Julefrokosten blev aflyst - så fik direktøren en god idé
Lørdag aften skulle virksomheden PM Energi i Brønderslev have holdt julefrokost på Hotel Fårup. Men de nye corona-restriktioner anbefaler, at julefrokoster aflyses. Og derfor måtte ledelsen tænke i andre baner - for en julefrokost skulle medarbejderne naturligvis have.
Det er andet år i træk, at den årlige julefrokost for virksomheden PM Energi i Brønderslev bliver aflyst. Så når medarbejderne ikke kan komme til julefrokosten, så må julefrokosten jo komme til medarbejderne.
- Jeg fik lavet en aftale med hotellet her om, at med alt det, de havde lavet, var det synd og skam, at det skulle gå til spilde.
For Carsten Madsen er det vigtigt, at medarbejderne får en julefrokost.
- Det har været et år, hvor vi har haft travlt og der har været klem på, og vi har virkelig knoklet for at komme igennem. Så er det en forløsning sidst på året, hvor vi kan sættes os ned og hygge os og have det rart.
Han har allieret sig med tre kollegaer og de skal i alt levere julemad til knap 60 medarbejdere i det nordjyske.
Medarbejdere ærgerlige men forstående
Og medarbejderne sætter pris på initiativet, når det ikke kunne være anderledes.
- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, men jeg synes, det er den helt rigtige beslutning, og jeg synes, det her var alle tiders initiativ, så der stadig kan blive fejret lidt.
- Det er jo træls. Men når tiderne er, som de er, så synes jeg, at det her er en kanon måde at gøre det på.
Årets julefrokost er hver for sig og med afstand, men så er der jo bare tilbage at håbe på, at næste år bliver anderledes.