Borgmester frikendt efter personangreb
Foto: Jesper Bo Winther
Tilsynsmyndigheden for kommuner vurderer, at personangrebene mod Mogens Christen Gade ikke giver anledning til at rejse en tilsynssag.
Den helt store dag var lige om hjørnet for Jammerbugts siddende borgmester, Mogens Christen Gade fra Venstre.
Valgkampen rullede som et lyntog uden bremse, og fuld af nervøsitet og spænding, fik han sig pludselig noget af en overraskelse.
Med kun fem dage til kommunalvalget dukkede en historie nemlig op. Ikke bare hvilken som helst historie, men en historie, der handlede om ham. Mogens Christen Gade blev angrebet på sin person og sin embedsførelse lige op til valget.
- Det gør rigtig ondt, selv efter 32 år i politik, sagde han dengang til TV2 Nord.
Men nu, tre måneder senere, kan smerterne forsvinde. Mogens Christen Gade er nemlig blevet frikendt.
En alvorlig historie
Historien fra november 2021 tog udgangspunkt i en fem år gammel byggetilladelse og en dispensation, som borgmesteren havde fået af sin kommune.
Her kritiserede eksperter blandt andet Mogens Christen Gade for, i mailudvekslinger mellem ham selv og kommunens ansatte, ’at forsøge at blande sig i behandlingen af byggesagen’.
Derudover udtalte en professor sig flere gange negativt i historien.
Han mente, at borgmesteren pressede på for at få sin sag behandlet hurtigere, og at det rejste spørgsmål omkring overtrædelse af reglerne om inhabilitet og usaglighed.
Frikendt
Den negative historie florerede hos flere medier i dagene op til kommunalvalget, og derfor valgte Mogens Christen Gade at tage sagen til det kommunale tilsyn.
Efter flere måneders behandling står det nu klart, at tilsynsmyndigheden for kommuner vurderer, at angrebene ikke giver anledning til at rejse tilsynssag mod Mogens Christen Gade. Han er derfor frifundet i sagen om personangrebene.
- Det er en afgørelse, jeg er meget stolt og glad over, siger borgmesteren.
Når han ser tilbage på sagen, og hvad han sidenhen har været igennem, så er der ikke noget, han vil lave om.
- Borgmestre og politikere er fuldstændig lige som alle andre mennesker. De har lov til at spørge ind til deres egne byggesager, siger han.
Trods de negative historier, så blev Mogens Christen Gade genvalgt som borgmester i Jammerbugt Kommune ved kommunalvalget i 2021.
Hør interviewet med Mogens Christen Gade her: