Feststemte nordjyder på vej til kæmpemæssig fest: Nu er den aflyst
Flere coronaskeptikere havde sat kursen mod dét, der var betegnet som en demonstration og en fest på årsdagen for nedlukningen af Danmark. Nu er arrangementet aflyst.
I omegnen af 30 nordjyder stod torsdag morgen ekstra tidligt op for at gøre sig klar til fest. På Prinsensgade i Aalborg kom flere forventningsfulde personer traskende med tasken på ryggen og dyne og pude i hånden.
Jeg mener, at vi som befolkning skal rejse os mod, det der sker i øjeblikket i forhold til corona
Helene Nørgaard Pedersen, festdeltager
Torsdag skulle der nemlig afholdes en kæmpemæssig fest på Thorvaldsens Plads i København for at markere årsdagen for statsminister Mette Frederiksen (S) nedlukning af Danmark.
Arrangørerne af festen havde døbt den 'Genåbningsfesten', og flere tusind danskere havde på Facebook tilkendegivet, at de ville deltage, mens endnu flere havde meldt sig interesserede.
Én af dem, der var klar til fest, var Helene Nørgaard Pedersen, der er tidligere tjener, men som har mistet sit job under coronapandemien.
Klokken 5:45 satte hun sig sammen med flere andre ind i den gule bus, som kort derefter satte kurs mod København.
- Jeg mener, at vi som befolkning skal rejse os mod det, der sker i øjeblikket i forhold til corona. Influenza er langt farligere, end det der sker lige nu, sagde Helene Nørgaard Pedersen forud for turen.
Justistminister opfordrer folk til at blive hjemme
Festlighederne skulle efter sigende foregå fra klokken 12 om formiddagen, og navne som Rasmus Nøhr skulle ifølge TV2 have sagt ja til at underholde de fremmødte med musik. Justistminister Nick Hækkerup (S) havde ellers på forhånd opfordret folk til at blive hjemme, da festen kunne være en potentiel superspreder.
Det udsagn giver Helene Nørgaard Pedersen dog ikke meget for.
- Jeg er overhovedet ikke bekymret. Jeg har været til over 10 events, og der er overhovedet ikke sket noget, fastslår hun.
Vil ikke leve et liv i ensomhed på grund af en pandemi
Festen er anmeldt som en demonstration, og Helene Nørgaard Pedersen er, for at sige det på godt nordjysk, godt træt af corona. Hun ønsker ikke, at det skal påvirke hendes liv.
- Jeg slukker for tv'et, eller jeg ser slet ikke tv. Jeg lever bare mit liv. Man kan selvfølgelig ikke gå i biografen og sådan noget, men ellers så påvirker det mig ikke. Jeg vil ikke leve under, at jeg skal være påvirket af corona, så jeg ser stadigvæk mine veninder, fortæller hun.
- Jeg glæder mig til sammenholdet og til at kramme nogle, der forstår, at det her ikke er farligt.
Kram og sammenhold bliver der imidlertid ikke noget af for Helene Nørgaard Pedersen, og de øvrige festglade nordjyder, som havde rettet kursen mod København. Ved 8-tiden aflyste arrangøren Malue Montclairre fra Frihedsbevægelsens Fællesråd nemlig arrangementet.
- Vi har desværre måttet indse, at det ikke vil være forsvarligt at afholde vores genåbningsfest i dag, fordi det blæser for meget, siger hun i en video på Facebook.