Fagfolk fraråder det: Nyt Aalborg Universitetshospital vil selv rense spildevand
Foto: Jesper Bo Winther
Man vil få mere miljø for pengene, hvis Region Nordjylland og Aalborg Kommune går sammen om at rense for medicinrester her på renseanlæget i Aalborg Øst, mener Danva.
Det er spild af skattekroner og har ringe miljøeffekt, når det nye Supersygehus i Aalborg får sit eget rensningsanlæg for at rense spildevand for medicinrester. Det mener fagfolk.
På marken lige nord for det nye supersygehus i Aalborg Øst vil Region Nordjylland bygge et nyt rensningsanlæg til 40 millioner kroner. Det topmoderne rensningsanlæg kommer kun til at rense vandet fra det nye sygehus, og det erkender regionsrådsformand Ulla Astman (S) ikke er optimalt.
- Samfundsøkonomisk set, så synes jeg det var mere hensigtsmæssigt, at det var en samlet løsning, således at man også fik spildevandet fra de privat husholdninger med ind i det. Alt andet lige ser det jo ud til i de undersøgelser, der er lavet, at det er derfra, der udledes endnu flere medicinrester, siger Ulla Astman (S).
Det var den daværende miljøminister Karen Ellemann (V), der i 2011 pålagde kommunerne, at de skulle stille krav til de nybyggede sygehuse om, at de skal rense for medicinrester. Ifølge interesseorganisationen for drikkevands- og spildevandsselskaber, Danva, så er det i dag kun fire procent af medicinresterne, der kommer fra sygehuse. Der foregår mere og mere ambulant behandling, og langt størstedelen af medicinresterne i spildevand kommer nu fra private hjem. Derfor mener Danva ikke, det giver mening, at sygehusene bygger deres egne resningsanlæg. Man vil kunne rense mere vand for de samme penge, hvis man går sammen om at gøre det, lyder det fra Danva.
- Sygehusene burde rense deres spildevand centralt på de allerede eksisterende renseanlæg. De skal så ganske vist udbygges til at kunne håndtere det, men det ville være den optimale samfundsøkonomiske måde at gøre det på, siger Carl-Emil Larsen, direktør i Danva.
Mere miljø for pengene
Man kunne, ifølge Danva, have fået meget mere miljø for pengene, hvis Region Nordjylland havde brugt de 40 millioner kroner på at investere i Aalborg Kommunes rensningsanlæg, så også vandet fra private husstande blev renset for medicinrester. Den løsning vil man lave i både Hillerød, hvor man også er ved at bygge et supersygehus. Den løsning er aldrig for alvor blevet undersøgt i Aalborg, for kommunen har kun modtaget en ansøgning fra regionen, hvor de bad om at bygge deres eget rensningsanlæg.
- Det er min klare overbevisning ud fra den dialog, der har været, at man (Region Nordjylland, red.) har ønsket at gøre det her selv, i stedet for at vores renseanlæg skulle gøre det, og så sende en regning til Region Nordjylland, siger forsyningsrådmand i Aalborg Kommune, Lasse Puertas Navarro Olsen (Ø).
Hverken region eller kommune har tilsyneladende haft en økonomisk interesse i at lave en samlet løsning her og nu.
- Økonomisk for os sparer vi også noget ved at have vores eget rensningsanlæg. Vi sparer for eksempel 10 millioner kroner i tilslutningsafgift, og vi sparer omkring 3 – 3,5 millioner kroner i årlige afgifter også. Så på den måde ligger der jo egentligt en fornuftig businesscase i det, hvis man kan kalde det det, i at vi har vores eget rensningsanlæg. Men i et miljømæssigt perspektiv havde det været langt bedre, hvis man havde fået alle resterne fra medicin samlet et sted, siger Ulla Astman (S).
Ved at Nyt Aalborg Universitetshospital får sit eget rensningsanlæg til medicinrester, så er det kommunale rensningsanlæg fri for at lave den investeringer lige nu. Ved at lave et samlet anlæg, så forventer forsyningsrådmanden, at det vil være nødvendigt at sende takststigninger ud til alle vandforbrugere, fordi han ikke tror, at de 40 millioner kroner fra regionen vil kunne finansiere et samlet anlæg, der skal behandle alt spildevandet på renseanlægget i Aalborg Øst.
- Hvis vi accepterer, at Region Nordjylland leder sygehusets spildevand hen på vores rensningsanlæg, og får en rensning sammen med en masse andet spildevand, så vil vi også skulle sende en regning til dem, som de så skulle betale over tid, og resten skal vi andre så betale i fællesskab, siger Lasse Puertas Navarro Olsen (Ø).
På Aarhus Universitetshospital i Skejby, som er taget i brug, renser man endnu ikke for medicinrester. Her er man blevet enige med Aarhus Kommune om at lave en række undersøgelser af spildevandet, inden man tager stilling til, om man skal gå sammen om at rense for medicinrester. Alligevel mener Ulla Astman (S), at det var nødvendigt at finde en løsning i Aalborg med det samme.
- Vi har behov for at vores løsning er klar til når sygehuset åbner. Derfor kan vi jo ikke sidde og vente på, at der måske kommer en overordnet løsning, siger Ulla Astman (S).
Om få år bliver Aalborg Kommune sandsyndligvis alligevel nødt til at rense sit eget spildevand for medicinrester. Alle parter forventer, at det bliver et krav fra EU, at der skal renses for miljøfremmede stoffer herunder medicinrester. Dermed ender det med at både regionen og kommunen bruger millioner på at bygge rensningsanlæg.
- Man vil få behov for at udbygge de centrale renseanlæg, og det vil sige, at vi kommer til at betale regningen to gange, og det er der jo ingen, der kan være tjent med.
Håndsrækning i 11. time
Hvis man skulle have lavet et fælles projekt, så mener både regionsrådsformanden og forsyningsrådmanden, at det burde være den anden part, der tog initiativet til det. Region Nordjylland har skrevet kontrakt med dem, der skal bygge rensningsanlægget, men her i 11. time vil Aalborg Kommune nu alligevel tage kontakt til Region Nordjylland og forsøge, om man kan nå frem til en fælles løsning. Forsyningsrådmanden foreslår en mulig model, hvor regionen bygger sit anlæg lige ved siden af det kommunale rensningsanlæg, og så kan Aalborg Forsyning på sigt købe renseanlægget af regionen.
- Hvorfor er I ikke kommet med det her forslag noget før? Hvis regionen havde haft følere ude omkring at det kunne organiseres på en anden måde, så kan det da godt være, at vi var nået frem til det før, siger Lasse Puertas Navarro Olsen (Ø).
Regionrådsformanden mener, at det er for sent at gøre det om. Der er netop skrevet kontrakt med det firma, som skal bygge rensningsanlæget.
- Vi har allerede brugt temmelig mange millioner kroner på den rørledning, der skal gå fra sygehuset og ud til Limfjorden til udledningen af spildevand, så i givet fald er der i hvert fald nogle penge på tabskontoen, siger Ulla Astman (S).
Miljøstyrelsen stiller krav om, at rensning for medicinrester skal foregå med den bedste tilgængelige teknologi, men styrelsen vil ikke blande sig i, om det sker på sygehuset eller på kommunens rensningsanlæg.