Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det går den forkerte vej: 22 minkfarme er corona-smittede - otte andre er mistænkt for at være smittet

Foto: Greg Baker, Ritzau/Scanpix

Nu er 30 minkfarme i Hjørring og Frederikshavn kommuner enten smittede med corona eller under mistanke for at være smittet med corona. Det er en stigning på ti på bare fire dage.

Det går den forkerte vej, når det handler om coronavirus på de nordjyske minkfarme.

Der er nu 22 smittede minkfarme og otte minkfarme, hvor der er mistanke om smitte. Alle smittede og mistænkte besætninger er i Hjørring og Frederikshavn kommuner.

Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Det svarer samtidig til det samlede smittetal for hele landet for smittede pelsdyravlere. Det vil sige, at alle smittede besætninger findes i Vendsyssel.

Hvorfor smitten rammer helt lokalt i Vendsyssel, er der endnu ingen forklaring på, ligesom der heller ikke er noget entydigt svar på, hvordan coronasmitten kan sprede sig så hurtigt fra farm til farm.

Det vil borgmester i Hjørring Kommune, Arne Boelt (S), gerne have svar på hurtigst muligt.

- Vi skal have det her stoppet, siger han og fortsætter:

- Det gør folk i hele Hjørring ængstelige, at det ikke stopper, og jeg møder folk, der er utrygge ved, at det bliver ved at gå den forkerte vej.

Det kan ende fatalt

Borgmesteren frygter, at smittetallet blandt minkfarmene i Vendsyssel bare stiger og stiger, så længe man ikke har klarhed over, hvorfor flere og flere minkfarme bliver konstateret corona-smittede.

- Det, jeg hører fra myndighederne, er, at det er mennesker, der smitter mink, og hvis det er tilfældet, så er der noget galt med værnemidlerne. Det er ikke for at udskamme minkavlerne, men det her kan ende fatalt for dem, hvis ikke det bliver bremset nu, siger Arne Boelt.

Forleden meddelte Fødevareministeriet, at landets minkfarme vil få uanmeldt kontrolbesøg af Fødevarestyrelsen.

Det skal sikre, at personalet på farmene tager de nødvendige forholdsregler med blandt andet brug af mundbind, håndsprit og andre værnemidler. De uanmeldte kontrolbesøg er indført efter, der er fundet COVID-19 i et stigende antal minkfarme netop i Vendsyssel.

- Det er naturligvis bekymrende, at smitten breder sig, og vi skal sikre, at smitterisikoen er så lille som muligt. Derfor har jeg bedt Fødevarestyrelsen om at tage på uanmeldte stikprøvekontroller for at tjekke op på, om de ansatte på landets minkfarme følger myndighedernes anvisninger om brug af værnemidler og andre forholdsregler, siger fødevareminister Mogens Jensen i en pressemeddelelse.

- Betal avlerne for at blive hjemme

Borgmester Arne Boelt (S) erkender, at det er et skridt på vejen, at fra myndighedernes side nu tager affære, men understreger, at det måske desværre slet ikke er nok.

Han foreslår, at man fra ministeren side indfører et ekstraordinært forsigtighedsprincip for minkavlerne i Vendsyssel.

- Mange af de her minkavlere har jo job ved siden af at være minkavlere, og jeg mener, man burde indføre en ekstra beskyttelse for minkavlerne og deres familier i form af ekstraordinært forsigtighedsprincip, når vi står i så alvorlig en situation. Det kunne være, at man betalte hele husstanden for at blive hjemme og passe minkene, så ingen skulle ud og arbejde andre steder uden for farmen, så kunne smitterisikoen mindskes, foreslår Arne Boelt.

Han understreger, at samme praksis er blevet brugt i forbindelse med udbrud på bl.a. sygehuse og plejecentre.

- Hvis vi fra kommunal side havde så meget rod i butikken i forhold til at inddæmme corona-virus på for eksempel plejecentre, jamen så ville vi som kommune være blevet hængt ud, mener Arne Boelt.

