VFF-bestyrelse efter chokopsigelse: Lars Friis kan slå græs i Spjald
Foto: Mick Knive Andersen
Det faldt ikke i god jord hos Viborg FF, da Lars Friis langt før kontraktudløb med klubben meddelte, at han havde skrevet under på en kontrakt med AaB.
Bestyrelsesmedlemmerne ved ingenting, da de én for én den 24. januar i år dukker op til et længe indkaldt bestyrelsesmøde i en lounge på Energi Viborg Arena.
For rullende kameraer er de i en slags choktilstand, da sportschef Jesper Fredberg og direktør Morten Jensen breaker nyheden for dem.
- Klokken 8.30 i morges blev vi præsenteret for en opsigelse fra Lars Friis. Han har valgt at skrive under på en kontrakt med AaB, fortæller sportschefen den forsamlede bestyrelse, som primært består af tunge erhvervsfolk fra Viborg.
Og direktør Morten Jensen supplerer.
- Jesper (sportschef Jesper Fredberg, red.) var der ikke. Jeg skulle lige til at gå ind i et møde, da Lars Friis kom ind til mig og bare lagde et stykke papir på mit bord med beskeden om, at jeg ville blive skuffet over det her. Det var en mega skuffelse, for jeg troede, at Lars Friis var så glad for at være her. Det er kun det, han har givet udtryk for overfor mig, fortæller Morten Jensen.
Ny dokumentar i syv afsnit
Hele scenariet udspiller sig foran TV MIDTVEST. I et år har de to journalister og studieværter, Casper Roslyng og Dan Hirsch Sørensen, haft ubegrænset adgang til samtlige rum i fodboldklubben. Det er blevet til en ny dokumentarserie i syv afsnit.
- Havde du haft nosser, var du kommet ind på mit kontor.
JESPER FREDBERG.
Serien "For Enhver F*cking Pris" kan lige nu ses via den gratis play-app, TV MIDTVEST Play. De første fire afsnit er netop blevet frigivet, og så følger ellers et nyt afsnit de næste tre søndage.
Beskeden fra sportschefen og direktøren får bestyrelsen til at føle sig udsat for et bagholdsangreb fra den cheftræner, de kun et år forinden har betroet jobbet.
- Er det normalt sådan noget her? Spørger bestyrelsesformanden Kim Nielsen i retning mod direktøren og sportschefen.
- Nej, det er ikke normalt. Havde du (Lars Friis, red.) haft nosser, var du kommet ind på mit kontor. Han gør det en dag, hvor han godt ved, at jeg ikke er der. Det er skuffende. Jeg troede, vi var et bedre sted i forhold til hinanden, replicerer sportschef Jesper Fredberg.
Han skal slå græs i Spjald
Lars Friis har et halvt års opsigelse i Viborg, og derfor kan han først begynde i sit nye job i Aalborg 1. august.
Viborg FF-ledelsen vil ikke vide af ham, men vil heller ikke slippe ham gratis til en direkte konkurrent.
- Hvis vi kan få noget mønt, der batter noget, jamen så skal vi lade ham gå. Men ellers kan han slå græs i Spjald, eller hvor han nu kommer fra, slår bestyrelsesmedlem Michael Døssing fast.
Og han er ikke ene om at være skuffet.
- Vi skal ikke have en cheftræner, som aktivt vælger os fra. Og heller ikke på måden, han gør det. Det er svært at se manden i øjnene, siger Jesper Fredberg.
Bestyrelsesmedlem Martin Pedersen, der ejer JP Group, understreger på bestyrelsesmødet, at alle er skuffede.
- Vi kan leje ham dyrt ud til AaB, siger han.
- Ja, AaB skal betale prisen, ellers kan han få lov at gå rundt her i seks måneder, understreger Jesper Fredberg.
Han kan spidse blyanter
Næstformand Troels Vig, der er ejernes repræsentant i bestyrelsen, understreger, at AaB ikke bare skal tro, at Viborg-ledelsen falder til patten.
- Han er dead-man-walking for mig.
JESPER FREDBERG
- Jeg ved simpelthen ikke, hvor mange penge vi skal have for ham. Det er lige før, at det ikke er pengene værd i forhold til at sende et signal om, at hvis du vælger at træffe sådan en beslutning, så sidder du bare din kontrakt ud her, siger Troels Vig.
Den udlægning hælder sportschefen også mest til.
- Sådan har jeg det også. Han er dead-man-walking for mig. Han kan sidde og spidse blyanter her, hvis det er det, han vil, siger Jesper Fredberg.
Hovedpersonen selv har efter bestyrelsesmødet denne kommentar til, hvorfor han vælger at sige op i Viborg FF:
- Jeg er overrasket over, at det her tilbud fra AaB kom så hurtigt. Men for mig er AaB historisk set en større klub end Viborg, og det er et step op for mig. Det er ikke sikkert, at jeg får den chance én gang til. Derfor valgte jeg at slå til, selv om det ikke var meningen, at jeg skulle væk fra Viborg allerede nu, understreger Lars Friis.