Tiltale: 53-årig mand købte biler på klods - og solgte dem til Østeuropa
Foto: Frederic J. Brown/AFP/Ritzau Scanpix
Manden købte og solgte blandt andet en Toyota C-HR.
Politiet mener, at den tiltalte købte biler for 1,3 millioner kroner på kredit og scorede kassen ved at sælge dem videre.
En 53-årig mand med bopæl i Aalborg har ifølge politiet været lidt for smart i forbindelse med en række bilhandler.
Manden har nemlig i flere tilfælde købt biler på kredit, hvorefter han har solgt bilerne videre til Polen og Litauen og på den måde tjent kassen.
Uheldigvis er det gået knap så godt med at betale for bilerne hos forhandlerne. Derfor er han nu tiltalt for bedrageri med flere biler til en samlet værdi af cirka 1,3 millioner kroner.
Begyndte med en Opel Insignia
Det hele startede ifølge anklageskriftet i april 2019, da manden hos en forhandler i Nørresundby købte en Opel Insignia på kredit. Bilen havde en værdi af godt 230.000 kroner.
Ifølge anklageskriftet solgte han imidlertid bilen videre kort efter til en ukendt person i Polen.
I maj 2019 var den gal igen. Denne gang blev der købt en Peugeot 3008 hos en forhandler i Aars til godt 300.000 kroner. Den mener politiet, at han solgte videre til en person i Litauen.
I juni købte han tilsvarende en Toyota C-HR til 246.000 kroner i Hadsund. Ifølge anklageskriftet endte den også i Litauen.
Bedrageri for 1,3 millioner kroner
I juni 2019 gennemførte han ifølge politiet to tilsvarende tilfælde af bedrageri. Først ved at videresælge en Suzuki Vitara, som han havde købt på kredit i Frederikshavn til en værdi af 221.000 kroner, og senere ved at videresælge en Skoda Karoq til 290.000 kroner, som han havde købt på kredit i Hjørring.
Begge disse biler blev også solgt videre til Litauen, ifølge politiets anklager.
I ingen af tilfældene havde manden hverken vilje eller evne til at leve op til de kreditaftaler, han havde indgået med bilforhandlerne, og derfor ender det hele nu som en sag om bedrageri med biler til i alt omkring 1,3 millioner kroner.
Transporterede større mængde hash
Anklageskriftet omfatter desuden et sidste punkt, der handler om, at manden ifølge politiet i oktober 2020 var i besiddelse af knap fire kilo hash, som han ifølge anklagerne transporterede mellem Aarhus og Aalborg.
Sagen kommer efter planen for retten i Aalborg fredag. Det fremgår ikke på forhånd, hvordan den 53-årige forholder sig til anklagerne.