Fra menneske til mink

I forbindelse med et corona-udbrud på et plejecenter i Sindal har det vist sig, at corona-virus stammede fra en minkfarm i området, ligesom samme variant af virus senere dukkede op på andre farme i Vendsyssel.

Det har en forskningsgruppe fra henholdsvis Aalborg Universitet og Statens Serum Institut slået fast. Forskerne har undersøgt, om virus er blevet mere smitsomt eller farligt efter at have hoppet mellem mennesker og mink, men det tyder intet på.  Det skriver fagbladet Danske Minkavlere.

- Andre dyrearter har, så vidt vi ved, ikke givet anledning til tilsvarende udbrud. Det er derfor, der er så stort fokus på mink. Mennesker bærer virus ind til minkene, og når der er så mange mink, vil der også være en høj virusudskillelse, siger Helle Daugaard Larsen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse hos Statens Serum Institut, til fagbladet Danske Minkavlere.

Derfor appellerer hun til, at minkavlere og andre, der er kontakt med mink lader sig teste en gang om ugen, og man så i øvrigt følger Sundhedsmyndighedernes generelle anbefalinger til punkt og prikke.

Million-eksport ramt

Samme opfordring lyder fra Hjørrings borgmester Arne Boelt, der samtidig frygter for hele erhvervet med minkfarme.

Det er ikke mindst med tanke på, at der om et par måneder er sæson for at pelse minkene. Det blive sige, minkene bliver slået ihjel og pelset, hvorefter pelsene bliver forarbejdet og gjort klar til salg.

En industri som de danske minkavlere traditionelt tjener mange milioner kroner på  som eksportvarer til bla. Kina. En industri som gennem årerne har været presset, men branchen spåede i begyndelse af 2020  en udsigt til, at året kunne blive det ventede vendepunkt i en cyklisk lavkonjunktur i pelsbranchen.

Det satte corona-krisen en stopper for, da Kopenhagen Fur ikke har kunnet sælge skind i de forventede mængder.

Auktionssalget nåede slet ikke at komme i gang, før coronapandemien begyndte at gøre sig gældende. Kunderne har udskudt skindkøb, og generelt har auktionsåret været hæmmet af rejserestriktioner og corona-påvirket økonomi på eksportmarkederne i Asien, Europa og Nordamerika. Først på den netop holdte august-auktion kom de første spæde tegn på en vending. Kopenhagen Fur har fortsat en auktion planlagt i september, men det står allerede nu klart, at et betydeligt antal usolgte skind må overvintre i auktionshuset og dermed influerer på forventningerne til balancen mellem udbud og efterspørgsel. Det oplyser Kopenhagen Fur i et nyhedsbrev. Kopenhagen Fur er verens største auktionshus for pels og et andelsselskab ejet af de danske minkavlere.

Arne Boelt tør slet ikke tænke på de økonomiske konsekvenser, corona-situationen i Vendsyssel kan få for markedet og ikke mindst de lokale minkavlere.

- Det er en katastrofe for minkavlerne det, der sker nu, og jeg er bange for, det bliver værre, siger Arne Boelt.


Så du den? Her viser håndboldstjerne skjult talent på træningsbanen

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Karrieremulighederne er måske endnu flere for den OL-guldvindende håndboldspiller.

Hvis Henrik Møllgaard vælger at stoppe sin håndboldkarriere, kan han snildt snøre fodboldstøvlerne.

Det beviste den erfarne håndboldspiller mandag.

Til den sidste træning inden Champions League-opgøret mellem Aalborg Håndbold og norske Kolstad leverede han nemlig et klassemål - med foden.

For før hver håndboldtræning spiller håndboldspillerne 'de unge mod de gamle' i fodbold. Ja, fodbold.

Den kamp vandt 'de gamle', blandt andet takket været et kongemål af veteranen Henrik Møllgaard. Den langhårede spiller modtog en aflevering fra Sebastian Barthold, der forøvrigt selv scorede to mål, hvorefter rutinerede Møllgaard trillede bolden lidt frem og hamrede til bolden med højreskøjten, så den susede forbi ørene på den stakkels målmand Fabian Nordstedt.

 Var det held?

