Værtshusejere ærgrer sig over billeder fra nattefest uden mundbind i Aalborg
Kommunikationschef Kristoffer Hjort Storm i Rekom, der ejer 11 beværtninger i Aalborg, er træt af, at unge i weekenden har festet uden mundbind og afstand på Stygge i Jomfru Ane Gade.
Ærgrelsen, efter TV2 Nord mandag kunne dokumentere, hvordan unge fester og danser på Club Stygge i Aalborgs midtby uden mundbind eller afstand, er til at tage og føle på hos Kristoffer Hjorth Storm, der er kommunikationschef i Rekom Group, som ejer 11 beværtninger i Aalborg.
- Jeg bliver rigtig gal i skralden, faktisk. Jeg synes, det er ærgerligt for hele branchen, for når man ser det, I viste, så kan mange sidde ude i stuerne og tænke ”det er også den branche, de har ikke styr på noget”. Og det synes jeg er ærgerligt – for det har langt de fleste faktisk, siger han.
Kristoffer Hjort Storm, der også er viceborgmester i Aalborg Kommune, frygter konsekvensen af det, som han kalder for brodne kar i branchen.
- Vi synes, at vi har været rigtig hårdt ramt. Både først med nedlukning og siden de her restriktioner, vi skal holde åbent med. Så derfor vil vi egentlig bare gerne have, at vi hurtigst muligt kommer på den anden side, siger han.
Men den anden side kan risikere at ligge endnu længere ude i fremtiden, hvis ikke branchen overholder reglerne til punkt og prikke, lyder det fra Kristoffer Hjort Storm.
- Det kunne jo være en konsekvens, at man på Christiansborg vælger at trække den anden vej og vi så ikke ser ind i yderligere genåbning af vores branche, men måske den anden vej.
Rynket pande på Christiansborg
Og på netop Christiansborg er Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn da også bekymret over billederne fra Cafe Stygge i Aalborg.
- Der er behov for gensidig tillid, og det at beværtningerne kan genåbne, endda før det var planlagt, kræver også, at man tager ansvaret alvorligt. Ellers risikerer vi at bliver slået tilbage, siger han.
Ifølge folkene bag Cafe Stygge er forklaringen på de manglende mundbind, at personalet ikke har lov til at tjekke, om gæsterne SKAL gå med mundbind – eller om de er fritaget.
Hos Rekom håber Kristoffer Hjort Storm, at eksempler som det fra Cafe Stygge ikke vil få politikerne på Christiansborg til at skære hele branchen over en kam, når der igen skal forhandles om genåbning.
- Heldigvis er langt de fleste gode til at overholde reglerne. Og at der så er enkelte brodne kar, så håber jeg, at politiet tager hånd om det, så det ikke sker igen.