Bygherrer føler sig presset til at indgå aftaler med Aalborg Kommune
Foto: Simon Mølgaard / TV2 Nord
Flere bygherrer i Aalborg føler sig presset til at indgå udbygningsaftaler med Aalborg Kommune. Blandt dem TN Udvikling i forbindelse med en aftale på Godsbane-området i Aalborg.
Alvorlig kritik vælter ind over Aalborg Kommune i den indtil videre hemmelige undersøgelse. TV2 Nord kan nu afsløre, at flere bygherrer har følt sig presset til at indgå udbygningsaftaler med kommunen.
TV2 Nord er kommet i besiddelse af dokumenter, der viser, at flere bygherrer mener, at de blev tvunget til at acceptere aftaler og betale for projekter i millionklassen som en forudsætning for, at Aalborg Kommune ville behandle deres sager og gå videre med lokalplan for deres projekter.
Først var der sagen fra Spritten i Aalborg, hvor byggeriet blev stoppet efter en strid mellem bygherren og Aalborg Kommune om to udbygningsaftaler.
Men sagen er ikke enestående. TV2 Nord er i besiddelse af flere indberetninger til den uvildige advokatundersøgelse.
- Jeg er rystet. Der er virkelig meget, som tyder på, at der er sket lovbrud her, siger Anne Honoré Østergaard, som er medlem af byrådet i Aalborg Kommune for Venstre.
Tvunget til at betale for å-løb
I en indberetning til den uvildige advokatundersøgelse forklarer TN Udvikling, hvordan de som udvikler af Godsbane-området i Aalborg følte, at de blev tvunget til at deltage i en udbygningsaftale vedrørende etablering af et å-forløb på Godsbanen. Ellers ville projektet og lokalplanen blive forsinket. Derfor påtog TN Udvikling sig udgiften på seks millioner kroner.
Det er næsten mafia-lignende metoder, som man bruger fra kommunens side
Kristoffer Hjort Storm, 1. viceborgmester, Aalborg Kommune, (DF)
- Jeg synes, at det er fuldstændig vanvittigt, at man på den måde kan presse bygherrer til at betale. Det er næsten mafia-lignende metoder, som man bruger fra kommunens side: "Hvis I giver os nogle penge, så sagsbehandler vi jer hurtigere", siger 1. viceborgmester i Aalborg Kommune, Kristoffer Hjort Storm (Dansk Folkeparti).
TN Udvikling har ikke ønsket at stille op til interview om sin indberetning til advokatundersøgelsen.
Sagen om udbygningsaftalerne startede med byggeriet på Spritten i Aalborg, som blev sat i bero på grund af uenighed om to udbygningsaftaler, hvor Spritten A/S skulle betale i alt 5,8 millioner kroner til klimasikring af havnefronten og til en række forbedringer omkring Kulpladsen og et kommende kunstcenter på havnen.
Rådmand: Vi lever op til planlovens intention
Spritten A/S klagede til Ankestyrelsen over Aalborg Kommunes ageren, og By og Landskabsudvalget besluttede, at der skulle laves en uvildig advokatundersøgelse, som skal afdække, om Aalborg Kommune har en ulovlig praksis med udbygningsaftaler.
Det har både rådmand Hans Henriksen og direktør i By- og Landskabsforvaltningen Anders Fokdal begge tidligere afvist.
- Vi har ikke systematisk eller bevidst arbejdet med udbygningsaftaler på en måde, som ikke lever op til de intentioner, som der er i planloven, sagde rådmand for By- og Landsskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen (Socialdemokratiet) til TV2 Nord den 1. september.
Det skete i forbindelse med, at det blev vedtaget, at der skulle laves en uvildig advokatundersøgelse.
Rådmanden ønsker i dag ikke at kommentere de nye oplysninger. I et svar til TV2 Nord skriver han:
- Som bekendt har By- og Landskabsudvalget igangsat en advokatundersøgelse. Det er advokatfirmaet Horten, som forestår denne. De forventes at aflevere resultatet af undersøgelsen slut november. Jeg har ingen kommentarer, før resultatet af undersøgelsen foreligger.
