Markant flere børn og unge mistrives i dag end for seks år siden
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
PPR har ansøgt og fået midler fra Satspuljen til et toårigt projekt med fokus på forebyggende lettere behandling. Baggrunden er bl.a., at der i disse år opleves en kraftig stigning i henvisningerne til Børne- og Unge- psykiatrien. Det kan konstateres, at der i perioden fra 2013 til 2019 henvises 477 flere børn, hvilket er en stigning på 100 procent over de seneste seks år
Der er de seneste seks år sket en voldsom stigning i antallet af børn, der henvises til psykiatrien. Alene i Aalborg er stigningen på 100 procent, det svarer til 477 flere børn, der har ondt i psyken. Derfor har kommunen søgt og fået fire millioner kroner fra Satspuljen til et særligt projekt, der skal forsøge at forebygge børns mistrivsel på et tidligt tidspunkt, så det ikke udvikler sig til psykiatrisk behandling.
Aalborg kommune vil nu hjælpe børn og unge, der psykisk ikke trives godt og for eksempel lider af angst eller depression.
Behandlingen sker ud fra programmet Mind My Mind, som er udviklet af Psykiatrifonden og kan tilbydes til skolebørn fra 6 til 16 år.
- Med Mind My Mind får vi mulighed for at nå nogle børn og unge, som vi ikke normalt er i kontakt med i PPR - og det er rigtigt godt. For vi ved, at der sidder børn og unge på alle skoler, som udviser tegn på forskellige former for psykisk mistrivsel, og dem skal vi hjælpe så tidligt som muligt, siger Johanne Felbo, der er afsnitsleder hos PPR ( Pædagogisk, Psykologisk Rådgivning), Aalborg Kommune.
Baggrunden er trist, for ifølge kommunens egne undersøgelser viser det sig, at antallet af børn og unge, der bliver henvist til psykiatrien i løbet af seks år er steget med hele 100 procent. Det er en stigning i antal af børn på 477.
Tidlig indsats hos børn der ikke er kendt i PPR
Behandlingsprogrammet Mind My Mind bygger på forskning, der viser, at en tidlig indsats med lettere behandling kan styrke det enkelte barn og dets familie til at takle de udfordringer i hverdagen, det giver, når et barn har symptomer på angst, depression eller adfærdsforstyrrelser.
Det kan for eksempel betyde, at barnet ikke kommer i skole i længere tid, at det bliver svært at få og fastholde venskaber, dyrke fritidsaktiviteter og have et almindeligt hverdagsliv i familien.
I Aalborg udføres Mind My Mind behandlingen af fire erfarne psykologer fra PPR, og hele projektet sker i tæt samarbejde med Psykiatrifonden og Region Nordjylland.
Linda Hardisty Bramsen, som er ledende overlæge hos Børne- og Ungdomspsykiatrien i Region Nordjylland, bakker op om indsatsen og har stort fokus på at sikre et tværsektorielt samarbejde, hvor der er fokus på opgaven omkring det enkelte barn.
- At lave en tidlig indsats er altid godt, fordi symptomerne ikke udvikler sig til en værre tilstand, som måske ville kræve en mere omfattende udredning og behandling i hospitalsregi. Derudover bliver det muligt at opdage symptomer på mere alvorlige tilstande, og i hospitalspsykiatrien kan vi på den måde komme tidligere ind i billedet og hjælpe det enkelte barn, siger Linda Hardisty Bramsen, som står til rådighed med sparring til projektteamet gennem hele perioden.
Det enkelte barn i centrum med Mind My Mind
Mind My Mind indsatsen er individuel og tilpasses det enkelte barn, og selve forløbet sker i tæt samarbejde med forældrene, som får ny viden om deres barns tilstand, og barnet får redskaber til at håndtere lignende tilstande i fremtiden.
Hos Aalborg Kommunes skolerådmand Jan Nymark Thaysen vækker indsatsen ligeledes glæde, og han betragter Mind My Mind som et godt skridt i retning af, at flere børn og unge kan få hjælp til at takle de udfordringer, der er forbundet med tegn på angst, depression og adfærdsvanskeligheder.
- Det siger sig selv, at et barn, der er i psykisk mistrivsel, kan have udfordringer ved at klare skoledagen og tage del i fællesskaber både i skole og fritid. De børn skal have hjælp i tide, siger Jan Nymark Thaysen og fortsætter:
- Mind My Mind har vist effektive resultater i andre kommuner i forhold til børnenes trivsel, og jeg glæder mig meget til at følge projektet her i Aalborg. Jeg håber, at det kan være med til gøre en forskel for de af vores elever, som ikke nødvendigvis har brug for en indgribende indsats, men som med en lettere psykiatrisk behandling kan lære at tackle svære situationer i hverdagen både i skolen og hjemme, siger Jan Nymark Thaysen.
Et til to børn i hver klasse er ramt
Psykiater Torsten Bjørn Jacobsen er formand for Psykiatrifonden, og han mener, at det er vigtigt at flere kommuner får mulighed for at stifte bekendtskab med Mind My Mind og drage erfaringer med projektet.
- I hver skoleklasse sidder der et til to børn, der viser tegn på angst, depression eller adfærdsproblemer, og mindst 15 procent af alle børn og unge i Danmark får en psykiatrisk diagnose, inden de bliver 18 år. Børnene og deres familier skal kunne få effektiv hjælp, inden mistrivslen bliver for alvorlig og koster alt for meget på barnets udvikling. I dag er den indsats, børnene og deres familier møder, ofte præget af tilfældigheder, midlertidige projekter og er meget forskellig fra kommune til kommune. Derfor ønsker Psykiatrifonden at udbrede det nye program til alle landets kommuner som et naturligt standardtilbud til alle de børn og familier, der er i målgruppen, siger Psykiatrifondens formand psykiater Torsten Bjørn Jacobsen.
Formålet med projektet er
1. At reducere antallet af børn og unge, der henvises til udredning i Børne- og Ungepsykiatrien
2. At antallet af børn og unge i reduceret skema mindskes
3. At færre børn og unge har et bekymrende fravær
4. At mindske presset på specialtilbuddene i Aalborg Kommune ved at reducere antallet af børn og unge, som visiteres til et specialtilbud.
Plads til 90
Aalborg Kommune har fået fire millioner kroner fra Satspuljen til det to-årige projekt, Mind My Mind, mens Aalborg Kommune selv stiller med en million kroner til projektet, der allerede har oplevet stor interesse. PPR har allerede modtaget 46 henvisninger fra forældre og ca. 55 telefoniske henvendelser.
Der er plads til forløb med 12 elever i forået, mens næste forløb begynder efter sommerferien, hvor der er plads til 20.
Det forventes, at i alt 90 elever og forældre kan deltage i et behandlingsforløb i løbet af projektperioden.
PPR i Aalborg Kommune oplever allerede stor interesse for Mind My Mind, og de første forløb er begyndt.