Kom med til festen på Vendsyssel Teater, når Årets Nordjyde skal kåres
Foto: Collage af pressefotos
Det er femte gang, TV2 Nord kårer Årets Nordjyde med et storslået show.
Der er lagt op til en stor festaften med musik af Troels Gustavsen, Chief 1, Trine Gadeberg og nordjyske Vingard, ligesom lille Pelle kigger forbi for at underholde til Årets Nordjyde – og du kan komme med til festen.
Den 7. oktober kårer TV2 Nord for femte gang Årets Nordjyde. Det sker ved et storslået festshow i Vendsyssel Teater. Programmet er spækket med god underholdning, og du kan komme med som publikum.
Til showet kan du glæde dig til at møde de fem nominerede til Årets Nordjyde, ligesom det igen bliver vært Morten Pedholt, der leder os sikkert gennem aftenens festligheder.
Og det bliver et markant anderledes show end sidste år, hvor der blot måtte være 50 publikummer i salen på grund af coronanedlukninger.
- Da jeg gik ind på scenen sidste år, så var jeg helt bange for, hvordan det ville gå. Ville 50 mennesker kunne skabe den stemning, der skal være ved sådan et show?, siger Morten Pedholt og fortsætter.
- Men så snart jeg kom ind, blev jeg blæst omkuld. De 50 mennesker gav den fuld gas og larmede på livet løs for at hylde vores nominerede. Det var en god oplevelse. Nu glæder vi os til at få fyldt salen igen, så vi kan give dette års nominerede den fulde oplevelse og få skabt den fest, som Årets Nordjyde skal være, siger Morten Pedholt.
Og der bliver fest i Vendsyssel Teater! På scenen kan du glæde dig til at møde:
Troels Gustavsen
Den første kunstner på programmet er Troels Gustavsen. Gennem en årrække har Troels Gustavsen optrådt under navnet NOAH og leveret hit efter hit til de danske radiostationer.
Nu udkommer han med nyt, dansksproget popmusik under sit borgerlige navn Troels Gustavsen.
Senest har hans nye nummer ”Lykkelig Fortabt” indtaget de danske hitlister hen over sommeren, og det er nogle af de nye numre, Troels Gustavsen har med på scenen til Årets Nordjyde.
Chief 1
De fleste kender Chief 1 som frontfigur og medlem af den banebrydende rapgruppe Rockers By Choice, der brød igennem i 1980erne med hittet ”Engel”.
De seneste år er Chief 1 vendt tilbage til de danske scener som solist med dansksproget popmusik, og han er kendt som en energibombe på scenen.
I 2021 medvirkede han desuden i det danske Melodi Grand Prix sammen med Thomas Buttenschøn med nummeret ”Højt over skyerne”.
Trine Gadeberg og Pelle
Mens resten af Danmark har været lukket inde på grund af coronapandemien, så har Trine Gadeberg foldet sig ud som den folkekære Pelle på fem og et halvt år, der gang på gang giver danskerne sandheden om alt lige fra coronaregler til konflikten i Afghanistan.
Det er blandt andet sket i videoer, der er blevet virale hit på de sociale medier.
Til Årets Nordjyde har Pelle helt nye historier med i ærmet.
Sangeren og skuespilleren Trine Gadeberg, der i år var en del af Hjørring Revyen, vil desuden gå på scenen og synge - akkompagneret af pianist og kapelmester i Hjørring Revyen Henrik Baloo Andersen.
Vingard
Den nordjyske sangerinde Tine Vingaard, der spiller under artistnavnet Vingard, er også med på scenen til Årets Nordjyde.
I en alder af blot ni år startede hun med at skrive sange og kom hurtigt ud og spille på de lokale scener i Nordjylland.
Senest har hun vundet Band Battle og kan dermed kalde sig Årets Nordjyske Band.
Sådan kommer du med
Efter en lang periode med halv -og heltomme sale rundt omkring i det nordjyske kulturliv på grund af coronanedlukningerne er det med stor glæde, at TV2 Nord igen kan byde indenfor til fest for fulde huse den 7. oktober.
Årets Nordjyde bliver afholdt på Vendsyssel Teater. Billetter kan købes via Vendsyssel Teater. Prisen er 195 kroner.
Showet kan desuden ses på Salto og her på tv2nord.dk den 7. oktober klokken 19.45.
Årets Nordjyde
- Årets Nordjyde 2021 kåres ved et stort festshow den 7. oktober på Vendsyssel Teater.
- Det er femte gang, TV2 Nord kårer Årets Nordjyde.
- Prisen som Årets Nordjyde gives til en nordjyde, der har gjort en særlig indsats af væsentlig betydning for at hjælpe andre. Også gerne på en måde, der har vakt opmærksomhed ud over regionens grænser. Rammerne er vide, og det er helt op til nordjyderne at begrunde, hvem der skal modtage prisen.
- Sidste år gik prisen til Johnni Olesen for hans utrættelige arbejde for at samle penge ind til julemærkehjemmet i Hobro.
- Det er nordjyderne, der bestemmer, hvem der skal være Årets Nordjyde. I løbet af sommeren 2021 har nordjyderne kunnet indstille mulige kandidater. Herefter har et dommerpanel udvalgt fem nominerede. Når Årets Nordjyde kåres den 7. oktober, er det så igen nordjyderne, der gennem SMS-stemmer afgør, hvem der skal have hæderen.
- I år har TV2 Nord modtaget indstillinger på 103 personer til Årets Nordjyde.
- De fem nominerede er valgt af de tre dommere: Skuespiller Lone Rødbroe, festivalleder for Nibe Festival Peter Møller Madsen og Lasse Heidelbach, der står bag patientforeningen ”Organdonation – ja tak”.