Skal ikke indhegnes: Lild Strand jubler over at slippe for naturnationalpark
Foto: TV MIDTVEST arkiv
Området ved Lild Strand var med på en bruttoliste, men var ikke med, da miljøministeren torsdag præsenterede 10 nye naturnationalparker.
Det lille samfund i Thy ville blive hegnet inde, hvis området havde fået status af en naturnationalpark.
- Stort til lykke med den gode nyhed.
- Fantastisk - dejlig dag.
- Det var virkelig godt nok en stor lettelse.
Sådan lyder nogle af reaktionerne i Facebook-gruppen 'Det sker i Lild Strand', efter at det står klart, at det lille fiskerleje i Thisted Kommune ikke bliver en del af en naturnationalpark.
Området ved Vester Thorup var ellers et af 23 forslag på en bruttoliste over mulige naturnationalparker, men ikke med på den endelige liste med 10 nye områder, som miljøminister Lea Wermelin (S) præsenterede torsdag formiddag.
- Det er en fantastisk dag, og vi er enormt glade, siger Bjarne Sørensen, der har et sommerhus i Lild Strand.
Naturnationalparkerne skal hegnes inde af hensyn til de dyr, der skal sørge for afgræsningen af områderne.
Og netop hegnet har spillet en afgørende rolle for den kraftige modstand, som planerne har mødt i det lille fiskerleje. Geografien i området ville nemlig medføre, at hele Lild Strand ville komme bag hegn.
- Det ville betyde, at vi skulle passere hegnet for at komme til og fra vores huse. Og samtidig skulle dyrene gå på tværs af vejene inde i området, så man ud af det blå kunne risikere at møde dyr på vejen, siger Bjarne Sørensen.
En anden årsag til den lokale modstand er, at man i Lild Strand arbejder med en udviklingsplan, der blandt andet betyder, at man ønsker at få udvidet Nationalpark Thy (ikke at forveksle med en naturnationalpark), så den også kommer til at dække Bulbjerg.
Frygten var, at en naturnationalpark ville kollidere med disse planer.
Ros fra ornitologer og naturfredningsforeningen
- Det kom som en stor overraskelse for os, at området overhovedet var i spil til at blive naturnationalpark. Vi frygtede, at vi stod forrest i køen, men jeg tror, at protesterne har gjort indtryk, siger Bjarne Sørensen.
Generelt bliver planerne om 10 nye naturnationalparker ellers modtaget med stor begejstring fra flere fronter.
Præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, glæder sig for eksempel over, at naturen nu får første prioritet i områderne.
- Naturen i Danmark har det elendigt, og mange arter er truede, fordi deres levesteder forsvinder eller på anden måde ødelægges. Derfor er det en fantastisk dag for naturen, at vi nu får etableret yderligere 10 naturnationalparker i nogle af landets skønneste naturområder, så vi kan beskytte og styrke biodiversiteten, siger hun i en pressemeddelelse.
Også formanden for Dansk Ornitologisk Forening, Egon Østergaard fra Hodsager, er begejstret.
- Længe har den danske natur gispet efter vejret, men nu har den fået en række tiltrængte åndehuller, og det glæder vi os over. Ikke mindst for naturens skyld, men også fordi vi som befolkning nu kan opleve rigtig natur og blive mindet om, hvad det er, vi er ved at miste, og hvad vi skal passe på og værne om, siger Egon Østergaard i en pressemeddelelse.
Kort om Naturnationalparkerne
* Den 4. december 2020 indgik regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet en aftale om en natur- og biodiversitetspakke.
Med aftalen blev der afsat 888 millioner kroner i perioden til at etablere op mod i alt 15 nye naturnationalparker.
* Aftalen blev omsat til en lov, som et bredt flertal af Folketinget stemte igennem i sommer. Kun Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige stemte imod.
* I naturnationalparkerne må der ikke drives landbrug, og skoven henlægges som urørt skov.
* Der bliver også udsat store græssende dyr, der skal være med til at skabe en natur, hvor der er mange levesteder for dyr og planter, så skoven ikke bliver tæt og mørk. Det kan være dyr som heste, kvæg og bisonokser.
* Områderne hegnes ind for at holde dyrene inde, men der skal stadig være mulighed for at besøge parkerne.
* Dyrene skal leve i naturnationalparkerne hele året med naturlig føde fra græs eller krat.
Bestanden af de udsatte dyr og dyrenes afkom skal tilses jævnligt for at sikre, at bestanden klarer sig i det naturlige miljø.
* Det skal fremgå af områdernes forvaltningsplan, hvordan eventuelle syge eller tilskadekomne dyr skal opdages og håndteres, så de ikke udsættes for unødig lidelse.
* Naturstyrelsen har desuden fået til opgave at udarbejde en beredskabsplan, hvis dyrene bliver udsat for særligt kritiske situationer, for eksempel i tørkeperioder eller særligt kolde vintre.
Kilder: Miljøministeriet.
/ritzau/