Medarbejdere hjemsendes efter sag om udbygningsaftaler
Advokatundersøgelse viser, at Aalborg Kommunes brug af de såkaldte udbygningsaftaler er på kanten af loven. Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen giver en uforbeholden undskyldning. To medarbejdere er sendt hjem, mens sagen undersøges nærmere.
Direktør i By- og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, Anders Fokdal, og stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen er hjemsendt oven på den uafhængige advokatundersøgelse af Aalborg Kommunes brug af udbygningsaftaler.
Beslutningen blev truffet efter et syv timer langt møde i Aalborg Byråd torsdag. De to ledende medarbejdere hjemsendes med løn, indtil kommunens brug af de stærkt kritiserede udbygningsaftaler bliver nærmere undersøgt.
På det langstrakte møde fremlagde advokatfirmaet Horten resultatet af den uafhængige advokatundersøgelse, som advokatfirmaet blev hyret til at lave tilbage i august måned.
Se Hortens konklusioner her.
Advokatfirmaet har undersøgt 27 sager om udbygningsaftaler. I samtlige sager har advokatfirmaet fundet forhold, der ikke er i orden. I 21 ud af de 27 sager, er der tale om kritisable forhold.
Rystede politikere
På et pressemøde umiddelbart efter politikerne havde drøftet advokatundersøgelsen, sagde Aalborg borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S):
- Konklusionen er klar. Vi har forvaltet udbygningsaftalerne på kant med loven. Vi er rystede, og det er stærkt kritisabelt. Jeg giver min uforbeholdne undskyldning, siger Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:
- Det har være en meget alvorlig dag, og jeg er rystet over, at vi i mindst 10 år har haft en praksis, som ikke var i overensstemmelse med reglerne. Det har været en tung dag, siger Thomas Kastrup-Larsen (S). Han lover en grundig undersøgelse og oprydning.
Også hos Venstre var alvoren til at tage at føle på.
- Det er den værste dag i de otte år, jeg har været med, siger Jan Nymark Thaysen (V).
Han siger, at det altid er en hård dag, når det får personalemæssige konsekvenser.
Tilfreds DF'er
Dansk Folkepartis Kristoffer Hjort Storm har været blandt de hårdeste kritikere de seneste uger og måneder. Han hilser med tilfredshed, at byrådet har taget konsekvensen og hjemsendt to ledende medarbejdere.
- Jeg har sagt længe, at det burde ske, og derfor er jeg tilfreds med, at det nu sker, siger Kristoffer Hjort Storm. Selv om han længe har givet udtryk for kritik og skepsis over for kommunens brug af de såkaldte udbygningsaftaler, så er han rystet over advokatundersøgelsen.
- Jeg har længe talt for, at noget var galt, men at det har det her omfang og den her karakter, det ryster mig, siger Kristoffer Hjort Storm.