Musikkens Hus klapper i om direktør-ballade
Foto: Caspar Birk
Bestyrelsesformand vil ikke svare på spørgsmål om den afgående direktør.
Bestyrelsesformanden i Musikkens Hus, Michael Slavensky Dahl, er ikke så talelysten i disse dage.
I hvert fald ikke når emnet omhandler den afgående direktør Lasse Rich Henningsen, som 10. juni valgte at opsige sin stilling efter 12 år på posten.
Fredag offentliggjorde Musikkens Hus i en pressemeddelelse, at Rikke Mølgaard bliver ny direktør, indtil der er fundet en, som permanent kan varetage stillingen.
Forud for udmeldingen var TV2 Nord blevet stillet et interview i udsigt med bestyrelsesformand Michael Slavensky Dahl. Der var bare ét problem. Bestyrelsesformanden ville ikke svare på spørgsmål om den afgående direktør, som tidligere har været i vælden på grund af Nordjyskes historier om et kritisabelt arbejdsmiljø.
Han ville kun se fremad, lød det fra kommunikationsbureauet Publicity på vegne af Musikkens Hus. Forinden hed det sig ellers, at det udelukkende var Michael Slavensky Dahl, der kunne svare på spørgsmål angående det bratte direktørstop.
Direktør-kovending
Blot en uge før Lasse Rich Henningsens exit så alt ellers på overfladen ud til at være fryd og gammen. På LinkedIn skrev den nu tidligere direktør i et opslag vedrørende Musikkens Hus' nye strategi, at han glædede sig 'overordentligt meget' til de næste 10 år fyldt med nye landvindinger.
Få dage senere var den nu tidligere direktør imidlertid fortid i Musikkens Hus, og hans billede på stedets hjemmeside var væk.
Da hans farvel blev offentliggjort stod der, at Lasse Rich Henningsen 'ikke ønskede en afskedscermoni'.
TV2 Nord ville gerne have spurgt, hvorfor det var tilfældet.
Desuden ville vi gerne have hørt om, hvad der skete, siden direktøren pludselig valgte at sige sin stilling op efter LinkedIn-opslaget. Et opslag, der ellers gav indtrykket af, at han havde intentioner om at fortsætte i jobbet mange år frem.
Central figur tager over
Det har dog ikke været muligt at få svar på ovenstående spørgsmål. Hvad angår udpegelsen af den nye direktør, vil Musikkens Hus gerne udtale sig til offentligheden:
- Rikke har solid erfaring i rollen som leder og direktør og har i mere end 20 år arbejdet med strategi og kundeorienteret og markedsdrevet forretningsudvikling for blandt andre Tivoli i København og Aalborg Lufthavn samt i forbindelse med en række bestyrelsesposter, lyder det fra Michael Slavensky Dahl, i en pressemeddelelse.
- Det seneste halve år er hun desuden blevet en central og samlende figur i Musikkens Hus, og hun har blandt andet stået i spidsen for det omfattende strategiarbejde, der netop er blevet præsenteret, og som skal sætte retningen og rammen for Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna i fremtiden.
Bestyrelserne i Musikkens Hus og Aalborg Symfoniorkester har nu indledt arbejdet med at finde en ny, permanent direktør til huset og orkestret. De forventer, at en ny direktør kan tiltræde senest i starten af det nye år.
Sideløbende med ledelsen af Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester og Restaurant Fauna, som sker i tæt samarbejde med den øvrige ledelse i huset og orkestret, står Rikke Mølgaard også med ansvaret som marketing- og kommunikationsdirektør.