Erik vil hjælpe folk som ham selv – naturen gavner psykisk sårbare
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Erik Holm Sørensen ses sammen med miljøminister Lea Wermelin (S) længst ude til venstre og det nordjyske folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).
I seks år har Erik Holm Sørensen stået for ture for Frisk i Naturen. Mandag var miljøminister Lea Wermelin med de psykisk sårbare på tur i Råbjerg Mile.
Lige inden turen går op ad de høje sandklitter, så er der en vigtig ting, der skal overstås.
Erik Holm Sørensen er omgivet af politikere – der er både en borgmester, en folketingspolitiker og en minister, men inden man træder ind i sandet på Råbjerg Mile, så skal skoene af.
Erik Holm Sørensen har de sidste seks år stået for ture ud i naturen for psykisk sårbare for den frivillige organisation Frisk i Naturen.
- Folk vil gerne ud og opleve ro i vild natur, siger Erik Holm Sørensen, der er projektleder for Frisk i Naturen.
Mandag har han inviteret miljøminister Lea Wermelin (S) med til Råbjerg Mile, så hun kan se, hvordan naturen kan bruges til at hjælpe psykisk sårbare.
- Jeg tror, de fleste af os har oplevet her under coronakrisen, at naturen har været et lyspunkt i en ellers svær tid, at man kan mærke, hvor meget naturen giver, og det er uanset, om man er psykisk sårbar eller ej, siger Miljøminister, Lea Wermelin (S).
Frisk i naturen arbejder ud fra en filosofi om, at naturen er god for vores hjerner, derfor arrangerer de ture ud til blandt andet Råbjerg Mile, hvor naturen er kulturhistorisk, åben og fredfyldt, der alle skulle være med til at stimulere psykisk sårbare mest optimalt.
Tre selvmordsforsøg
Erik Holm Sørensen kender om nogen til den situation, de mennesker han prøver at hjælpe nu, står i. Han har tidligere selv været ramt af psykiske problemer og har tre gange forsøgt selvmord. Derfor ved han om nogen, hvad man kan bruge naturen til, når man er psykisk sårbar.
- Det giver dem mentalt sundhed. Det er et pænt flot moderne ord, men dybest set er forklaringen, at det giver dem ro. Jeg ved, der er deltagere, der har kæmpe ro inden i dem selv to til fire dage efter hver tur, og det er jo vildt meget, siger Erik Holm Sørensen.
Derfor går ind i Frisk i naturen med alle sine kræfter. Noget der bliver opdaget og taget godt i mod hos deltagerne på turen op til Råbjerg Mile, der alle kan mærke, at naturen hjælper dem.
- For mig har det betydet, at de tanker jeg kan sidde med hjemme i min stue, når jeg kommer ud, så bliver de fyldt op af noget andet. Så jeg sådan kan lægge dem bag mig, siger Anne-Lise Sindvald fra Frederikshavn.
- Det giver en god følelse og specielt på de ture her, for man føler sig lidt et med naturen, og der er ikke materielle ting, man skal tænke på, man skal bare være der, siger Camilla Hejlesen fra Frederikshavn.
- Hjernen den kan få lov til at glemme, hvad der foregår omkring mig, siger Tina Søe Gaardboe fra Frederikshavn.
Landsdækkende om seks år
Miljøministeren er ikke kun med på mandagens tur til toppen af Råbjerg Mile og tilbage igen for at se på den flotte nordjyske natur. Hun er også med på vandreturen for at se på, om de initiativer, Erik Holm Sørensen har sat i gang med at bruge naturen, kan bruges andre steder i landet.
- Vi har afsat nogle midler i en sommerpakke til dels faciliteter, så man kan komme ud i alle dele af landet og der er bålpladser overnatningssteder, shelter og andre ting. Helt konkret kommer vi til at kigge på, i forhold til de midler, der er afsat, hvordan kan vi bruge projektet her til at brede det ud i resten af landet, siger Lea Wermelin (S).
Selv er 64-årige Erik Holm Sørensen ikke i tvivl. Målet for ham er, at Frisk i Naturen skal være landsdækkende, inden han fylder 70 år.
- Derfor er det vigtigt at snakke med en minister, som tager det med hjem til hendes departement, og så videre og så videre, og så må vi se, hvad der sker, siger Erik Holm Sørensen.
Foreløbig er tilbuddet Frisk i Naturen at finde i Frederikshavn og på Læsø.