Ny undersøgelse viser flere kritiske udbygningssager i Aalborg Kommune
En supplerende undersøgelse af udbygningsaftaler i Aalborg Kommune foretaget af Horten Advokatpartnerselskab konkluderer, at flere sager er kritiske.
Den supplerende undersøgelse har omfattet 21 udbygningsaftaler fordelt på 22 lokalplansager. Advokatfirmaet Horten har foretaget en undersøgelse af 10 ikke tidligere undersøgte sager. Derudover er der i 11 af de sager, der indgik i advokatundersøgelsen, også sket en undersøgelse af sagerne i forhold til planloven.
I overensstemmelse med By- og Landskabsudvalgets anmodning af 10. december 2021 om, at Horten skulle gå videre med undersøgelsen af udbygningsaftaler i Aalborg Kommune, er Hortens arbejde med at undersøge de resterende sager nu afsluttet, meddeler Aalborg Kommune.
Resultatet blev præsenteret for By- og Landskabsudvalget torsdag 24. marts 2022.
- Jeg er glad for, at vi nu har fået gennemgået alle relevante sager, så vi kan få sat et endeligt punktum for undersøgelsen og få afsluttet det personalemæssige. Det er en trist sag både for de involverede bygherrer og for forvaltningens medarbejdere. Nu skal vi videre. Der er gennemført kursusforløb i journaliserings- og notatpligt, og By- og Landskabsudvalget har 17. februar 2022 godkendt et nyt administrationsgrundlag, som forvaltningen har taget i anvendelse, siger Rådmand i By og Land hos Aalborg Kommune, Jan Nymark Thaysen, i en pressemeddelelse.
Hvad udtrykket "personalemæssige" dækker over, har TV2 Nord endnu ikke fået svar på.
Bygherrer følte sig pressede til at acceptere aftaler
TV2 Nord kunne i november afsløre, at flere bygherrer tidligere har følt sig presset til at indgå udbygningsaftaler med kommunen. TV2 Nord var kommet i besiddelse af dokumenter, der viste, at flere bygherrer mener, at de blev tvunget til at acceptere aftaler og betale for projekter i millionklassen som en forudsætning for, at Aalborg Kommune ville behandle deres sager og gå videre med lokalplan for deres projekter.
Flere kritiske sager
Hvorvidt udbygningsaftalerne i de 10 nye undersøgte sager er indgået på bygherrenes initiativ, vurderer Horten, at en sag er overvejende ikke-kritisk, fem sager er overvejende kritiske, og fire sager er kritiske. Dermed svarer det til mønstret fra advokatundersøgelsen i december 2021.
Den supplerende advokatundersøgelse bliver delvist offentliggjort mandag 28. marts.
Hvad angår de afsluttede sager anbefaler Horten, at kommunen ikke af egen drift tilbagebetaler midler, grundejer har afholdt i henhold til udbygningsaftaler, der ikke er i overensstemmelse med Planlovens §21 b. Begrundelsen for det er, at kommunen kun kan tilbagebetale, hvis der er et relativt sikkert grundlag for, at kommunen er retligt forpligtet til det. Horten anbefaler derfor, at kommunen afventer eventuelle sager ved domstolene.