DSB: Ingen lokalplan uden bidrag
Også DSB Ejendomme retter kritik af Aalborg Kommunes brug af udbygningsaftaler. Det fremgår af en indberetning til advokatundersøgelsen. Her føler DSB Ejendomme, at de bliver tvunget til at indgå en udbygningsaftale med kommunen.
DSB Ejendomme skriver vedrørende udviklingen af Godsbanearealet, at det var deres klare overbevisning, at hvis de ikke var villige til at bidrage til å-løbet, så ville lokalplanen ikke blive godkendt at kommunen.
Hvis det er rigtigt, så er der nogen, som må tage deres gode tøj og gå
Anne Honoré Østergaard, byrådsmedlem, Aalborg Kommune (Venstre)
DSB Ejendomme har ikke ønsket at stille op til interview om sin indberetning.
Men i en skriftlig kommentar skriver kommunikationschef i DSB, Niels-Otto Fisker, at DSB Ejendomme i øjeblikket afventer resultatet af advokatundersøgelsen af Aalborg Kommunes praksis om udbygningsaftaler, og at man ikke har ikke yderligere bemærkninger her og nu.
Afsløringer skal have konsekvenser, mener politikere
Det er ikke kun store spillere på ejendomsmarkedet, der, uden at ønske det, er blevet præsenteret for udbygningsaftaler af Aalborg Kommune.
TV2 Nord er bekendt med tilsvarende alvorlig kritik fra mindre erhvervsdrivende, som, uden at ønske det, er blevet præsenteret for udbygningsaftaler i millionklassen. Som en forudsætning for, at kommunen var indstillet på at gå videre med lokalplaner og byggetilladelser.
Dermed tegner der sig et billede af, at Aalborg Kommune anvender udbygningsaftaler på en anden måde, end loven foreskriver.
- Hvis det er rigtigt, så er der nogen som må tage deres gode tøj og gå, siger Anne Honoré Østergaard.
En udbygningsaftale er en aftale, en grundejer kan foreslå, hvis vedkommende har ønsker om at forbedre en del af infrastrukturen omkring sin grund. Det kan være et lyskryds ind til et område eller udvidelse af et havneområde.
Hvis en udbygningsaftale bliver vedtaget, deler grundejer og kommunen udgifterne. Men ifølge Planloven må en udbygningsaftale kun ske på opfordring fra en grundejer.
Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten i byrådet i Aalborg Kommune, siger i dag til TV2 Nord:
- Det her bekræfter mig i, at det er godt, at vi har fået sat gang i en uvildig advokatundersøgelse. Indtil videre vil jeg afvente, hvad advokatens konklusion bliver, før jeg kan sige mere.
Opfordrer til at skride til handling
- Man burde skride til handling over ledelsen og sige, at mens den her undersøgelse kører, kan de ikke være i stand til at varetage deres arbejde, fordi de direkte har modarbejdet det, siger Kristoffer Hjort Storm, 1. viceborgmester i Aalborg Kommune (Dansk Folkeparti) og fortsætter:
- De har sendt mails ud til udvalget, hvor de skriver, hvor stort et arbejde det er, hvor meget det koster, og at de ikke kan nå at blive færdig til tiden. Det synes jeg er vanvittigt, når de hele tiden har vidst, at der ligger noget i den her sag.
Det er uvist, hvornår resultatet af den uvildige advokatundersøgelse foreligger.
TV2 Nord har i dag forsøgt at få en kommentar til sagen fra borgmester Thomas Kastrup-Larsen og direktør i By- og Landsskabsforvaltningen Anders Fokdal. Men ligesom rådmand Hans Henrik Henriksen ønsker de ikke at udtale sig, så længe advokatundersøgelsen pågår.