Dansk rigmand køber dansk kæde af russer – for nul kroner
Foto: Christoffer Laursen Hald / TV 2 Grafik
Siden 2014 har EU haft sanktioner mod Rusland på grund af annekteringen af halvøen Krim. Sanktionspakken er nu blevet større.
Den danske rigmand Jacob Andersen, der også ejer Vendsyssel FF, har ikke betalt noget for at overtage Humac.
Den danske rigmand Jacob Andersen har fredag overtaget ejerskabet af den danske Apple-forhandler Humac.
Det betyder, at russeren Philippe Gens, der menes at have tætte bånd til toppen af Moskva, ikke længere ejer de 22 Humac-butikker i Danmark.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Virksomheder, der er russisk ejet, er jo udfordret på mange områder, og Humac var tvunget til et ejerskifte
Jacob Andersen, ny ejer af Humac, til TV 2
Ejerskiftet kommer efter to måneder, hvor Humac har fået negativ opmærksomhed på grund af sin ejer.
Tæt på Kreml
Philippe Gens' familie har ejet Humac siden 2009, og selvom han ikke er at finde på hverken EU’s eller USA’s sanktionsliste som følge af krigen i Ukraine, har hans ejerskab alligevel trukket negative overskrifter den seneste tid.
Den 26. februar, to dage efter at Rusland indledte krigen i Ukraine, kunne B.T. således fortælle, at Humac havde fjernet oplysningerne om, at man var russisk ejet.
Samme medie kunne i starten af april fortælle, at Gens fra 2010 til 2016 udførte opgaver for det russiske forsvar gennem milliardforetagendet Lanit Group, der blandt andet leverer it-løsninger og software.
Ifølge B.T. løser Lanit-gruppens virksomheder opgaver for flere end 100 statslige organer i Rusland, og selve koncernen er grundlagt af Philippe Gens’ far, Georgij Gens.
I dag fremgår det ikke direkte af Larnit-koncernens hjemmeside, hvem der står i spidsen for foretagendet. Men i starten af marts blev Philippe Gens omtalt som koncernens præsident på hjemmesiden, fremgår det af internetarkivet Wayback Machine.
Humac var tvunget til et ejerskifte
Jacob Andersen, der overtager det fulde ejerskab, fortæller til TV 2, at han ikke har betalt noget for at blive eneejer af Humac.
I stedet har han overtaget de forpligtelser, der er i selskabet.
I Humacs seneste regnskab blev virksomhedens hæftelser og gæld udregnet til godt 132 millioner kroner.
- Virksomheder, der er russisk ejet, er jo udfordret på mange områder, og Humac var tvunget til et ejerskifte. Derfor er jeg glad for, at vi kan være med til at sikre de her 250 arbejdspladser, siger Jacob Andersen til TV 2.
Ingen guldrandet forretning
Den danske rigmand fortæller videre, at han har skudt 42 millioner kroner ind i Humac, der ikke har leveret prangende regnskaber de seneste år.
Hvad pengene konkret skal bruges på, er endnu uafklaret, siger Jacob Andersen, fordi ”det er så nyt, og det skulle gå så hurtigt, at jeg nu skal bruge noget tid på at komme mere ind i butikken”.
Af Humacs seneste regnskab kan man se, at kæden med 22 butikker i Danmark omsatte for flere end 780 millioner kroner sidste år, men at man blot kom ud af året med et overskud på 480.000 kroner.
Faktisk har selskabet flere gange mistet penge de seneste fem år, og på intet tidspunkt i perioden har overskuddet været større end 3,1 millioner kroner.
Til B.T. har Humacs administrerende direktør, Michael Bech, tidligere sagt, at der ikke på noget tidspunkt er blevet overført penge eller udbetalt udbytte til ejerne.
Dermed ser det altså ikke ud til at være nogen guldrandet forretning, Philippe Gens nu efterlader.
Over for TV 2 garanterer Jacob Andersen, at ejerskiftet betyder, at Philippe Gens nu er fuldstændigt ude af Humac.
En kvart milliard
Selvom navnet Jacob Andersen måske ikke ringer en klokke i den brede offentlighed, er den danske rigmand involveret i en række kendte foretagender i Danmark.
Det gælder blandt andet tøjmærket Han Kjøbenhavn og fodboldklubben Vendsyssel FF, som Jacob Andersen overtog det fulde ejerskab af sidste sommer.
Den danske forretningsmand er i øvrigt far til fodboldspilleren Joachim Andersen, der spiller i engelske Crystal Palace, og som var en del af landsholdstruppen ved EM sidste år.
Jacob Andersen kommer til at eje Humac gennem sit holdingselskab, Jacob Andersen Holding.
Ifølge det seneste regnskab var holdingselskabets egenkapital i slutningen af 2020 på godt en kvart milliard kroner.