Video: Mogens Jørgensen / TV2 Nord

Efter træningen spurgte TV2 Nords udsendte, om nogen havde lyst til at se Henrik Møllgaards kongekasse.

- Nej, svarede Nicklas Landin og de øvrige spillere prompte.

Men målet blev dog gengivet og på spørgsmålet, om det var held, var svaret fra Møllgaard klart:

- Nej, nej... nej, og tilføjede:

- Jeg har jo al tid i verden. Jeg venter jo bare på, hvad 'Fabbe' (Fabian Nordsten, red.) har tænkt sig at gøre.

Afslutningsvis kom han også med en ekstra kæk kommentar.

- Det elsker Fabbe (Fabian Nordsten, red.) faktisk også. Skud omkring ansigtet, det er noget af det, han bryder sig allermest om, lød det ironisk fra bagspilleren.


I 50 år har Per fået hentet sit affald ved huset - men nu er det slut

Foto: TV2 Nord

Husejer Per Pedersen mener, at affaldsselskabet Nordværk med alle midler forsøger at få ham til at gøre det arbejde, som renovationsfolkene hidtil har gjort.

Per Pedersen er godt og grundigt sur på det affaldsselskab, der har hentet hans affald på adressen i Gandrup ved Aalborg.

Selvom skraldebilen i 50 år har hentet Per Pedersens skrald lige udenfor grunden, er det nu slut.

Affaldsselskabet Nordværk vil nemlig ikke længere køre ned på Per Pedersens grund og hente affald, fordi hans grund ligger på den 50 meter lange stikvej, der efter sigende stiger med mere end 10 procent.

Det står i hvert fald i det brev, som Per Pedersen har modtaget fra affaldsselskabet Nordværk. I et halvt hundrede år har det ikke været noget problem, men det er det nu.

- Jeg forstår ikke, at det pludselig skulle være et problem. Vejen har ikke ændret sig fra den ene dag til den anden, siger Per Pedersen, der nu skal gå et godt stykke fra dit hus med alt affald.

Men faktisk er der noget helt galt med argumentet fra Nordværk. Per Pedersen har efterfølgende fået en entreprenør til at udmåle stigningsprocenten, og den viser noget helt andet.

- Her kan jeg se, at den ikke stiger over 10 procent. Vi har fået målt til knap 5 procent i gennemsnit, siger Per Pedersen med henvisning til beregningen fra entreprenøren,

Og efter TV2 Nord har hevet fat i Nordværk, tikker der pludselig en meddelelse ind i Per Pedersens E-boks.

Her indrømmer Nordværk pludselig, at vejen ned til Per Pedersen slet ikke stiger med 10 procent, Alligevel fastholder de, at den skraldebil, der indtil nu har kørt ned og hentet skraldet, ikke kan i fremtiden.

Hvis nu du kan hjælpe skraldemanden med at gå et stykke med dit skrald, er det så ikke i orden?

- Jo, hvis reglerne er sådan. Men det er jo ikke i orden, at de pludselig påstår, at vejen er for smal, når de har kørt derop de sidste 50 år, siger han.

Større skraldebiler

Ifølge Nordværk handler det hele om, at skraldebilerne er blevet større, og derfor har sværere ved at komme ned i mindre veje, som falder eller stiger meget.

De større skraldebiler har dog kørt ned til Per Pedersen i flere år uden problemer.

Indsamlingschef ved Norværk, Kim Andersen, fortæller samtidig, at de har lavet en ny fortolkning af affaldsregulativet.

Vil det sige, at der er flere borgere, der skal forvente en ringere service, fordi I nu begynder at tolke det her affaldsregulativ mere restriktivt?

- Jeg kan godt forstå, hvad du spørger om. Men nej, vi er der jo selvfølgelig for at give vores borgere den allerbedste service. Vi har vores affaldsregulativ og husholdningsregulativ, som rammen for, hvad vi kan og skal. Og ud fra det, så vil vi byde borgere den bedste service.

Men servicen er jo blevet ringere?

- Det kan jeg godt forstå, at man synes. Jeg kan sagtens forstå, at man synes det.


Vindueskiggeri? Mystisk drone plager i nordjysk by

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Genrefoto.

