Aalborg Portland får endnu større rabat på CO2-afgift end først antaget
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Aalborg Portland vil få en central rolle i de forestående politiske forhandlinger, hvor regeringen skal prøve at skaffe flertal bag sit udspil om nye CO2-afgifter. Venstre støtter fortsat udspillet.
Ifølge DR slipper virksomheder som Aalborg Portland 328 kroner billigere per tons CO2, virksomheden udleder, end det fremgik i regeringens udspil sidste måned.
CO2-rabatten til Aalborg Portland bliver større end antaget regeringens udspil til en grøn skattereform 20. april.
Det viser beregninger, DR har foretaget.
I regeringens udspil er der lagt op til, at danske virksomheder skal betale en CO2-afgift, der bliver afregnet per ton CO2, virksomheden udleder.
Men fordi Aalborg Portland er en virksomhed, der beskæftiger sig med mineralogiske processer, slipper cementfabrikken billigere, og får kun en ekstra regning på 100 kroner.
Denne beregning i udspillet er i følge DR misvisende, fordi der ikke er medregnet gratiskvoter for de store CO2-udledere. CO2-rabatten ender altså med at være højere:
FORSLAGET LYDER HELT KONKRET PÅ FØLGENDE:
- For virksomheder, der ikke er omfattet af EU's kvotehandelssystem, foreslår regeringen en CO2-afgift på 750 kroner per ton CO2.
- For virksomheder med mineralogiske processer (blandt andet Aalborg Portland) foreslår regeringen en CO2-afgift på 100 kroner per ton CO2.
- Med kvoteprisen på 750 kroner vil den samlede pris være 850 kroner per ton CO2. Men DRs beregninger viser, at den relle pris vil blive 520 kroner per ton. I regeringens udspil til en grøn skattereform er der ifølge DR ikke medregnet, at de største udledere beholder en stor del af deres gratiskvoter i 2030.
Enhedslisten tager CO2-rabat op
Rabatten har medført kritik fra flere sider. Blandt andet fra erhvervsorganisationen SMVdanmark, der repræsenterer små og mellemstore virksomheder, der ikke får samme rabat og bliver hårdt ramt af CO2 afgiften.
Enhedslistens klimaordfører og politiske ordfører, Mai Villadsen vil tage sagen og de nye beregninger med til forhandlingsbordet, fordi partiet ifølge DR mener, CO2-rabatten er konkurrenceforvridende.
CO2 forurener lige meget uanset hvor det kommer fra, men vi bliver nødt til at anerkende, at det er sværere at reducere udledningen hos nogle virksomheder end andre
Marie Bjerre (V), klimaordfører
I forbindelse med regeringens udspil 20. april bakkede Venstre op om at tage særligt hensyn til virksomheder som Aalborg Portland. Her lød det fra den nordjyske klimaordfører Marie Bjerre (V) til TV2 Nord:
- Vi ved, at der er nogle virksomheder, som er meget konkurrenceudsatte, og derfor bliver man nødt til at tage hensyn til, at virksomhederne rent faktisk kan omstille sig.
- Særlige hensyn giver mening
Det argument holder hun fast i, til trods for at Aalborg Portland med DRs beregninger står til en endnu større rabat, end i udspillet.
- Vi ved, at der er nogle virksomheder, der er særligt udfordrede i forhold til at omstille produktionen, og derfor kan det godt give mening, at vi tager et særligt hensyn, siger Marie Bjerre.
Også selvom de store udledere får en væsentlig større rabat, fordi de står til at beholde en stor del af deres gratiskvoter?
- Afgiften skal være så høj, at vi får den grønne omstilling samtidig med, at virksomhederne har råd til at investere i det, der skal til og har et incitament til det, argumenterer Marie Bjerre og fortsætter:
- Det nytter ikke noget, at man putter en høj CO2-afgift på, hvis man udhuler hele råderummet for grønne investeringer hos virksomheden. Alternativet ville blive, at virksomheder og brancher ville flytte til udlandet.
Ønsker ens afgift på sigt
Hvad med små og mellemstore virksomheder, ville det så ikke bare ende med, at det er dem, der må lukke som følge af CO-afgiften?
- Nogle virksomheder har sværere ved at omstille sig end andre - og det er især produktionsvirksomheder og fiskeri-erhvervet, mens andre har teknologien til det, siger Marie Bjerre.
- Vi ønsker på sigt en ensartet CO2 -afgift, for CO2 forurener lige meget og er lige så skidt for klimaet, uanset hvor det kommer fra, men vi bliver nødt til at anerkende, at det er sværere at reducere udledningen hos nogle virksomheder end andre.
Hør Marie Bjerres argumenter for, at Venstre støtter regeringens udspil her: