Formand for FH Brønderslev: - Vi har stadig pondus
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard
Christian Eilers, som er formand for FH i Brønderslev, arbejder selv som socialrådgiver og oplever, at hver tredje kollega ender med stress, der udvikler sig til sygdom. Hun mener derfor, at der er meget at kæmpe for.
Mellem 70 og 100 mennesker var mødt op for at fejre 1. maj i Brønderslev. Og her var der bred enighed om, at det stadig er meget relevant at fejre den årelange tradition, Arbejdernes Internationale Kampdag.
Allerede klokken otte gik det løs på Nordens Allé i Brønderslev, hvor der traditionen tro var fadøl, røde faner og taler.
Det er Fagbevægelsens Hovedorganisation i Nordjylland, der har arrangeret 1. maj-møderne, men ulige Kildeparken, hvor ingen politikere kommer på talerstolen i dag, var politikere på talerstolen i Brønderslev.
- Hvis de bakker op om arbejdernes sag, så er de velkomne her. Det har man haft tradition for her i Brønderslev, og det har jeg ikke fundet anledning til at lave om på, siger formand for Fagbevægelsernes Hovedorganisation i Brønderslev, Christina Eilers, som mener, at jo flere der kan tale den gode sag, jo bedre.
- Der er stadig løndumping, socialdumping og uligeløn, så der er masser at kæmpe for som fagbevægelse, siger hun.
Christina Eilers arbejder selv som socialrådgiver, og her oplever hun noget af det, hun mener, er værd at kæmpe for.
- I min branche oplever en tredjedel i deres arbejdsliv at blive så stressede, at de bliver syge, og det er simpelthen for mange, siger hun.
Første tale som minister
En af de politikere, der var mødt op - og som har tradition for altid at gæste Brønderslev til 1.maj-møderne, var kultur- og kirkeminister, Ane Halsboe-Jørgensen.
- I dag er en festdag, ikke mindst som socialdemokrat. Det er min første tale her som minister, og det har jeg glædet mig meget til, siger hun.
Ifølge Ane Halsboe-Jørgensen vil 1. maj i år bære præg af krigen i Ukraine, og de ting, der er fulgt med, som blandt andet inflationen og den kommende folkeafstemning.
- Jo flere vi er, jo stærkere er vi også. Vi skal stå sammen, for ellers bliver vi kørt over. vi har stadig pondus, men lad os få flere med
Christina Eilers, formand, Fagbevægelsernes Hovedorganisation i Brønderslev.
- Der er masser at tale om, og jeg håber og tror, vi kommer godt omkring det hele, siger hun og fortæller, at hun mener, at der stadig er brug for Arbejdernes Internationale Kampdag.
- Vi kæmper løbende for muligheder til ordblinde, for at arbejdsmiljøet skal være i orden, og for en løn, hvor man kan have tag over hovedet. Der er stadig mange ting at diskutere, og hvor vi ikke er i mål, så det kommer vi også ind på i dag, siger Ane Halsboe-Jørgensen.
Foruden Ane Halsboe-Jørgensen gik byrådsmedlemmerne Runa Friis (EL) og Henning Jørgensen (SF) på talerstolen - samt næstformand Morten Skov Christiansen.
De unge skal med
Ifølge Christina Eilers, som har stået for 1. maj i Brønderslev, mener hun også, at traditionen skal bestå. Men hun mener også, at der er brug for, at flere unge melder sig ind i en fagbevægelse.
- Jo flere vi er, jo stærkere er vi også. Vi skal stå sammen, for ellers bliver vi kørt over. vi har stadig pondus, men lad os få flere med, siger hun.