meget spændende at følge de unge golfspillere og se den evne, de har til at koncentrere sig om den enkelte bold, siger formand Claus B. S. Hansen.
Han ser frem til at se de unge talenter på det store lærred, når de kommer op i voksenrækken. Flere af dem har efter hans overbevisning niveauet.
- Jeg er imponeret over deres evne til at lukke sig ind i sig selv og koncentrere sig om hver enkelt bold, siger Claus B. S. Hansen fra Morsø Golfklub.
- Det her er de største talenter i landet. Nogle af dem vil vi se i det store fjernsyn engang, tilføjer han.
Det er første gang, at klubben arrangerer et årgangsmesterskab for unge golfspillere.
Arrangementet er godt at have for klubben, for det skaber sammenhold og sætter gang i mange frivillige kræfter.
Flere artikler fra TV MIDTVEST