Største razzia i to år er i gang: - Vi håber på så få sager som muligt
Færdselsstyrelsen, Motorstyrelsen og Fødevarestyrelsen er tirsdag på vejene i Nordjylland i den største nordjyske politirazzia i to år.
Lastbiler fylder det meste af rastepladsen ved Glenshøj tæt ved Hobro. Nordjyllands Politi har tirsdag sat gang i årets hidtil største razzia, hvor både Færdselsstyrelsen, Motorstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Skat og flere dyrlæger deltager.
- Man kunne fristes til at sige, at vi håber, at vi ikke opdager noget, men det er måske lige optimistisk nok. Men vi håber på så lidt som muligt, siger Claus Kjær-Pedersen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi.
- Vi ved jo godt, at vi finder en del, når vi er hernede, men særligt i forhold til det sikkerhedsmæssige håber vi ikke at finde nogen sager, hvor vi bliver nødt til at holde køretøjerne tilbage i længere tid, siger politikommissæren.
Kølevarer i biler uden køl
Det er en såkaldt multikontrol, der er i gang, fortæller politikommissæren. I alt er der sat hele 60 medarbejdere af til at kontrollere vognene.
En multikontrol er en kontrol, hvor flere forskellige styrelser i politiet arbejder sammen om at kontrollere så bredt som muligt. Denne gang er det tungvogns- og varevognstrafikken, der bliver kontrolleret.
Indtil videre har vi haft seks vogntog over rullebremsen, og der har været to med fejl på, som er kørt til syn
Peter Lindholt, politiassistent
Fødevarestyrelsen deltager også i razziaen, og de har særligt fokus på de mindre kassebiler. De ser på, om bilerne er godkendt til at køre med fødevarer, og hvor varerne kommer fra.
- Helt konkret ser vi eksempler på, at der bliver hentet varer over grænsen, som ikke er registreret nogen steder. Det er dem, vi har fokus på, og der har været et par stykker af dem allerede i dag, siger Henrik Larsen, der er tilsynsfører ved Fødevarerejseholdet.
Fødevarestyrelsen kontrollerer også, om madvarer og lignende bliver transporteret korrekt og opbevaret efter reglerne.
- Der kan være problemer med noget af det. Nogle varer er kølekrævende, så man har et problem, hvis man kører med varerne i en kassevogn uden køl. Sporbarheden er også vigtig. Vi skal kunne se, hvor varen kommer fra, og hvor den skal hen.
To ud af seks lastvogne med fejl på bremser
Razziaen er den største i Nordjylland i to år. Den begyndte tirsdag klokken ni, og TV2 Nords reporter var forbi omkring klokken 11, hvor to lastbiler viste sig at have fejl med bremserne.
- Indtil videre har vi haft seks vogntog over rullebremsen, og der har været to med fejl på, som er kørt til syn, siger Peter Lindholt, der er politiassistent ved Tungvognscenter Nord, og viser apparatet, som tjekker, om lastvognene bremser skævt.
- Vi kigger på alt i dag. Jeg starter med at få dokumenter og papirer, som jeg kontrollerer, mens de kører den over på rullebremsen. De går også rundt og ser, om der er fejl på køretøjet.
- Vi kontrollerer stadig
Den store færdselsrazzia fortsætter indtil sidst på eftermiddagen. Det er ikke altid, politiet fortæller om en igangværende razzia, men denne gang gør de en undtagelse, fordi de gerne vil vise, at de igen laver store kontroller på vejene.
Det fortæller Claus Kjær-Pedersen fra Nordjyllands Politi.
- Vi har behov for at komme ud med budskabet om, at vi stadig er her, selvom det er lige efter slutningen på corona, og vi vil gerne vise, at vi kontrollerer, at lastvognene er i orden. Både i forhold til færdselssikkerhed, men også i forhold til arbejdspladser, at folk har anstændige arbejdsforhold, siger han.