Ukrainsk kvinde blev stoppet ved grænsen: Nu er hun genforenet med de andre flygtninge
Foto: Karl Erik Lørup / TV MIDTVEST
Ukrainske Viktoria Verbitska er nu ankommet til Aalestrup.
En ukrainsk kvinde og hendes tre børn blev sendt fra den dansk-tyske grænse og til Sandholmlejren, men nu har de fået lov til at tage til Aalestrup.
Efter knap halvandet døgn væk fra sine rejsefæller er ukrainske Viktoria Verbitska blevet genforenet med de 24 ukrainske flygtninge, som hun forlod sit hjemland med.
Torsdag eftermiddag ankom en bus med flygtninge til Aalestrup, men de 28 ukrainere der startede turen sammen var på dette tidspunkt blevet reduceret til 24.
Da bussen på hjemturen skulle over den danske grænse, blev Viktoria Verbitska taget i politiets paskontrol, og sammen med sine tre børn blev hun herfra transporteret til Sandholmlejren nord for København.
Problemet var, at passet var af ældre dato og derfor ikke var opdateret efter de gældende biometriske standarder, som omfatter fingeraftryk.
Det betød, at politiet ikke ville lade kvinden fortsætte med sine rejsefæller til Aalestrup.
I Sandholmlejren fik Viktoria Verbitska torsdag aften at vide, at skulle forlade asylcenteret senest fredag klokken 12, hvis ikke hun ville blive på stedet det næste halve år.
Stor glæde over genforeningen
Det fik den ukrainske kvinde til at ringe til Maria Vittrup, hvis mand Eigil Vittrup var chauffør for bussen med flygtninge.
- Jeg vidste godt, at vi ikke kunne nå at hente hende inden fristen, så jeg skrev i en facebookgruppe for ukrainere i Danmark og bad om hjælp, siger Maria Vittrup.
Og det virkede. Et medlem af gruppen hentede Viktoria Verbitska, som bagefter ventede i København, indtil Eigil Vittrup hentede hende. De var tilbage i Aalestrup natten til lørdag.
- Hun er så glad for at være kommet hertil, og der er blevet taget rigtig godt imod hende. Hun havde slet ikke forventet at komme til et hotel, så hun er meget glad, fortæller Maria Vittrup.
De næste par dage kommer til at gå med at finde sig til rette og lande i den nye tilværelse i Danmark.
- Hun var så glad for at komme tilbage til alle de andre fra bussen. Det betyder meget for hende, siger Maria Vittrup.
Ud af de 28 flygtninge ombord på bussen er 12 i familie med ukrainskfødte Maria Vittrup. Derfor er flere af dem flyttet ind hos hende og manden Eigil i Østerbølle få kilometer fra Aalestrup. De resterende er blevet indlogeret på Hotel Hvide Kro i Aalestrup.