Våde underbukser og beskidte sko: Mudderræset i Thy bød på lidt af hvert
Efter flere års pause kunne Thy Mud Race endelig løbe af stablen igen. De mange udfordringer valgte flere at kaste sig ud i 2. påskedag.
Den gode påskemad skulle forbrændes til det årlige forhindringsløb Thy Mud Race, der løb af stablen mandag.
Der var rig mulighed for at få brugt hele kroppen i løbets mange udfordrende forhindringer, hvor deltagerne blandt andet skulle igennem mudder, siv, vand, og over halmballer. Derudover krævede løbet også at deltagerne både skulle ned på alle fire og kravle samt klatre.
Alle kunne være med
Mudderræset foregik på Langbjerggård lejrskole i Vildsund, og alle kunne deltage, da der var forskellige sværhedsgrader, som deltagerne kunne vælge imellem, så det passede til deres fysiske niveau. Der var mulighed for enten at løbe fire kilometer med 12 forhindringer eller otte kilometer med 24 forhindringer.
Tre forskellige holdkategorier
Og der var rig mulighed for at kæmpe mod enten sig selv eller familie og venner i de tre løbekategorier, deltagerne kunne vælge imellem.
For de hardcore var der Go Hard heatet, som var for de meget konkurrence-minded, og hvor der blev fundet en vinder. Derudover var der Vikinge heatet, for dem der gerne vil udfordres moderat, og så Familie heatet hvor der ikke var noget tidspres, og hvor man kunne følges med sine familiemedlemmer.
Fætrene Brix tog udfordringen op
To af deltagerne i Familie heatet var fætrene Asger og Mikkel Brix, der var med for første gang. Og selvom de ikke var helt klar over, hvad dagens udfordring bød på af forhindringer, så var der ingen frygt at spore hos de to fætre, inden løbet blev fløjet i gang.
- Vi kommer igennem det. Det er sten sikkert, slog Asger Brix fast.
Der var dog heller ingen tvivl om, hvilken udfordring de så mest frem til før løbet.
- Når vi skal op af søen. Det bliver koldt, men så er det jo dejligt, at der er godt vejr, siger Asger Brix.
De havde begge deres familier med, som dog ikke alle skulle deltage i løbet, men var taget med for at heppe.
Gennemført og klar på mere
Efter løbet var det to glade, men tilmudret drenge.
- Det var mega fedt. Det var sjovt at komme ned i alt det vand og mudder, fortæller Mikkel Brix.
Og som forventet var det udfordringen, hvor de skulle igennem søen, der blev den sjoveste, fortæller de.
Dagens ræs har givet de to drenge blod på tanden til at komme igen næste år, og de føler sig efter dagens løb klar på at udfordre dem selv i endnu højere grad.
- Næste år så tager vi turen på otte kilometer, slår drengene fast.