Brugte cykler får nyt liv i Aalborgs børnehaver
Børnene i Børnehuset Viaduktvej har fået en masse cykler fra genbrugsbutikken GPS'en i Nørresundby. Cyklerne skal bruges til at lære at cykle.
Genbrugsbutikken GPS’en i Nørresundby reparerer gamle cykler og donerer dem til børneinstitutioner i lokalområdet.
Børnene i Børnehuset Viaduktvej i Nørresundby har fået en masse nye cykler, så de kan lære at cykle. Der er tale om restaurerede, genbrugte cykler fra genbrugsbutikken GPS’en, og cyklerne er doneret til institutionen.
- Vi har glædet os til at modtage cyklerne her på Viaduktvej. Børn vil gerne bevæge sig, og på cykel får de fart, frihed og følelsen af at mestre noget, siger Lisa Skov Sølgaard, der er pædagogisk leder i Børnehuset Viaduktvej.
På Genbrugsplads Sundsholmen i Nørresundby er en hel container fyldt op med gamle cykler. Det er dem, der sættes i stand af GPS’en, som herefter donerer cyklerne til institutioner i lokalområdet.
- Cyklerne får nyt liv, og det er dejligt, at børneinstitutionerne vil tage imod dem, for vi ved godt, at de ikke altid har for meget at rutte med. De her cykler skal ud at skabe glæde andre steder, siger Torben Mark, der er projektmedarbejder ved GPS’en.
100 børnecykler og løbecykler doneres
GPS’en har stor erfaring med at restaurere gamle cykler. Voksencyklerne sælger de normalt videre i genbrugsbutikken, men børnecyklerne kan være sværere at komme af med. Derfor har GPS’en valgt at donere dem til institutioner.
Det sker gennem Aalborg Kommunes projekt ”Børneliv i sund balance”, der er støttet af Nordea-fonden. I alt regner GPS’en med at kunne donere omkring 100 børnecykler og løbecykler til børneinstitutioner i lokalområdet.
- Vi ved, at det er vigtigt at styrke børns selvhjulpenhed, og det er en styrke at kunne transportere sig selv, siger Kristina Thitgaard, der er projektleder af ”Børneliv i sund balance” i Aalborg Kommune.
- Vi håber, cyklerne får nyt liv og bliver brugt til en masse gode timer cykelleg og i sidste ende være med til at skabe børn, der har cykelmod og glæde ved den tohjulede.
Vil gerne øge bevægelsesglæden
Hos Børnehuset Viaduktvej håber den pædagogiske leder, Lisa Skov Sølgaard, at de ”nye” cykler kan give børnene mere bevægelse i hverdagen på en sjov måde.
- Vi vil rigtig gerne have fokus på cykelleg hos os og derigennem øge børns bevægelsesglæde, siger hun.
Børnene skal i første omgang være med til at vaske de restaurerede cykler, og herefter skal de bruges til at lære at cykle.
- For at lære at cykle er det nødvendigt med velfungerende cykler. Derfor er vi også meget glade for nu at få cykler, så børnene kan øve sig og blive sikre på cykel.