Dronen kommer oftest på besøg om aftenen og morgenen, når der er mørkt.

Gennem den sidste måneds tid er en mystisk drone blevet spottet flere steder på Mors, hvor den har fløjet lavt blandt husene.

Blandt andet har den flere gange om ugen besøgt Nadja Pedersen.

- Man bliver utryg og mere privat, forklarer hun.

Hun fortæller, at dronen flyver ved hendes vinduer og over hende, når hun lufter sin hund.

- Jeg føler, den kigger ind i huset, og det er ikke fordi, jeg har noget at skjule, men det er virkelig ubehageligt, siger hun.

- Min hund kan heller ikke lide den, så han stresser og gøer, når den er der, og det er jo ikke så smart om aftenen midt i byen, tilføjer hun.

Dronereglerne

Du må ikke flyve over huse og dertilhørende områder, som er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, hvis du er i mindre end 100 meters højde.

Hvis du skal overflyve huse som en omkranset af hæk, hegn og mur i under 100 meters højde skal du indhente ejers eller beboers tilladelse.

Du må gerne overflyve huse med hæk, hegn og mur uden at spørge om tilladelse i mindst 100 meters højde og med en horionsontal hastighed på mindst 5 m/s. Du må ikke cirkulerer rundt om huse, men overflyve dem fra A til B.

Husk, at denne regler gælder kun hvis du skal overflyve huse med hæk, hegn eller mur, så fx må du gerne overflyve områder som er omkranset af hæk, hegn og mur hvis det ikke er til gene for ejeren i lav højde.

Beboelsesejendomme

Flyvning med droner nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, som ikke er afgrænset af hegn, hæk, mur eller lignende, må ikke finde sted uden bygningens ejer eller administrator eller dennes samtykke.

Ved flyvning nærmere end 2,5 meter fra beboelsesejendomme, skal beboerne orienteres inden flyvningen. Dette fungerer typisk via en e-mail til beboerne en dag forinden eller en seddel i opgangen.

Kilde: Trafikstyrelsen

Mange har haft besøg af dronen

Nadja Pedersen er langt fra den eneste, der har haft uønsket besøg af dronen. I den lokale Facebookgruppe "Morsø fællesgruppe" har flere nemlig delt sine oplevelser med den mystiske drone. Her skriver flere, at de har oplevet det samme som Nadja Pedersen, nemlig at dronen flyver ved folks vinduer.

Blandt andet fortæller en borger, at dronen flyver ved deres soveværelsevindue og køkkenvindue til trods for, at de bor på 1. sal.

Før opslaget i gruppen vidste Nadja Pedersen ikke, at andre havde haft besøg af dronen.

- Det gjorde mig lidt glad, da det på en eller anden måde virker lidt mindre skræmmende så, forklarer hun.

Svært for politiet

De mange episoder med dronen har også kastet en politianmeldelse af sig. Dog er det ikke lykkedes nogle at få taget et billede eller en video af den mystiske drone.

- Hvis man oplever at blive chikaneret af en drone, skal man selvfølgelig anmelde det til politiet, lyder opfordringen fra Niels Christensen fra lokalpolitiet i Thisted.

Det kan dog ifølge politiassistenten være svært for politiet at fange dronen.

- De ligner oftest hinanden, og selvom vi har en hurtig responstid, så vil dronen nok være væk, inden vi kommer. Så det vi gerne vil, er hvis folk for eksempel ser dronen lande et sted, eller ser nogle tage dronen med sig, sådan nogle oplysninger kan vi bruge, forklarer Niels Christensen.

Hos politiet oplever man desuden ikke, at det er et generelt problem med droner.

- Men vi forstår selvfølgelig godt, at de her borgere er utrygge, afslutter han.


Markant flere rotter i nordjysk by: Sådan undgår du dem

Foto: Linda Kastrup/NF/Ritzau Scanpix

Antallet af rotter er steget voldsomt i den nordjyske by, og konsekvenserne kan være voldsomme.

Der er ingen tvivl om, at det har regnet meget i år.

Men udover at regnen kan være træls, har den også budt på markant flere uønskede gæster.

