To anholdt i sagen om Mias forsvinden - sigtet for drab
Nordjyllands Politi har anholdt to 36-årige mænd i sagen om Mia Skadhauge Stevns forsvinden. De er begge sigtet for drab.
Nordjyllands Politi har onsdag kort før middag anholdt to personer, der sættes i forbindelse med 22-årige Mia Skadhauge Stevns forsvinden. Der er tale om to mænd på 36 år, der er blevet sigtet for drab. Man har endnu ikke fundet den 22-årige kvinde.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Nordjyllands Politi skred til anholdelse klokken 11.20 onsdag formiddag på en ukendt adresse. Ifølge pressemeddelelsen arbejder politiet nu med sagen på to forskellige adresser i henholdsvis Østervrå og Flauenskjold, men om de sigtede er blevet anholdt på den ene eller begge disse lokaliteter, vides ikke.
I Flauenskjold er der tale om en adresse på Ingeborg Skeels Vej midt i den lille by. Her er et utal af politikøretøjer samlet. Naboer til den adresse hvor politiet arbejder, fortæller at beboerens bil er blevet fjernet tidligere på dagen.
Anholdte afhøres onsdag eftermiddag
Efterforskningsleder fra Nordjyllands Politi Frank Olsen udtaler, at det var intens efterforskning, henvendelser fra borgerne samt videomateriale, der ledte til anholdelsen af de to 36-årige mænd.
- Tilsammen har dette intense forløb gjort, at vi i dag kunne skride til anholdelse af to mænd. De sidder aktuelt til afhøring hos politiet, udtaler lederen af efterforskningen, vicepolitiinspektør Frank Olsen.
- Vi kommer til at arbejde på disse to adresser i lang tid fremover. Vi har et stort efterforskningsarbejde foran os med tekniske undersøgelser, afhøringer, forhøringer og meget mere, udtaler Frank Olsen videre.
Bil formentlig fundet
Politiet vil af hensyn til efterforskningen og hensynet til de pårørende ikke udtale sig yderligere i sagen, skriver de i pressemeddelelsen, men oplyser at man formoder at have fundet den eftersøgte bil på den ene af de adresser hvor man nu arbejder videre med sagen.
- Vi beder om pressen og offentlighedens forståelse for, at politiet nu har et stort og omfattende arbejder med at kortlægge hele forløbet før, under og efter, at den 22-årige kvinde forsvandt, udtaler vicepolitiinspektør Frank Olsen, der retter en stor tak til offentligheden for deres mange henvendelser i sagen.
- De har været medvirkende til, at vi hurtigt har kunnet skride til anholdelse. Tak.
Den savnede 22-årige er endnu ikke fundet.
Blev samlet op søndag morgen
22-årige Mia Skadhauge Stevn har været savnet og eftersøgt siden søndag hvor hun efter en bytur ikke var til at komme i kontakt med.
Politiets efterforskning viste hurtigt at den unge kvinde kort efter at have forladt Jomfru Ane Gade, satte sig ind i en mørk personbil, der holdt ind til hende på Vesterbro.
Politiets bad efterfølgende offentligheden om hjælp til at identificere den pågældende bil og den har man altså nu, formoder politiet, fundet.