Her er Mette Frederiksens plan for at redde ældreplejen
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen (S) holdt årets nytårstale på Marienborg i Kongens Lyngby. Hun fokuserede især på færre regler i det offentlige velfærdssamfund, nye målsætninger for grøn flytrafik og sagde, at regeringen gerne vil "diskutere" udenlandsk arbejdskraft.
Statsministeren vil indføre en ny ældrelov, der fjerner de nuværende regler og starter forfra.
Mette Frederiksen (S) er den sjette statsminister, der gerne vil gøre noget ved den stigende mængde regler og kontrol af medarbejderne i den offentlige sektor.
Det erkendte hun selv i sin årlige nytårstale. Lige siden Poul Schlüter har den ene statsminister efter den anden haft netop den ambition.
- Alt for meget tid går med proces, bureaukrati, kontrol og skemaer. Det tærer på arbejdsglæden. Det gør det svært at rekruttere. Og det giver en velfærd, der ikke altid lever op til forventningerne, sagde statsministeren i talen.
Hun gjorde det klart, at det især halter med en ordentlig offentlig hjemmepleje:
- Men hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent, sagde hun.
Det vil regeringen nu forsøge at løse med et "vidtgående" forslag, som statsministeren selv kaldte det:
- Vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra, sagde hun og gjorde det klart, at regeringen vil indføre en ny ældrelov.
- Med klare værdier. Værdighed. Valgfrihed. Selvbestemmelse. Og få dokumentationskrav, sagde hun.
Med en ny ældrelov vil regeringen lade "medarbejderne bruge deres gode hoveder og varme hjerter" og lade "de ældre få den kærlighed og pleje, som livets efterår kræver", tilføjede statsministeren.
Klimamål for indenrigsfly
Ikke overraskende fik klimaet også en plads i nytårstalen.
Statsministeren præsenterede en ny ambition, der skal få Danmark tættere på målet om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030:
- Senest i 2025 skal danskerne have mulighed for at flyve grønt på en indenrigsrute. Og senest i 2030 skal vi kunne flyve helt grønt, når vi flyver indenrigs i Danmark, sagde statsministeren.
Hvordan flytrafikken på så få år, skal lykkes med at blive grøn, uddybede statsministeren ikke.
Hun er erkendte dog, at målsætningen kan blive vanskelig at opnå:
- Bliver det svært? Ja. Kan det lade sig gøre? Ja, det tror jeg. Vi er allerede på vej. Dygtige forskere og virksomheder arbejder på løsningerne, sagde hun.
Statsministeren nævnte også, at regeringen i 2022 vil indføre den CO2-afgift, som længe har været efterspurgt af regeringens støttepartier og dele af erhvervslivet.
Åbner for udenlandsk arbejdskraft
Udover den pressede offentlige sektor og behovet for nye klimatiltag, kom statsministeren også ind på et andet omdiskuteret emne: Manglen på arbejdskraft.
I talen åbnede hun op for, at mere udenlandsk arbejdskraft godt kan være en løsning.
- I debatten om regeringens reformudspil har erhvervslivet ønsket, at det skal være lettere at få arbejdskraft udefra. Det er vi villige til at diskutere. Men vi skal gøre det klogt, sagde hun og kom ikke nærmere ind på, hvad det præcis betyder.
Hun understregede, at det kun er den arbejdskraft, der er mangel på, som skal hentes til Danmark, og at det kun må være for en afgrænset periode.