45-årig nordjyde idømt behandlingsdom - ville slå alle i Kongehuset ihjel
Kongehusets medlemmer blev ofre for mandens trusler. Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix
Manden ville bombe de kongelige - og truede de ansatte i Spar Nord i Aabybro med, at de "ville blive slået ihjel".
Fire tilfælde af trusler mod en lokal bankafdeling, politibetjente og Kongehuset koster nu en 45-årig mand fra Nordjylland en behandlingsdom.
Det skriver Nordjyske Anklagere på Twitter.
I maj truede manden med at sprænge en bombe på Amalienborg og ramme "alle i Kongehuset".
I brevet, der er sendt fra et ukendt sted i Jylland eller på Fyn, står der: ”Bombetrussel. Død kl. 00.01 1/1-21 ihjel springer jeg amalienborg i 1000 stykker med en bombe og alle i kongehuset bliver dræbt med venlig hilsen julemanden død ihjel”.
Den 45-årige har erkendt, at han har sendt brevet.
I september sendte den 45-årige trusler mod Spar Nord i Aabybro. Se mere herunder:
Sendte hvidt pulver til bank
I september skrev manden så et brev til Spar Nords afdeling i Aabybro, hvori han truede personalet med at de "blive slået ihjel inden for et halvt år". Brevet var også 'krydret' med hvidt pulver, der dog viste sig at være harmløst.
Den 45-årige truede også betjentene ved Nordjyllands Politi og en direktør fra Spar Nord.
Her har manden truet med at ville skyde og partere de pågældende personer.
I alt fire tilfælde af trusler, som ifølge retten skulle dømmes efter straffelovens paragraf 266. Den tages i brug, når en gerningsmand "fremkalder alvorlig frygt for eget eller andres liv og helbred."
Manden har været varetægtsfængslet siden 22. maj på baggrund af politiets efterforskning, oplyser Nordjyske Anklagere.