Nemlig rotter.

Regnvejret får rotter til at forlade kloakkerne, og i stedet gå efter et mere trygt hjem i og ved bebyggelse.

Og rotterne er især i Aalborg dukket op i stor stil.

I Nordens Paris er antallet af rotteanmeldelser i september og oktober fordoblet i forhold til samme periode sidste år. Og rotterne er sandsynligvis ikke på vej væk.

- Jeg kan frygte, at antallet af rotter kun vil stige den næste tid, hvor det normalt er højsæson for dem omkring beboelse.

Sådan lyder det fra skadedirektør hos Gjensidige, Lene Rasmussen.

Kan nærmest ødelægge alt

- Rotter kan både bære på en lang række sygdomme og lave helt uoverskueligt store skader, hvis først de får etableret sig indenfor, lyder det fra skadedirektør hos Gjensidige, Lene Rasmussen.

Bo Halm Andersen arbejder som byggesagskyndig hos NRGi, og han ved, hvilke skade rotter kan forårsage.

- De kan på det nærmeste ødelægge alt i en bolig lige fra isolering til kabler og gulve. Og samtidig kan de medføre lugtgener, støj og reel sundhedsfare, så det er helt afgørende, at man sikrer hjemmet bedst muligt, fortæller Bo Halm Andersen.

Skab et uattraktivt rottehjem

Gode råd til at undgå rotter i hjemmet

1. Se efter om riste til krybekælderen og ventilationsriste i facaden er intakte

2. Få monteret en rottespærre i kloakrør / kloakbrønd

3. Få foretaget en tv-inspektion af afløbsrør til og fra huset for at sikre, at de er intakte.

4. Tjek husets fundament og ydervægge for eventuelle revner og huller

5. Saml nedfalden frugt som æbler op, når de kolde måneder begynder

6. Sørg for at rotter ikke kan komme i kontakt med fuglefoder i skuret eller på foderbrættet.

7. Klip grene væk som vokser tæt på eller læner sig mod taget

8. Sørg for at man ikke har en åben kompostbunke

9. Sørg altid for at kontakte kommunen og en skadedyrsbekæmper, hvis du oplever rotter i og ved hjemmet.

Kilde: Gjensidige


Lisa vil være byens nye købmand: På denne dato regner hun med at åbne

Mandag aften var der indkaldt til borgermøde, hvor der blev gjort status.

Borgerne i Ravnkilde måtte i slutningen af september vinke farvel til landsbyens købmandsbutik, men snart kan der igen blive tændt lys i butikslokalerne.

En lokal arbejdsgruppe forsøger nemlig at vække butikken til live igen.

Blandt andre Lisa Norman Andersen, der arbejdede i købmanden, før den lukkede. Hun vil være den nye købmand i byen, hvis det lykkedes at få den åbnet igen.

- Jeg brænder for det, og det har egentlig hele tiden været planen, at jeg skulle overtage, når de gamle skulle ud, forklarer hun.

Vil føre gammelt tiltag med videre

Mandag aften var der indkaldt til borgermøde, hvor der blev gjort status, og hvor man forsøgte at lodde stemningen blandt borgerne i området i forhold til at stable en ny butik på benene.

- Der er rigtig mange ting, som ser ud til at lykkes, men vi skal lige have det hele til at falde på plads. Borgernes opbakning er det afgørende, så hvis der kommer positiv tilbagemelding i aften, og vi får solgt nogle anparter, er jeg helt sikker på, at vi starter en butik, sagde Jan Værum Nørgaard, der er med i 'Købmandsgruppen' i Ravnkilde mandag.

Lykkedes det at åbne købmanden igen, så er der særligt et tiltag, som Lisa Norman Andersen vil tage med videre fra den gamle købmand.

- Vi har mange ældre, som ikke kan komme ud af byen, og her har vi kørt en fast vareture til de ældre rundt omkring i byen hver torsdag, hvilket jeg har i sinde at gøre igen, når jeg åbner, forklarer hun.

Hvornår regner du med at kunne åbne?

- Marts eller april forhåbentligt, griner hun.