Forældreformand modsiger dørmænd i Jomfru Ane Gade – genkender ikke billedet af "næsvise" forældre
Dørmænd i Jomfru Ane Gade i Aalborg har set sig nødsaget til at gå til kommunen, når mindreårige flere gange forsøger at snyde sig ind på natklubber.
Dørmænd i Jomfru Ane Gade i Aalborg har set sig nødsaget til at underrette kommunen, når de gentagende gange støder på de samme berusede unge helt ned til 15 år, der forsøger at snyde sig ind på diskotekerne i den populære festgade.
Ifølge Martin Bossen, der er dørmandsansvarlig hos vagtfirmaet BPS, er forældrene til de unge nemlig alt for ofte ligeglade med, hvad deres børn foretager sig i nattelivet.
- Fra 80-90 procent af forældrene får vi bare at vide, at vi skal passe os selv. Det er foruroligende, at de fralægger sig det ansvar, siger Martin Bossen til TV2 Nord.
Men den beskrivelse stemmer ikke overens med virkeligheden, mener den afgående formand for Skole og Forældre i Aalborg, Claus Nielsen.
- Jeg genkender ikke billedet af forældre, som er ligeglade. Jeg oplever tværtimod forældre, som henter deres børn fra Gaden (Jomfru Ane Gade, red.), hvis de er blevet for fulde, og som hjælper hinanden med at tage sig af deres børn, siger han til TV 2.
De unge har også selv et ansvar
Udover at være repræsentant for forældre til folkeskoleelever i Aalborg Kommune er Claus Nielsen også natteravn i gaden.
Og her oplever han også, at forældre tager et stort ansvar for deres børn, når de befinder sig i gadens pulserende natteliv.
Det bliver bekymrende for os, når vi står med en næsvis 14-15-årig, som frivilligt giver nummeret til sine forældre, som er ligeså næsvise
Martin Bossen, dørmandsansvarlig hos vagtfirmaet BPS
Han erkender dog, at der er enkelte unge, som forsøger at snyde sig ind på diskotekerne. Men de fejl er ifølge forældreformanden også en del af processen til at bevæge sig ind i voksenlivet, når det gælder unge, der er i gymnasiealderen.
- Når vi som forældre sender vores børn videre i gymnasiet, så er det første, vi bliver mødt med, at vi skal give slip på en del af ansvaret, og at vores børn bliver selvstændige. Og det kan være rigtig svært at navigere i som forælder, forklarer han.
Men dørmændene taler jo om unge under 18. Er det ikke forældrenes ansvar, at deres børn ikke befinder sig i de dele af nattelivet, som er forbeholdt voksne?
- Man skal videregive ansvar til de unge og tydeliggøre, at man har forventninger til dem. Forældre har et netværk imellem sig, så hvis nogle forældre oplever noget, så informerer vi hinanden. Selvfølgelig kan unge komme galt afsted, og så er det vigtigt, at de også selv tager et ansvar for ikke at opsøge gaden, siger han og fortsætter:
- Vi kom også galt afsted som unge. Man er jo nysgerrig. Problemet er i langt højere grad de salgssteder, som ulovligt sælger alkohol til mindreårige. Her har vi som forældre svært ved at gøre noget.
Claus Nielsen mener dog, at dørmændenes initiativ om at underrette kommunerne i nogle tilfælde kan være en god idé.
- Ved en helt almindelig afvisning kan jeg ikke se grund til at lave en underretning. Men det er klart, at det handler om situationen. En fuld 13-årig i Jomfru Ane Gade bør jo indberettes til kommunen, ligesom når en elev møder fuld ind til time i folkeskolen. Her kan der jo være tale om et større problem i hjemmet, siger han.
Dørmænd står ved beskrivelse
Dørmandsansvarlig Martin Bossen står dog imidlertid ved sin beskrivelse af omfanget af problemerne i Jomfru Ane Gade.
- Få gange kommer forældrene og henter deres børn. Vi har måske tre til fem opkald hver weekend, og fire af dem bliver mødt af næsvise forældre, siger han.
Men jeres ansvar er vel at afvise dem i døren. Hvorfor skal forældre have en dørmand i røret midt om natten?
- Fordi det koster os penge, når de snyder sig ind. Da jeg var ung, var konsekvenserne ikke nær så store. Nu får stederne én advarsel, og bagefter klapper fælden. Og bøden kommer hurtig op, fordi den dobler op hver gang. Og så er det lige meget, om vi kan dokumentere, at de har snydt sig ind af bagindgangen, forklarer han.
Han understreger dog, at de ved første tilfælde tager en bekymringssamtale med den pågældende.
Hvis vedkommende så blot går videre til næste klub, kan dørmændene finde på at ringe til forældre. Og hvis forældrene også er ligeglade, så vil dørmænd i gaden fremover underrette kommunen, forklarer Martin Bossen.
- Det bliver bekymrende for os, når vi står med en næsvis 14-15-årig, som frivilligt giver nummeret til sine forældre, som er ligeså næsvise.