Milliardinvestering på vej: Vesthimmerland kan blive Danmarks førende klima-kommune
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Det er virksomheden BioCirc, der står bag energi-øerne i Vesthimmerland Kommune. I Viborg har virksomheden gang i et lignende projekt. Til venstre ses BioCirc's direktør Bertel Maigaard og til højre borgmester i Vesthimmerlands Kommune Per Bach Laursen (V).
Virksomheden BioCirc har udset sig Vesthimmerland Kommune som det næste sted, hvor de vil opbygge en stor energi-ø med solceller, vindmøller og biogasanlæg samlet på et sted. Lykkes planen kan Vesthimmerland skrive sig på landkortet som en af de førende klima-kommuner i Danmark.
150 grønne arbejdspladser, investeringer for milliarder i lokalområdet og på sigt billig - måske endda gratis fjernvarme.
Det er alt sammen goder, borgere i Vesthimmerland kan se frem til ifølge kommunens borgmester, Per Bach Laursen (V). Og det fik da også smilet frem på netop borgmesteren, da han onsdag formiddag kom på besøg på Vesthimmerlands biogasanlæg for at hilse virksomheden BioCircs nye projekt, Vesthimmerland Go Green, velkommen.
- Jeg har aldrig i min tid som borgmester, eller i byrådet for den sags skyld, oplevet noget så stort som det her, siger Per Bach Laursen (V).
I løbet af tre-fire år er det planen, at der skal opføres to energi-øer i Vesthimmerland, som skal understøtte de fire energikilder el, brændstof, varme og gas og samle dem et sted. Den ene "ø" bliver en udvidelse af det allerede etablerede biogasanlæg på Holmevej i Farsø.
- Vi får investeringer i kommunen, som vil medføre permanente arbejdspladser, og så fører det os ind i en liga, hvor vi, både på europæisk- og måske endda på verdensplan, vil sætte os på verdenskortet i forhold til at gå foran med den grønne omstilling, siger Per Bach Laursen.
Går projektet efter planen, vil det gøre Vesthimmerland Kommune selvforsynende af vedvarende energikilder - og dermed blive den største "energi-ø" på land i Danmark.
Billig fjernvarme og forøgede skatteindtægter
Det er virksomheden BioCirc, der står bag. Og de glæder sig til et fremtidigt samarbejde med Vesthimmerlands Kommune.
- Vi er i gang med at lave de her cirkulære systemer, hvor vi er med til at omstille kommunerne fra fossil energi til grøn energi, og skal vi nå i mål med det hurtigt, er det vigtigt, at der er nogle kommuner, der tør at gå foran og vise vejen, siger Bertel Maigaard, der er direktør i BioCirc.
For både Vesthimmerland Kommune og BioCirc står det højt på prioriteringslisten at tilgodese borgerne i kommunen.
For eksempel er nogle af fordelene ved energi-øerne adgang til billig fjernvarme, grøn energi, nye og permanente arbejdspladser, forøgede skatteindtægter og en fond, der skal skabe nye anlægsaktiver i form af sportshaller, parker, natur, gangstier og lignende.
Og så er ambitionen også, at undgå at genere naboere, der bor tæt på anlæggene.
- Vi vil samle projektet så meget som muligt, og når man gør det, så generer man også færrest mulige naboer, og man får lavet en meget hurtig grøn omstilling, siger Bertel Maigaard.
Overskudsvarme til borgere og virksomheder
Men det er altså ikke kun fordele for kommunes borgere. For energi-øen strækker sig over mange tusinde hektarer, og derfor vil flere naboer også blive berørt af det store projekt.
- Det er klart, det kan ikke undgås, men vi skal kigge ind i løsninger, hvor naboer måske får tilbudt billigt forbrug fremadrettet eller måske helt gratis, men det er alt sammen noget, vi skal finde løsninger på, og projektet skal udføres med mindst mulig gene for borgerne, siger Per Bach Laursen.
Det er også planen på sigt, at kommunes borgere kan få glæde af overskudsvarmen fra anlægget og dermed få billigt eller helt gratis fjernvarme fra energi-øen. Det samme tilbud skal tiltrække virksomheder.
- Vi sidder og arbejder på en model, hvor kommunen får mulighed for at sælge den her energi attraktivt til de virksomheder, der flytter til kommunen, så en ting er de arbejdspladser, vi skaber selv direkte, men derudover kommer der selvfølgelig en masse følgevirkninger, siger Bertel Maigaard.
BioCirc og Vesthimmerland Kommune håber på at komme i gang med projektet i løbet af det næste år. Senere onsdag skal en samarbejdsaftale behandles i økonomiudvalget, og i næste uge behandles aftalen i byrådet. Forventningen fra borgmester, Per Bach Laursen er, at både økonomiudvalget og byrådet vil stemme for en samarbejdsaftale.
Video: Se indslaget om milliardinvesteringen herunder